Vi tør godt gætte på, at du før eller siden har – eller vil komme til – at se en vallak, der er mere interreseret i de andre vallakker end i hopperne – eller måske en hoppe, der står tæt op ad de andre hopper, når hun er i brunst. Men betyder det, at de er tiltrukket af det samme køn? Er de homoseksuelle? Og hvornår ved vi, at de er det? Svaret er: Det ved vi slet ikke. Og vi kommer nok heller aldrig til at vide det. Det hele er nemlig lidt et spørgsmål om fortolkning.

Homoseksuel adfærd hos 10% af dyrene

Den canadiske bilolog, Bruce Bagemihl, har tilbage i 1999 observeret homoseksuel adfærd blandt hele 1500 dyrearter – især hus fugle og pattedyr – herunder også heste. Dog ses det især hos får og giraffer, hvor særligt hankønnene kan være tiltrukket af hinanden. Faktisk står Bagemihl fast på, at hele 94% af alle parringer mellem giraffer sker mellem hannerne. Det, synes vi, er lidt vildt! Man kan nok ikke lade være med at stille sig selv spørgsmålet, hvorfor hunnerne ikke er lige så interesseret i hinanden. Kan dyr da ikke være lesbiske? Det kan de – tilsyneladende – godt, men det sker sjældent, viser Bagemihls studie. Og det sår måske i virkeligheden lidt tvivl om det hele.

I det hele taget viser Bagemihls studie, at omkring 10% af dyrene i de undersøgte grupper er homoseksuelle, hvilket stemmer overens med den umiddelbare andel af ikke-heteroseksuelle mennesker – en andel der er fastlagt af forskellige LGBT-organisationer. Så måske har han fat i noget?

Er homoseksuel adfærd lig med homoseksualitet?

Nu er det dog, at du skal lægge mærke til ordet adfærd. Det, Bagemihl har observeret, er nemlig kun den synlige tilknytning mellem to dyr af samme køn. Hertil forklarer den danske biolog Peter Gravlund, at homoseksualitet blandt dyr kun bygger på det, vi kan se med det blotte øje:

Det er svært at sammenligne mennesker og dyr, for når vi taler om homoseksualitet blandt mennesker, handler det om kærlighed, parforhold, følelser og mange andre ting. Vi ved praktisk set ingenting om, hvorfor vi ser homoseksuel adfærd blandt dyr. Men hvis vi udelukkende taler om det seksuelle, så har man fundet mere end 1.500 arter, hvor der er seksuel adfærd mellem dyr af samme køn.

(Sagt til videnskab.dk)

Hvad dyrene rent faktisk føler, må altså være et spørgsmål om fortolkning, og derfor kan man aldrig helt vide, hvad årsagen til deres adfærd er. Af samme årsag kan man heller ikke direkte sammenligne det med homoseksualitet, men man kan tolke den sådan. Det er i hvert fald, hvad en skeptiker ville mene.

Handler det bare om instinkter?

Der er også nogle, som mener, at dyr – og dermed også heste – er biseksuelle, fordi de ikke er i stand til at skelne mellem køn. Andre mener, at adfærden skal forstås som et naturligt og instinktivt forsøg på at udvise dominans, især imellem hanner. Hvis der er tale om hun, viser hun måske blot interesse for andre hunner i forsøget på at efterligne og øve sig i en bestemt adfærd. At en hoppe viser interesse for et føl og dennes mor kan med andre ord blot være et udtryk for, at den er nysgerrig og gerne vil lære af situationen. Igen peger pilen altså i retning mod instinkterne. Så måske er det i virkeligheden dem, det hele handler om? Og måske gør vi i virkeligheden kun os selv en bjørnetjeneste ved at forsøge at sætte hestene i de samme bokse, som vi har det med at sætte os mennesker i…

Vi kan umuligt konkludere, hvilken overbevisning, der er rigtig. Det ville kræve, at vi spurgte dyrene selv. Men vi tør godt slå fast, at naturen aldrig er så objektiv, som videnskaben har det med at fremlægge den. Det eneste, vi med sikker ved, er, at heste følger deres intuition og instinkter. Hvad de føler sig tiltrukket af, og hvad de – måske – tænker, kan vi kun gisne om.

Kilder: Bruce Bagemihl: Biological Exuberance: Animal Homosexuality and Natural Diversity (1999); Videnskab.dk: Findes der lesbiske dyr?