Dine stigbøjler betyder mere for din ridning, end du måske lige går og tror. Både din balance, dit sæde og kontakten til din hest, når du sidder i sadlen, påvirkes af de bøjler, du rider med. Og da du jo gerne skulle ride med lige netop de bøjler, som kan give dig den bedste ridetur, har vi testet en håndfuld for dig. Vi kan lige så godt understrege, at der virkelig er forskel at mærke. Men hvor stor den er, er det nok svært at blive helt enige om. Her får du Malgré Touts vurdering.

Ikke bare en stigbøjle…

Sammen med sadlen og trensen er stigbøjlen kraftigt medvirkende til, at ridningen som disciplin er blevet så udbredt, som den er i dag. Faktisk mener nogle, at opfindelsen af den har haft lige så stor betydning for civilisationen som hjulet og bogtrykkerkunsten. Stigbøjlen gør det nemlig langt lettere for rytteren at holde balancen og kontrollere hesten. Ved sin opfindelse omkring år 300 blev den dog kun brugt til at stige op med – deraf navnet. Først senere brugte man den som et vigtigt hjælpemiddel under ridningen og som en del af kommunikationen med hesten. Hvis ikke stigbøjlen var blevet opfundet, havde vi nok aldrig set heste blive brugt til krigsførelse, transport og ikke mindst sport, som vi bruger dem til i dag.

Læs også: Find den rigtige længde til dine stigbøjler

Test af stigbøjler

I dag er stigbøjlen dyrket mere end nogensinde. Markedet har aldrig være større – og dyrere. Et par står ikke længere bare til 200-300 kroner, men kan koste dig op til flere tusinde. Du kan sågar få nogle lavet af 24 karat guld og med diamanter til hele 6700 kroner! Var der nogen der sagde, at ridning er dyrt? Lige de stigbøjler har vi tilladt os at springe over. Til gengæld har vi testet fire andre varianter: S-bøjler, flex-bøjler og tre noget dyrere, men meget populære modeller. Læs her, om du er enig i vores dom, eller om du måske skulle tage at skifte dine gamle bøjler ud med et par nye.

S-bøjler

Vi har testet AWA S-bøjle til 199 kr.

S-bøjler minder om de helt klassiske stigbøjler, men de har lidt mere på hjerte, når det kommer til sikkerhed. Den buede form skal sikre, at rytteren hurtigt kan få foden ud ved et fald eller styrt, og det drejede hængsel til stigremmen skal gøre det lettere at fange bøjlen og derved også sværere at tabe den. Sidstnævnte er vi ret begejstret for, men bøjlens kurvede form mener vi ikke gør det lettere at falde ud af den. Dommen herfra er, at bøjlerne lever op til forventningen om, at de er lettere at fange og sværere at tabe end traditionelle stigbøjler – men heller ikke mere end det. Om de er en smule mere sikre, skal vi ikke kunne sige, men det er ikke markant. Desuden synes vi ikke, at der er nogen grund til at købe de dyre modeller, da de billige lige såvel lever op til de forventninger, man kan have til sådan en stigbøjle.

Fordele: Øget sikkerhed. God, hvis man har tendens til at tabe sine bøjler.

Ulemper: Ikke stødabsorberende. Ikke lige så sikre som andre sikkerhedsbøjler.

Prisleje: 199-500 kr.

Vurdering:

Flex-bøjler

Vi har testet Riders Company Flex-bøjle til 299 kr.

Flex-bøjler er ikke ligefrem nogen nyhed, men de er gode, hvis man altså ikke nøjes med én af de billigste modeller. Der er nemlig kæmpe forskel på kvaliteten. Skærer man dem alle over én kam, så er de stødabsorberende og mere sikre at ride med end klassiske stigbøjler, fordi gummiet på bøjlerne er fleksibelt i alle retninger. Her har vi erfaret, at de billige modeller ofte mister den stødabsorberende evne eller måske ligefrem går i stykker over tid. Det sker, fordi gummiet bliver hårdt eller mørner og derved knækker. Heldigvis er de dyrere modeller ofte lavet med kvalitetsgummi, som er mere holdbart og giver en langt mere komfortabel følelse i ankler og knæ. Hvis du vælger en flex-bøjle, råder vi dig i hvert fald til ikke spare – for så kan du lige så godt købe et par klassiske metalbøjler. Vi har testet et billigt par, men hvis du giver lidt mere for dem, så tror vi også på, at du kan blive mere begejstret for dem, end det har været tilfældet her på redaktionen. God jagt!

Fordele: Mere stødabsorberende end traditionelle stigbøjler. Øget sikkerhed.

Ulemper: Billige modeller mister hurtigt deres fleksibilitet og stødabsorbering. Ikke lige så sikre som andre sikkerhedsbøjler.

Prisleje: 250-1400 kr.

Vurdering:

Balance-bøjler

Vi har testet Herman Sprenger Bow Balance-bøjle til 1339 kr.

Balance-stigbøjler er en videreudvikling af flex-bøjlerne, men trækker også på teknologier fra S-bøjlerne. Især Herman Sprengers model Bow Balance, som vi har testet, og modellen Flexcite er populære. Det smarte ved dem er, at de er yderst stødabsorberende og en smule drejet i hængslet til stigremmen. Det betyder, at du har sværere ved at tabe bøjlen, og du opnår en bedre balance i dit sæde, fordi bøjlen også støtter det yderste af din fod. Faktisk oplevede vores testrytter at kunne sidde bedre tilbage i sadlen på grund af denne støtte. Derudover er der en bred trædepude, som giver dig en større balanceflade. Og så kan stødabsorberingen i disse bøjler altså slet ikke sammenlignes med noget andet! Den tykke, bløde trædepude og kvalitetsgummiet i siderne gør ridningen meget mere behagelig, og man føler sig virkelig let i sadlen og ubesværet i sine ankler og knæ. Det eneste minus er, at bøjlerne er dyre, og så kunne de også være endnu mere sikre, sammenlignet med sikkerhedsbøjlerne nedenfor. Men køber du dem brugt eller på tilbud, så er de absolut pengene værd!

Fordele: Forbedrer balancen og evnen til at holde sig tilbage. Meget stødabsorberende. Godt og behageligt fodgreb.

Ulemper: De er dyre. Ikke lige så sikre som andre sikkerhedsbøjler.

Prisleje: 1339-1580 kr.

Vurdering:

Free Jump-bøjler

Vi har testet Free Jump Soft Up Pro til 1999 kr.

Vi må hellere skynde os at fortælle, at Free Jump-bøjler altså ikke kun er for springryttere. De findes nemlig både i spring- og i dressurmodeller. Vi har testet springmodellen, der hedder Soft Up Pro, som man selvfølgelig kan bruge, uanset om man springer eller ej. De er lavet af et plastik-agtigt materiale, som kan bøje helt ekstremt i den udvendige side. Det gør det let at få foden ud af stigbøjlen, hvis man skulle styrte. Bøjlerne kan sættes direkte på stigremmene, så man ikke skal have dem af sadlen, for at få bøjlerne sat på. Det er virkelig smart! Det fedeste ved disse bøjler er dog den meget brede trædeflade med små metalknopper, som gør det stort set umuligt at tabe dem. Derudover er de forholdvis lette og kræver minimal vedligeholdelse. Nogle mener, at de er meget støddæmpende, men det er vi lidt uenige i. Måske skyldes det, at vi også har testet Bow Balance-bøjlerne, som føles noget mere bløde at ride i. Dog er vi helt enige i, at de er mere støddabsorberende end et par traditionelle stigbøjler af ren metal.

Fordele: Lette i materialet. Nemme at vedligeholde. Kan monteres uden, at stigremmene tages af. Rigtig godt greb.

Ulemper: De er dyre. Prisen taget i betragtning kunne de være mere stødabsorberende.

Prisleje: 1400-2100 kr.

Vurdering:

Flex-On-bøjler

Vi har testet Flex-On Safe-On-bøjle til 1999 kr.

Disse bøjler er til den udstyrsglade rytter, der værdsætter den bedste komfort, ekstrem høj sikkerhed og at kunne mixe og matche farver. Bøjlerne fås nemlig i mange farver og har et magnetstykke øverst, som også kan skiftes til andre farver og mønstre. De har den vildeste sikkerhedsteknik, hvor ydersiden af bøjlen går op, når der lægges tilstrækkeligt med vægt på. Desuden er de lavet af et ultralet plastikmateriale, og så har de et par helt enormt støddæmpende puder under fodpladen, som snildt kan måle sig med den bløde fornemmelse, man også mærker i Bow Balance-bøjlerne. Flex-On-bøjlerne fås også i andre modeller, blandt andet i aluminium og uden sikkerhedsmekanismen. Vi har testen modellen, der hedder Safe-On, da det er den absolutte bestseller. Og det forstår vi altså godt! Den holder alt, hvad den lover, og vores testrytter har endda ladet sig falde af for at se, om sikkerhedsmekanismen virkede – og det gjorde den! Noget, som man ikke ser hos ret mange andre stigbøjler, er, at fodpladen skråner en smule nedad, så man nærmest tvinges til at læne sig lidt mere tilbage. Ligesom hos Free Jump-bøjlerne gør metalknopper i fodpladen det nærmest umuligt at miste fodfæstet. Kort sagt samler Flex-On Safe On-bøjlerne alt det, som de andre bøjler hver især tilbyder – og derfor er de uden tvivl alle pengene værd!

Fordele: Forskellige designmuligheder. Meget stødabsorberende. Effektiv sikkerhedsåbning. Skrå fodplade sikrer et tilbagelænet sæde. Utrolig godt greb.

Ulemper: De er dyre, men rent funktionsmæssigt er de alle pengene værd.

Prisleje: 1999-2100 kr.

Vurdering:

Konklusion: Man får, hvad man betaler for

Malgré Touts konklusion er helt klar: Man får, hvad man betaler for. Stigbøjlemarkedet er med god grund rigtig stort, for der findes virkelig noget til ethvert behov og for enhver smag. Der er ingen tvivl om, at jo flere penge, man kan smide på disken, jo federe et sæt bøjler får man. Og heldigvis er der også fine alternativer, hvis økonomien ikke rækker til de tusindekroners dyre modeller. Dog kommer vi ikke udenom, at den dyre Flex-On-bøjle klart er vores yndlings. På stående fod er det nok de færreste, der vil give hele 2000 kr for et par stigbøjler, men mon ikke det handler om, at vi bare skal vænne os til tanken? Vi bruger så mange penge på lækre trenser, svedtransporterende underlag og højteknologiske gamacher – så hvorfor ikke også bruge lidt ekstra på at gøre forudsætningerne for vores egen indvirkning på hesten endnu bedre? Har du investeret i et par dyre bøjler, så finder du i hvert fald ud af, at du aldrig kommer til at ride i andet – det tør vi godt love.

3 vigtige overvejelser

  • HVILKEN STØRRELSE? Det er vigtigt at købe den rigtige størrelse stigbøjle. Hvis bøjlerne er for brede, kan foden glide igennem og sætte sig fast. Og hvis de er for smalle, kan de komme til at genere omkring foden eller man kan få problemer med at få plads til sine vinterridestøvler.
  • METAL ELLER KUNSTSTOF? Det er meget forskelligt, om man bedst kan lide at ride med bøjler i et klassisk metal-look eller i et mere moderne og sporty plastik-look. For ekempel er designet på en flex-bøjle og en Free Jump-bøjle meget forskellige, og ofte fås bøjler af kunststof i rigtig mange forskellige farver.
  • TUNG ELLER LET? Knyttet til det materiale, bøjlerne er lavet af, hører også deres vægt. Bøjler lavet af kunststof og aluminium er ofte meget lettere end bøjler lavet af stål. For nogle ryttere er det en fordel, at en bøjle vejer meget, fordi det gør det lettere at fange den, hvis man taber den. Samtidigt kan man føle, at det giver noget mere tyngde. En let bøjler er til gengæld ofte lidt mere stødabsorberende og føles mere let at ride med.

Læs også: Gør dit udstyr dig og din hest skæv?

Tina er uddannet bachelor i retorik og digital kommunikation. Hun brænder for at skrive relevante og genkendelige artikler, der kan vække følelser og sætte tankerne i gang. Når hun ikke er på redaktionen eller knokler med sit kandidatstudie, er hun som regel at finde på ryggen af sin varmblodshest.