Hvad er det, der får danskere til i stigende grad at forelske sig i den spanske hest? Er det fordi de ligner barbieheste med langt hår og høje knæløft? I anledningen af den store Pura Raza Española-festival d. 16. – 18. august sætter vi fokus på racen P.R.E. og prøver at gøre op med fordommene for at finde ud af årsagen til dens stigende popularitet herhjemme.

Den spanske hest har efterhånden erobret Danmark med sit smukke ydre og gode ride-egenskaber, men hvornår den allerførste spanske hest kom til Danmark er lidt uvist. Dog er man sikker på, at hesten blev indført i mange europæiske lande af deres kongehuse adel i 1500-tallet. Hestene på den tid blev betragtet som det ypperligste indenfor rideheste. De blev primært anvendt til opvisninger, kvadrilleridning og til forædling af andre hestetyper. De blev også brugt i kavaleriet, da hestene havde alle de egenskaber, som var nødvendige for rytterens sikkerhed: De var hurtige, lærenemme og skolede.

Foto: Finn Hollbek

Især Christian d. 4. var forelsket i racen. Han importerede flere spanske hingste til stutteriet for at forbedre avlen. Selv brugte han hingstene til ridebrug, og på flere malerier af Christian IV, rider han på en smuk, spansk hingst. Dengang var der også mange farvevariationer – De skimlede/hvide var meget eftertragtede i kongehuset, hvor de blev brugt som køreheste til de kongelige kareter. Racen blev populær i hele Europa og blev benyttet som forædler på mange af de europæiske stutterier. Og hvad du måske ikke har gættet er, at P.R.E.-hesten er stamfader til både Frederiksborgeren og Knabstrupperen.

F*** Janteloven

Siden 1990’erne er efterspørgslen efter det spanske blod igen steget. Og i stedet for at importere fra Spanien, hvor forholdene for hestene ikke altid er optimale, er flere danske stutterier blevet etableret herhjemme. Her har man bl.a. fokuseret på at avle heste, der også kan begå sig i mere traditionelle discipliner, såsom dressur, spring og distance. Og så får man meget for pengene, når man køber spansk. Man skal nemlig ikke ud og investere en formue for at få en hest, der kan gå en habil dressurklasse til fornuftige procenter.

Foto: Stald Rohan

Mange af de fordomme, der tidligere har eksisteret omkring spanske heste som værende barbie-heste med ‘skovlende forben’, inaktive bagben og hidsigt temperament, er efterhånden gjort til skamme. Selvom den er sensitiv, er den samtidigt yderst behagesyg og vil således gå gennem ild og vand for sin rytter. Og så er der stor efterspørgsel på spanske heste med ordentlige gangarter, godt rygsving og overlinje hos de danske avlere. Dens smukke ydre er helt klart også et plus for mange, som ønsker en smartere hest end den kedelige brune DV’er.

Der er således helt klart noget blærerøvsagtigt over den spanske hest, som falder i mange danskeres smag og som gør, at flere og flere tør trodse Janteloven og købe spansk. Hvis du overvejer en spansk hest, skal du dog holde dig for øje, at de er særdeles nøjsomme og nærmest kan leve på en sten.

Dansk P.R.E Avlsforening afholder DAMOCHA (Dansk Morforologisk Championat) d. 16.-18. august hos Midtjysk Ridecenter. Her bliver hestene bedømt af en spansk dommer og får point og titler. Hestene bliver bedømt på racetypiskhed, bevægelse, eksteriør, som gør det lettere for avlere at finde det rigtige valg af hingst/hoppe, sådan at sammensætningen af disse to gør det muligt at forbedre avlen. Derudover vil der også være dressur- og springklasser.

Link til arrangementet