Æbler, æbler, æbler. Der er rigeligt af dem lige nu, og man fristes til at give sin hest en ordentlig krybbefuld af ren og skær kærlighed. Mange af os slæber ligefrem store poser med nedfaldsæbler med ud i stalden, og når vi rider tur, plukker vi måske et par stykker med hjem – selvfølgelig også til hestene. Men hvor godt er det egentlig for de firbenede med alle de æbler, og er det overhovedet lovligt at plukke æbler fra et træ, der ikke er ens eget?

To om dagen

Som hovedregel bør en hest ikke få mere end to æbler om dagen. Selvfølgelig afhænger det af æblernes størrelse, og har du en hest, som er vant til at spise de sød-syrlige frugter, kan du også godt slippe afsted med at give den tre-fire stykker. Men som bekendt indeholder æbler meget sukker, hvilket især er skidt for heste med tendens til forfangenhed, nøjsomme heste eller heste med et iltert temperament, som nødigt skal have forhøjet deres blodsukkerniveau. Men uanset hvilken hest, der er tale om, så er et sukkerboost fra en ordentlig spand æbler ikke noget for en hestemave – eller for et sæt hestetænder. Lige såvel, som syren i æbler kan ætse tandemaljen hos os mennesker, kan den også ødelægge hestens. I værste fald kan syren forårsage mavesår og give fordøjelsesproblemer som for eksempel diarre. Derudover er det bedst at give sin hest modne æbler, da de indeholder mindre syre end de mere umodne af slagsen.

Læs også: Sunde og usunde godbidder

Undgå rådne nedfaldsæbler

Det er uden tvivl i god tro, når din nabo eller din bedstemor kommer forbi med en kæmpe pose fyldt med nedfaldsæbler, som du kan tage med ud til hesten. Og de kan da også sagtens bruges, hvis du husker at frasortere dem, som er begyndt at få brune pletter. Når æbler er faldet ned fra et træ, rådner de nemlig hurtigt dér, hvor de er blevet stødt. De sundhedsskadelige stoffer, som dannes i forrådnelsen, kan hurtigt sprede sig til de andre æbler, og de kan desuden gøre din hest rigtig syg. Et enkelt æble med en lille plet gør ingen skade, men den må aldrig kunne få fat i en større mængde mugne eller halvrådne æbler. Af samme årsag er det ikke sagen at have et æbletræ på folden, hvis ikke man hver dag samler nedfaldsæblerne op og i øvrigt sørger for, at hestene ikke kan nå for mange af æblerne på træet.
Faktisk er det bedre at plukke et par ikke helt modne æbler direkte fra træet og gemme dem. Æbler kan sagtens modnes, selvom de ikke hænger på træet, og så kan de faktisk holde rigtig længe (op til 1/2 år!), hvis de opbevares mørkt og køligt. På den måde har du æbler uden råd i til din hest hver dag i lang tid.

Læs også: Fødevarer, heste ikke kan tåle

Her må du plukke æbler

At plukke æbler i naturen er helt lovligt. Dog er det god skik ikke at plukke mere, end man skal bruge, og ikke mere end der kan være i en almindelig bærepose. Naturligvis er det ikke lovligt at gå ind i andre folks haver for at plukke æbler, men det er tilladt at plukke fra de dele af træet, som måtte hænger ud over et offentligt område – f.eks. ud over en hæk langs en offentlig vej eller sti. Se bare her, hvordan én fra redaktionen altid nupper et æble med på vej hjem fra træning. Så har hesten altid noget at glæde sig til!

Godt at vide om æbler og heste
  • Æbler består af 10-11% sukker, 85% vand og 2-3% kostfibre.
  • Æbler indeholder mange vitaminer, som styrker immunforsvaret – særligt c-vitaminer.
  • Æbler, der ikke er stødt, kan holde sig op til 1/2 år, hvis de opbevares mørkt og køligt.
  • Giv helst kun din hest to æbler om dagen.
  • Giv ikke din hest æbler med store, rådne pletter.
  • Gå aldrig ind på privat grund for at plukke æbler – men tag gerne fra den del af et træ, der hænger ud over et offentligt område.

Kilder: Brogaarden, Samvirke, Milljøstyrelsen

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.