2, 3 eller 4 spor, stillling, runding, bæring og vægtfordeling. Vi kan ikke være de eneste, der bliver lidt forvirret over alle de forskellige sidebevægelser! Til gengæld er sidebevægelserne nogle rigtig gode øvelser til at smidiggøre din hest og gøre den stærkere. Men har du helt styr på, hvordan man gør? Vi giver dig guiden til at få de svære sideøvelser til at sidde lige i skabet.

Versade, traversade, renversade, sidetraversade. Der findes mange forskellige måder at få hesten til at flytte sig for dine schenkler mere eller mindre stillet i rideretningen. Øvelserne kaldes sidebevægelser og sikrer, at hesten udvikler sig symmetrisk i krop og lemmer og forbereder den til samling.

3 hovedregler for alle sideførende øvelser
  • Dit balancepunkt og vægtfordeling skal være det rigtige sted i kroppen
  • Hestens bagben skal træde under dens tyngdepunkt for at kunne tage vægten korrekt.
  • Det resulterer i en løftning af forparten og frit bevægelige skuldre.

Det er ikke det nemmeste i verden at kaste sig ud i en versade eller traversade, hvis man ikke har styr på hestens biomekanik og derfor ikke ved, hvornår det føles rigtigt. Det skal nemlig føles ligesom at ride op ad bakke.

Husk på takt og afskub

Eksempler på, hvornår sidebevægelserne er forkerte er, hvis hesten enten går for meget eller for sidelæns eller bagbenene er foran forbenene. Pointen med de sideførende øvelser er, at bagbenene skal træde ind under hestens tyngdepunkt og tage sit afskub derfra.

Nr. 1: Den klassiske versade. Nr. 2: En traversade. Nr. 3: Den mindre kendte renversade. Nr. 4: En sidetraversade. Læg mærke til den røde plet, der markerer hestens tyngdepunkt, som bagbenene skal ind og nå i øvelsen. Foto: Straightnesstraining.com

Hvis hesten af en eller anden grund ikke er i stand til at udføre øvelsen korrekt, oplever du måske, at den iler igennem øvelsen eller skyder udvendige skulder. Og så er der lige det der med takten – for takten i hestens bevægelser skal være den samme hele øvelsen igennem. Mange heste bliver utaktede i de sideførende bevægelser, fordi de ikke formår at bevare et godt afskub eller der er spændinger fortil.

Versade

Versaden laves som regel sidelæns ned af langsiden. Den kan dog også sagtens laves på en volte. Det er en øvelse, der involverer, at hesten er i bevægelse og hvor kroppen er bøjet til indvendige side fra hals til hale. Hesten skal gå på 3-4 spor og det indvendige bagben træder op i udvendige forbens spor.

Målet med versaden er at lære hesten at træde ind under vægtpunktet med det inderste bagben, og at udvendige skulder understøttes af det indvendige bagben. Fordelen ved øvelsen er, at den strækker de ydre rygmuskler og øger hestens smidighed og afskub. Samtidig er det også en god øvelse, når du skal ride en op-ad-bakke-tendens ind i hesten.

10 tips til den perfekte versade
  1. Det vigtigste i versaden er din vægt. Din vægt skal ligge på indendige sædeben, så du kan hjælpe din hest i dens bøjning. Sørg for at rund hesten omkring dit indvendige ben. Støt ligeledes op på udvendige tøjle, så hesten træder ind under sig selv.
  2. Brug hjørnerne. En god versade starter allerede i hjørnet, for i hjørnet får du meget af bøjningen foræret allerede.
  3. Ride forparten ind for hovslaget, i stedet for at trykke bagparten ud.
  4. Rid din versade med stor vinkel, når du ønsker af smidiggøre din hest i bagparten og i lænden.
  5. Rid din versade med stor runding, når du ønsker at træne smidigheden i nakken og i ganachen.
  6. Hvis din hest har tendens til at ville gå på to spor (i stedet for 3), så støt på udvendige tøjle. Husk at versaden foregår mellem dit indvendige ben og udvendige tøjle.
  7. Rid lidt tempo ind i versaden, så du opnår mere sving i øvelsen. Dette skal dog først trænes, når man kan ride øvelsen for lette hjælpere i almindeligt tempo.
  8. Husk at afslutte versaden og rette hesten op i god tid ved at ride forparten tilbage ud på sporet.
  9. Brug spejlet når du træner versade og tjek bl.a., at du sidder med i bevægelsesretningen. Husk at hesten følger vægten.
  10. Brug ikke fysiske kræfter på at ride versaden, din hest bør reagere på din vægtforskydning, hvor du ligger vægten på indvendige sædeben.

Traversade og sidetraversaden

Traversaden er en sidebevægelse på tre eller fire spor. Skuldrene følger hovslaget ned af langsiden, og bagparten er bøjet indad. I denne øvelse bøjes hesten lateralt fra hals til hale. Målet med traversaden er at lære hesten at træde ind under sit tyngdepunkt med sit udvendige bagben. Fordelene ved traversaden er at det er en øvelse, der skaber smidighed i indvendige skulder. Traversaden og sidetraversaden er også øvelser, der forbereder hesten til det mere samlende arbejde i piruetter, sidetraversader og changementer.

Man kan ride traversade på lige linje og på buet spor – men mest almindeligt er at ride øvelsen skråt igennem. Hesten skal være rundet i kroppen til indvendige side i bevægelsesretningen. Hvis du rider sidetraversade fra højre mod venstre (som på billedet), lægges indvendige (højre ben) frem med gjorden og hesten rundes om benet. Udvendige ben (venstre ben) lægges tilbage. Sørg for at have mest vægt på dit højre sædeben.

10 tips til den perfekte sidetraversade
  1. I en traversade skråt igennem skal forparten altid være foran bagparten. Det er nemlig forparten, som holder retningen, og hesten kan ikke træde til siden, hvis bagparten er forrest. Tjek det i spejlet, når du rider.
  2. Det kan være en fordel at ride hesten ind i lidt versade et par meter ned af langsiden, inden du rider ind i traversaden skråt igennem. På den måde sikrer du, at hesten kommer først med forparten og hjælper den til at tage vægten på udvendige bagben.
  3. Husk tempo og takt. Du skal hele tiden have følelsen af, at du rider fremad og opad i øvelsen, selvom du egentligt rider til siden. Det er en udbredt fejl, at hesten ikke kan bevare takten i traversaden, fordi den ikke er smidig nok eller at der opstår spændinger.
  4. Stiver hesten sig i bøjningen, ikke vil tage vægten nok på udvendige bagben eller hænger på indvendige tøjle, så skyldes det ofte at den mangler smidighed. Det opnår du bedst ved at få styr på grundridningen.
  5. Hav hele tiden følelsen af, at du kan afbryde traversaden skråt igennem og ride enten lige ud eller direkte ind i en versade til samme side.
  6. Pas på ikke at tage indvendige hånd over på udvendige side, når du rider din traversade. Det låser hesten i skulderen, og hesten får svært ved at have forparten i rideretningen.
  7. Hvis bagparten hænger for meget i traversaden, og hesten dermed har for lidt overtrædning, så støt bedre op med udvendige tøjle og udvendige schenkel hjælper den på vej.
  8. Husk de halve parader inde i øvelsen for især indvendige schenkel og udvendige tøjle, så hesten ikke falder ned på indvendige forben og bliver tung på indvendige tøjle. Man ønsker stor skulderfrihed i traversaden, så indvendige forben svinger flot til siden, og hesten holder vægten på bagparten.
  9. Tjek dig selv i spejlet, når du rider traversade! Sid med i bevægelsesretningen og pas på ikke at komme til at sidde til udvendige, hvilket ofte sker fordi rytteren er fokuseret på at ride bagparten med.
  10. Tænk over dine schenklers placering i traversaden. Når schenklerne er fremme rides skulder og forpart. Er schenklen placeret ved gjorden rides mellemstykket, og dermed især rundingen i kroppen. Ligger schenklen bagved gjorden rides bagpart. Føl dig frem, når du træner traversaden, tænk over hestens reaktion på dine hjælpere og vær bevidst om, hvor og hvordan du indvirker på hesten.
Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.