Hvad søren skal den bruges til? Og hvorfor vil nogle mennesker dog bruge så mange penge på det? De spørgsmål har du uden tvivl spurgt dig selv, når en reklame med det nyeste rideudstyr er dukket op i dit feed på Facebook, eller hvis en veninde er komme ud med det nyeste af det nye inden for ridemode. Fordi markedet for rideudstyr efterhånden er blevet så stort og endnu bliver større og større, har Malgré Tout samlet de fem stykker udstyr, som du ganske enkelt slet ikke viste, at du havde brug for!

Læs også: Trenser – hvornår og hvordan skal de bruges?

1. Hestesolbriller

Foto: eQuick

Den nok sjoveste ting er de forholdsvis nye “eVysor Lenses” fra eQuick, som mest af alt ligner et par sol- eller skibriller til heste. Dog har de mange flere funktioner end at beskytte hestens øjne mod sålens skarpe stråler. Det anbefales for eksempel også at bruge dem til at beskytte hestens øjne mod vinden eller regnen, og de er derfor særligt gode til heste, der har været øjenopereret, som er meget fotosensible, lider af headsheaking eller en øjensygdom, eller som af anden årsag har brug for at få beskyttet sine øjne. Der er smart – vil nogen mene – og de er helt sikkert banebrydende. Til gengæld koster det også godt 1600 kr., hvis man vil forære sine sådan et par.

2. Psykoterapeutisk maske

Foto: Fenwick

Denne psykoterapeutiske maske fra Fenwick hedder intet mindre end “Liquid Titanium Mask” og har til formål er at generere varme og booste blodcirkulationen omkring hestens hoved. Efter sigende skulle det mindske stress, nervøsitet, angst og i det hele taget fremme hestens psykiske sundhed. Den kan bruges fra alt til heste, der ikke vil gå i trailer, til heste man vil berolige til stævner eller kunne få til at gå alene på en ridebane. Rygterne siger, at nogle heste har stor glæde af den, mens der ingen effekt er at mærke på andre heste. Vil du have sådan én, skal du af med omkring 700 kr. Også Catago har lavet en version i deres Fir Tech-materiale – dog til en lidt billigere pris på 300 kr.

3. Hovedbeskytter

Foto: Woof Wear

Noget helt nyt er den såkaldte “Poll Guard” fra Woof Wear – en slags “hjelm” til hesten. Vi kan også bare kalde den for en hovedbeskytter. Det forlyder sig, at den skulle beskytte hestens hoved mod slag, for eksempel hvis den har det med at rulle sig eller stejler i boksen, på staldgangen eller i traileren. Hovedbeskytteren sættes fast i grimen og ligner mest af alt et stykke fra en gammeldags lamelspringvest. Derfor tvivler vi heller ikke på at effekten er god. Hvor mange mennesker blandt hestefolket, der rent faktisk vil tage den til sig, vil blive interessant at følge. Prisen ligger på omkring 200 kr.

4. Stigbøjler med opstigning

Foto: Rambo

Disse “EasyUp”-bøjler fra Rambo har virkelig taget idéen om en stigbøjle bogstaveligt. De er nemlig beregnet til at gøre det nemmere for rytteren at stige op på hesten og er særligt tiltænkt rytteren med en høj hest, eller som har brug for at stige op ude i naturen. En åbningsmekanisme folder en ekstra trædeflade ud, som efterfølgende kan sættes op, så bøjlen igen ser “normal” ud. Bøjlerne har også mange andre fordele som for eksempel at være ultralette og have en speciel sikkerhedsmekanisme. Kan du ikke undvære sådan et par, der gør det lettere at komme op på hesten, så skal du af med omkring 1000 kr.

5. Sadelsmykke

Foto: QHP

I disse tider kan man stort set få alt rideudstyr med bling på. Så hvorfor ikke også sætte et stykke bling på sadlen? Dette fine sadelsmykke fra QHP koster omkring 120 kr. – og så kan man nemt skifte det ud til en anden model, hvis det skal matche til noget andet. Sadelsmykker som dette har selvsagt ikke den store funktion, men hvor meget af alt vores blingudstyr har egentlig det? Når nu vi alligevel har glimmer og glitter på ridehjelmen, støvlerne, underlaget, og trensen, hvorfor så ikke lade sadlen være med? Du kan helt sikker finde et sadelsmykke, der passer til resten. Du kan selvfølgelig også bare lade helt være – dér er vi ryttere jo (heldigvis) meget forskellige.

Meget mere derude

Vi er slet ikke i tvivl om, at der findes meget mere rideudstyr derude, som er mere eller mindre opsigtsvækkende. Her var blot de fem stykker udstyr, som vi på redaktionen har studset lidt over, men også været ret fascineret af. Og det er lige præcis, hvad junglen af rideudstyr er: Den er fascinerende, men også en lille smule skræmmende. For vi må da indrømme, at det er lidt imponerende, hvad man kan overbevise os hestemennesker om at købe – uanset, om det virker eller ej, eller om det bare skal fungere som pynt. Og ellers skal vi nok selv finde på noget; der er jo (næsten) altid en undskyld for at anskaffe sig noget nyt. Kender du det?