Pressemedelelse fra Absolute Horses, Hanne Dall

Der er 10 års-jubilæum med DM på Tågerup til sommer – igen i kombination med et internationalt stævne. Dansk Rideforbund fordeler, hvor de danske mesterskaber i de forskellige discipliner skal afvikles. Og springudvalget har nu afgjort, at DM i ridebanespringning igen skal afvikles hos Absolute Horses på Tågerup i Sommersted nær Kolding.

Klubberne skal søge om stævnet, og udvalget fortæller, at der var flere gode ansøgninger at vælge imellem. Men Absolute Horses blev foretrukket. Som tidligere gælder tildelingen i tre år. Det betyder, at der skal være DM på Tågerup ikke bare i 2020, men også i 2021 og 2222.

Næste sommers stævne bliver tilmed 10 års- jubilæum. Tågerup lagde nemlig baner til mesterskabet for første gang i 2011. Allerede dengang blev banen udvidet, og senere er der kommet flere nye ting til, bl.a. tilskuertribune og kiss & cry-zone.

Så det er et rutineret hold, der er klar til tre år mere.

Internationalt stævne

– Det er dejligt, at vi har fået tildelt DM for de næste tre år. Og vi glæder os rigtig meget til at holde 10 års-jubilæet til sommer, siger Andreas og Christian Schou, der sammen med Bo Kristoffersen står for Absolute Horses.

– Det var nok vores hidtil bedste stævne, da vi kombinerede dette års DM med et internationalt stævne, så det vil vi gøre igen til jubilæet, fortæller brødrene.

Det er tanken, at det igen skal være med CSI2* og CSIYH1* for fem-, seks- og syvårs heste. Absolute Horses har tidligere år holdt internationale stævner efter DM, men det giver en særlig stemning over DM, når de internationale ryttere er med.

Der skal igen næste år kåres tre mestre ved DM stævnet. Ud over DM for senior er det DRF-mesterskaberne for ungrytterne (U21) og junior (U18).

Travl tid

Det har været en travl tid for folkene bag Absolute Horses. Siden DM har de været med flere af de unge ryttere, der træner hos dem, til store stævner og mesterskaber i udlandet. Og det er blevet til flotte resultater.

Selv har Andreas Schou været med det danske landshold til både nationsspringninger og EM i Rotterdam. Han er netop kommet hjem fra et internationalt stævne i Marokko med fine placeringer.

Testrytter

Til marts skal han være testrytter på de unge springheste, der stiller op i unghestechampionatet ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning. Her bedømmes hestene først under egen rytter og derefter af testrytteren, der giver sin bedømmelse og kommentarer undervejs til glæde for tilskuerne.

Det er en opgave, flere internationale ryttere har haft.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.