Kender du six bar-disciplinen? Og ved du, hvilken rytter herhjemme, der er allerskarpest til det? Hvis vi siger udvidet højdespringning og Emil Hallundbæk, så kan du jo læse videre for at finde ud af, hvordan historien hænger sammen. Vi kan i hvert fald afsløre, at det handler om at stå tilbage som den sidste – og den modigste!

Six bar-disciplinen

Grundlæggende handler springdisciplinen six bar – også kaldt puissance – om at stå tilbage som den sidste ekvipage. Det er en konkurrence i højdespring, hvor der er seks forhindringer, som bliver højere og højere. Efter hver runde sættes de yderligere op- Forhindringerne er placeret lige efter hinanden, som regel med to galopspring mellem hver. Nogle gange er de to første forhindringer dog placeret for sig på en langside, mens de sidste fire er placeret på en diagonal eller på den modsatte langside. Hver forhindring er en boms højde højere end den foregående forhindring, således at den bagerste er den helt store udfordring for ekvipagen at komme over.

Hver ekvipage har to forsøg til at komme fejlfrit hen over alle springene. River man ned i begge forsøg, er man ude af konkurrencen. Hvis den bagerste forhindring bliver så høj, at de tilbageværende ekvipager slår deres personlige rekorder, får de tre forsøg hver. Den ekvipage, der står tilbage uden at have revet ned, vinder.

Fordi det ikke bare handler om at komme over ét højt spring, adskiller disciplinen sig fra “almindelig” højdespringning. Derfor vil den sjette forhindring i six bar-konkurrencer sjældent blive helt så høj som ved en reel højdespringskonkurrence med kun én forhindring. Men det kan alligevel blive højt, skulle vi hilse at sige! Det fede ved en six bar-konkurrence er, at spændingen varer længere, fordi der er flere spring, og når forhindringerne tilmed er tårnhøje, så kan six bar’en føles som rigtig meget at skulle fejlfrit henover.

Danmarks helt egen six bar-vinder

I juli måned vandt vores helt egen Emil Hallundbæk sammen med hesten Cool Hand Luke 3 six bar-konkurrencen ved Longines Global Champions Tour of Paris. Her var de den eneste fejfrie ekvipage efter, at det bagerste spring var blevet sat op til 1,95 cm. De slog blandt andre den tyske rytter Christian Ahlmann på hesten Dolocia.

Også tilbage i 2018 vandt Emil en international six bar-konkurrence. Det er altså ikke helt underligt, at han ligger nr. 21 på U25-ranglisten og dermed er den bedste dansker og nordeuropæer i ridebanespringning. Nyd Emil og Cool Hand Lukes sejr i Paris herunder.

Emil Hallundbaek and Cool Hand Luke 3 win the Renault Six Bar

Sky's the limit for Emil Hallundbæk in Renault Six Bar! ???

Gepostet von Longines Global Champions Tour am Freitag, 5. Juli 2019
Video: Longines Global Champions Tour

Six bar-konkurrence ved World Cup Herning

Under Wolrd Cup Herning i Jyske Bank Boxen, afholdes der lørdag d. 19. oktober kl. 17.00 en six bar-klasse for de ekstra modige springryttere. Desværre er starlisten ikke blevet offentliggjort endnu, men der er med sikkerhed et hav af dygtige danske og internationale ryttere tilmeldt! Det bliver spændende at se, hvilken ekvipage, der kommer til at stå tilbage som den sidste, og om nogen kan slå Emils præstation i Paris. Du kan streame konkurrencen og den øvrige ridning ved World Cup Herning hos Zibrasport.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.