Er du altid det gode eksempel for dit barn, når det kommer til sikkerhed i stalden? Har du helt styr på at du aldrig må stå bagved hesten? Måske kan du, ligesom os, glemme det en gang imellem i hverdagens travlhed. Så til at opfriske reglerne, har vi spurgt vores helt egen sikkerhedsekspert Jasmin på 6 år, som ejer ponyen Beauty. Jasmin vil fortælle os lidt om do’s and dont’s i omgangen med heste – Noget vi voksne helt sikkert kan lære af.

Hesteliv i børnehøjde

Hvor mange medier skriver om hestesportens internationale stjerner og bringer træningstips til den ene komplicerede øvelse efter den anden, vil vi gerne sætte fokus på hverdagens udfordringer, set fra et barns perspektiv. For alt for mange danskere kommer til skade, når de omgås heste. Og vi er rigtig gode til at lære vores børn om sikkerhed, men hvad med os selv?

Jasmin og hendes tiårige Pony Beauty. Jasmin har altid hjelm på, når hun er i stalden.

Hvert år mister 1-2 danskere livet pga. heste. Og rigtig mange ryttere har da også været en tur på sygehuset en gang eller to, fordi det er gået galt. Tit og ofte skyldes ulykkerne, at vi voksne glemmer at vores heste er levende dyr, som kan agere uforudsigeligt. Men vi oplever til gengæld, at børnene er meget bedre til at huske ridehjelmen og stå på siden af hesten.

Børn er gode eksempler

Det er Jasmin et rigtig godt eksempel på. Hun har nemlig helt tjek på aldrig at gå bagom hesten og sørge for at den står stille før man hopper op. Derudover har hun altid ridehjelm på, når hun er i stalden. Jasmin har den på, så snart hun går ud og henter Beauty på folden og tager den først af, når hun skal hjem igen. Hun siger:

Hvis nu hesten får et chok og bliver bange, og der sker noget, er det meget godt at have ridehjelm på.”

Jasmin, 6 år

Men er det noget, vi voksne praktiserer? Det er nok de færreste voksne, der tænker over at tage ridehjelmen på, før det sekund,vi sætter os op på hesten. Op imod 8.000 mennesker kommer til skade af at ride hvert år– og tallet er stigende. Det giver ridning en samlet 3. plads over sportgrene, du havner på hospitalet over. Og især, de såkaldte kontaktskader, er der mange af. Det drejer sig om brækkede tæer, fingre og spark på kroppen.

Men mange uheld kunne have været undgået, hvis børn – og ikke mindst voksne – var bedre oplyste om, hvordan man omgås heste på en sikker måde. Ulykkerne sker nemlig, fordi man er uforsigtig, og fordi vi fortrænger, at heste kan reagere uden noget forudgående varsel. Derfor har vi i samarbejde med Jasmin lavet en liste over sikker omgang med heste, som vi allesammen kan lære noget af.

Jasmins gode råd:

Man skal altid have ridehjelm på, når man er i stalden, fortæller Jasmin. Især hvis du er barn. Jasmin har heldigvis ikke selv prøvet at blive sparket efter, men hendes mor synes, hun skal have den på alligevel.

Man skal huske at rense hove på hesten før- og efter man har redet, så hesten ikke får sten i hoven. Ellers kan den i følge Jasmin blive sur eller få ondt.

Man skal altid stå på siden af sin hest, når man reder dens hale. For hvis der kommer en flue, så kan den komme til at sparke ud efter én. Og det er ikke rart, fortæller hun.

Skal man gå bagom sin hest, skal man altid huske at gå en stor bue udenom, siger Jasmin. Og her gælder det ligesom i punkt tre om, ikke at komme i sparkerækkevidde.

Man skal huske at kramme og kysse sin pony hver dag! Det er det vigtigste råd, i følge Jasmin. Og det kan vi kun give hende ret i.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.