Hest eller studie? Når bøgerne indtager en hesteejers liv, skal evnen til at planlægge findes frem. Pludselig må man nøjes med en lynhurtig ridetur – hvis man da ikke er nødt til at springe den helt over – leve af rugbrødsmadder og pænt vinke farvel til livet med slik foran fjerneren fredag aften

Og dog. Det hele handler nemlig om prioritering og forventninger. Det lyder rigtignok som den største kliche, og det er det måske også. Men det er altså vejen frem. Jeg har selv været der – og er det stadig. Og ved du hvad? Jeg er sikker på, at du også kan klare det, hvis bare du vil det nok. Her får du min opskrift på, hvordan man når helskindet igennem en tilværelse som SU-hesteejer i evig tidsnød.

Hest gennem 10 års studier

Selv købte jeg som 16-årig 9. klasses-elev en hest. Ikke just det klogeste tidspunkt at anskaffe sig det ansvar og de omkostninger, men jeg kunne simpelthen ikke leve uden. Fra den ene dag til den anden havde jeg mistet min forhenværende hest, som brækkede benet og måtte aflives på stedet. To måneder efter stod min nye hest i stalden. Siden dengang er jeg blevet færdig med folkeskolen, jeg har gået 3 år i gymnasiet, haft to sabbatår med lidt uddannelse lagt ind og går nu på mit fjerde universitetsår. Og hesten, den har jeg stadig.

Men det har også haft sin pris. For eksempel har jeg prioriteret at få hesten passet på fuld tid fremfor at have adgang til et ridehus. Det har vist sig at være den helt rigtige løsning. Og til næste år – samme år, som jeg bliver færdig med min uddannelse – har han været min gennem 10 års studier.

Mit bedste råd: Lad være med at blande tingene sammen…

Vejen til et overkommeligt liv som studerende hesteejer

RID, NÅR DU RIDER – LÆS, NÅR DU LÆSER
– så får du mest ud af det

Okay. Selvom det kan virke fristende, så lad være med at gøre som på billedet… Stå i stedet tidligt op, lav dig selv en god kop kaffe og giv den gas med læsningen hele dagen. Glæd dig så over, at når du har nået dagens mål, kan du tage ud til hesten med den allerbedste samvittighed – og lade bogen blive derhjemme. Når du er kommet hjem igen, så kan du til gengæld nå et kapitel mere, hvis du er rigtig skarp.

På den måde får du adskilt tiden som studerende fra tiden som hesteejer. Og så får mest ud af begge dele. Du må bare aldrig glemme, at alle de timer, du bruger sammen med hesten, er tid, der går fra dit studie. Derfor er du nødt til at se i øjnene, at en ridetur om eftermiddagen som regel koster et par timers læsning om aftenen. That’s the game.

VÆR NÆRIG
– og tænkt på hestens uforudsete udgifter

Lad os slå det her fast: Når man skal forsørge sig selv og sin firbenede ven i en tilværelse som SU-modtager, så er det helt okay at være nærig. Eller… Nærig bliver man selvfølgelig aldrig helt, når man spenderer 3000 kr+ på et dyr hver eneste måned. Men illusionen om at være nærig angående alt, hvad der ikke har med hesten at gøre, kan være rigtig god at sætte op for sig selv. På den måde kommer du nemlig ikke til at bruge penge på noget, som egentlig skulle være brugt på opsparingen til den næste dyrlægeregning.

Det nyeste udstyr og den lækre ferie til Paris må du skyde en lang, hvid pil efter. Ja, faktisk er det bedst bare at blive væk fra enhver rideudstyrsbutik, ligesom du på Black Friday bør gå med de bedste skyklapper, du kan finde. Det er en kunst, men det kan lade sig gøre. Selv øver jeg mig stadig.

PRIORITER
fordi hesten koster tid og ikke kun penge

Det at have hest koster bestemt ikke kun penge, men også massevis af vågne timer. Derfor er det en utvivlsomt god løsning at gøre det klart for sig selv, hvordan man vil prioritere sin dyrebare tid. At have hest tager simpelthen så mange timer ud af en almindelig hverdag, og derfor er man nødt til bevidst at vælge, hvor mange hele og halve timer, man vil sætte af til hvad. Hvis ikke man kan affinde sig med, at det at have hest kommer til at koste på et par andre konti i livet, så er det – sagt lige ud – bedre at give hesten en anden ejer.

SLIP PERFEKTIONISMEN
– du kan alligevel ikke gøre alting helt

Og så er der det med perfektionismen; den er vi ryttere gode til at finde frem – jeg selv inklusiv. Af egen erfaring kan jeg fortælle, at man som studerende hesteejer sjældent føler, at man gør noget helt. Alt føles som om, at det gøres halvt – og det er bestemt angstprovokerende, når man er perfektionistisk anlagt.

Skal man kunne holde til det, så er man nødt til at slippe sin trang til at være god til alting. Hesten kan godt tåle mere end bare to fridage i træk, og nogle gange må bøgerne skimmes mere end de må læses, hvis en hurtig ridetur trods alt skal nås. Glem dog ikke, at selvom det er hårdt at give afkald på sin perfektionisme, så kommer der også dage, hvor det hele føles rigtigt og er alle de svære følelser værd.

BRUG HESTEN SOM OPLADER
– aldrig som aflader

Her kommer en påstand, som du med garanti ikke kan benægte: En af de bedste ting ved at være hesteejer er, at man fra det ene sekund til det andet glemmer alt, hvad der måtte være af bekymringer uden for livet i stalden. Og det er uanset, om man befinder sig midt i et flyvende changement eller står i en ammoniakdunst med greben i hånden. Prøv så at tænke lidt over, hvilket menneske – og hvilken studerende – du ville være, hvis ikke du havde det i din hverdag. Ville du være glad for livet?

Desværre sker det for nogen, at hesten bliver en byrde – en aflader i stedet for en oplader. Og så bliver det problematisk, når man har et hårdt studie oveni. Brug hesten til at lade op. Så bliver du helt sikkert både en bedre hesteejer og en langt mere motiveret studerende, end hvis du slet ikke havde hest!

OVERVEJ ET STUDIEJOB ELLER -LÅN
– men brug det kun supplerende

Det her skal bestemt ikke lyde som en opfordring til, at du bør oparbejde en stor gæld under dine studier. For det skal du bestemt ikke. Og du skal heller ikke arbejde din r*v i laser, så du slet ikke har tid til hesten. Et studiejob er godt, fordi det både giver dig praktisk erfaring og penge til at putte i din hest. Men du skulle jo også gerne have tid til hesten. Derfor er en smule arbejde og et supplerende studielån for nogen en god løsning. I hvert fald, hvis der også skal betales en husleje og du i øvrigt gerne vil have andet end leverpostej på dine rugbrødsmadder.

Det vigtigste er bare, at man kun bruger et eventuelt lån som et supplement, og at man først gør brug af det, når det virkelig er nødvendigt. Ellers kan det hurtigt tage overhånd. Det er alt andet lige ikke det fedeste at stå med en kæmpe gæld, når man er færdig med sine studier og desuden gerne vil have råd til et hus eller en bil. For mig har oparbejdelsen af en lille gæld og en god – men ikke overdreven – sparsommelighed i hverdagen været løsningen.

VÆR STÆDIG OG HÆNG I
og accepter, at det er hårdt

Hvis man som studerende hesteejer nogensinde skal nå i mål med en stram kalender og en presset økonomi, så er stædighed ikke en dårlig egenskab at finde frem. Sammen med de positive tanker og en oprejst pande gør stædigheden det muligt for dig at hænge i, selv når det hele er allersværest at overskue.

For at hænge i må du dog acceptere, at livet som halvt studerende og halvt rytter er hårdt; ikke bare engang imellem, men hver eneste dag. Til gengæld skal dit hårde arbejde nok lønne sig. Du vil ikke bare have fået dig en uddannelse, når du er færdig som studerende; du vil også have fået din hest med dig og have opnået et forhold til den, som du virkelig kan være stolt af. Ikke mindst kan du klappe dig selv på skulderen over, at det hele lykkedes. Sådan!

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.