Måske kender du hende fra springbanen. Måske kender du hende fra Diamantfamilien. Måske kender du hende slet ikke. Men det kommer du til nu. Her kommer nemlig historien om Thalia Pitzner, der ikke bare er datter af en diamanthandler, men en velbevandret rytter, der har set lidt af hvert på en springbane. Hun har et hjerte, der banker for heste og ridesport, og selvom det ikke bliver vist på tv, så fortjener hendes erfaringer i dén grad at blive delt med omverdenen. 

Det er ikke så lidt man oplever, når man som Thalia har rejst og redet i både Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og Dubai. Hendes erfaringer fortæller os, at vi danskere bestemt kan lære noget af, hvordan man forholder sig til ridesporten i udlandet. Men udlandet kan så sandelig også lære noget af os. Samtidigt minder de os om, at ridesport ikke kun handler om sejr, men om samarbejde. Derfor skal vi møde vores heste med positivitet og kærlighed – og det er vi danskere heldigvis rigtig gode til. 

Et spirende rytterhjerte 

Thalia har elsket heste siden hun var helt lille. Som barn fik hun en shetlandspony af sin far, og livet med hest var i det hele taget en stor del af familien på faderens side. Derfor har det altid været helt naturligt for hende at sætte sig op og nyde samværet med hestene. 

“Jeg er delvist opvokset i Stockholm, Sverige, hvor jeg gik på rideskole én til to gange om ugen. Da vi flyttede til Danmark, havde jeg min egen pony, og senere hen fik jeg en hest. Det har altid bare været hyggeridning med en masse skovture. Selvfølgelig også med ridestævner i ny og næ, men bare for at have det sjovt”, forklarer hun og tilføjer, at tiden på ryggen af en hest tog til da hun gik i 5.-6. klasse og flyttede tilbage til Danmark.  

Det har langt fra ligget i kortene, at Thalia en dag skulle blive toprytter og ride internationale springstævner. Faktisk var tilværelsen med hestene helt anderledes, da hun var barn. Hun forklarer blandt andet, hvordan hun måtte kæmpe for, at hende og hendes søster kunne have hver deres pony: “Vi havde på et tidspunkt ponyerne hjemme på en gård, hvor vi boede. Gården havde hverken ridebane, ridehus eller en rigtig stald, men vi fik sat nogle rejsebokse op, og så var der gode folde. Jeg gik i 6.-8. klasse og passede selv ponyerne. Det var lidt hårdt at skulle morgenfodre og lukke på fold om morgenen før skole og ind igen efterskole, men sådan var det, hvis vi ville have ponyerne hjemme.”  

Hvis man virkelig vil noget her i livet, så må man være flittig, konsistent og kæmpe for det – også på de grå dage.

Med andre ord har Thalia bestemt ikke fået noget forærende og har altid måttet kæmpe for sin ridning. Som hun selv beskriver det, så har det haft stor betydning for den motivation, hun ligger for dagen som voksen rytter: “Det er ikke så tit, at dem, der er blevet forkælet og har fået alt serveret, rent faktisk bliver ved med at ride eller opretholde motivationen, sammenlignet med dem, som selv arbejder for det. Hvis man virkelig vil noget her i livet, så må man være flittig, konsistent og kæmpe for det – også på de grå dage. Udover det har jeg taget chancer og været heldig at møde de rigtige mennesker, som har haft troen på mig.” 

Thalias rytterhjerte spirede hele vejen op igennem hendes barndom og teenageår, men det var først omkring år 2015, at springridningen virkelig begyndte at tage fart. Hun fortæller, at hendes syn på det at træne heste pludseligt ændrede sig: “Jeg var på daværende tidspunkt 22 år, og jeg kan huske, at jeg spurgte mig selv: Hvad gør mig oprigtig glad og skaber værdi for mig i livet på nuværende tidspunkt? Mit svar til mig selv var: Hestene og ridningen”. Derfor gik der ikke lang tid, før Thalia besluttede sig for at tage sin ridning endnu mere seriøst. 

Motivet for at gøre mere ud af sin passion vækker helt sikkert genklang hos andre hesteelskere. Thalia forklarer nemlig, at det er samarbejdet med hestene, som driver hende: “Tænk at kunne deltage i en sportsgren og præstere sammen med et levende dyr – som et team. Det synes jeg er fantastisk.” Netop den tanke bringer os videre til alt det, Thalia har oplevet inden for hesteverdenen efter, at hun begyndte at dyrke springridningen på topplan. Det er nemlig – desværre – ikke alle, der i lige så høj grad som Thalia værdsætter at kunne arbejde sammen med et levende væsen. 

Udlandet gør mere for sporten 

Som 22-årig flyttede Thalia til Dubai med sin hest for at forfølge sine springdrømme. Derefter flyttede hun til Frankrig, hvor hun red for den daværende nummer ét på verdensranglisten, Simon Delestre. Hurtigt fandt hun dog ud af, at det ikke helt var noget for hende, og derfor flyttede hun videre til Schockemöle i Tyskland. Hun fortæller, at hun var virkelig glad for sin tid i det tyske og derfor valgte hun også at ride for en privat avler i dernede. Efter halvandet år tog hun til Holland, hvor hun red sine egne og andres heste.  

Når man har redet så mange steder og set ridesporten indefra såvel som udefra, så oplever man lidt af hvert. Blandt andet fortæller Thalia om den stærke sportsånd, hun mødte i Dubai: “Det vildeste, jeg har oplevet, er nok det årlige CSIL (Ladies show) i Abu Dhabi. Hele stævnet er sponsoreret af en Sheika, altså en prinsesse. Alt er inkluderet, det er super organiseret, og der er fantastiske omgivelser og faciliteter. Den generøsitet, man oplever i Dubai, er fantastisk. Der er så mange stævner hver weekend, og man kan virkelig mærke, hvor vigtigt det er for dem at få det hele til at spille og få sporten til at udvikle sig i landet.” 

I det hele taget understreger Thalia, hvordan man i udlandet gør mere for sporten end man gør herhjemme. Ridesporten er ganske enkelt mere anerkendt, forklarer hun: “Stævnerne er fantastiske i udlandet. Da jeg boede i Holland var der for eksempel træningsstævne hver tirsdag, onsdag og torsdag på forskellige anlæg – alle med fiberbund, både indendørs og udendørs. Derudover tog det altid højst 50 minutter at køre afsted til stævne med hestene”. Hun påpeger også, at stævnetilmeldingerne var langt billigere og lettere at have med at gøre i forhold til herhjemme. “Alt det savner jeg”, understreger hun.  

Danskere ser heste som individer 

Selvom Thalia føler, at hun på kort tid har lært rigtig meget som international toprytter, så er alting ikke bedre i udlandet end herhjemme. Synet på hestene er nemlig markant anderledes, mener hun: “Det forarger mig en smule at have set, hvordan nogen behandler deres heste. Det er generelt lidt noget andet her i Danmark, hvor vi er bedre til at se hestene som levende individer. Nogle steder ser de deres hest lidt som et stykke mekanisk udstyr, lad os sige en bil, hvor de ikke behandler den, som det levende dyr med følelser og sjæl, som det egentlig er.” 

Det forarger mig en smule at have set, hvordan nogen behandler deres heste. Det er generelt lidt noget andet her i Danmark, hvor vi er bedre til at se hestene som levende individer.

Af samme grund er det noget af en mundfuld for en dansker som Thalia at skulle sende sin elskede hest op i et fly og afsted til Dubai. “Tænk engang, min lille hest på et kæmpe fly hele vejen til Mellemøsten”, forklarer hun. Det svære farvel i lufthavnen er dog ikke det eneste bevis på, at Thalia – og danske hesteejere i almindelighed – bekymrer sig mere om sine heste end så mange andre.

Alle de erfaringer, Thalia har gjort sig i udlandet, har bekræftet hende i, hvor vigtigt det er, at vi danskere holder fast i vores kærlige syn på vores dyr.
“Jeg har lært at glæde mig over hver dag og tage mig tid sammen med hestene – tage mig tid til at nyde dem og deres selskab. Det at ‘connecte’ med den enkelte hest er der ikke rigtig mulighed for i de større stalde, hvor der er run på og man skal ride flere heste om dagen”, tilføjer hun. 

Hver ting til sin tid 

Set i forhold til udviklingen af sin ridekarriere, er der absolut ingen fordele ved at flytte hjem til Danmark. Til gengæld har hun fået mere tid til familien og ikke mindst til at hygge med sine heste og være sammen med dem uden at sidde på ryggen af dem – præcis som da hun var barn. Selv beskriver hun hvor vigtig tid er, når man har med heste at gøre: “Jeg er tilhænger af at man giver ting sin tid, og at man ikke kaster sig ud i noget, man ikke er klar til. Jeg passer godt på mine heste og er glad for det, vi har opnået sammen. Min ældste hest er nu 17 år og stadig stærk, livsglad og stævneklar. Ham har vi haft, siden han var 8 år.” 

Selvom Thalia altså har lært meget af at ride i udlandet, så har hun ikke glemt, hvad hun erfarede allerede som barn: Hver ting til sin tid. Om det så handler om at muge, fodre, at ride eller give sin hest kærlighed, så er det vigtigt at investere i den tid, det kræver – både for sin egen og for hestenes skyld. Mon ikke, at nogle ryttere i udlandet kunne lære noget af det?  

Man kan altid lære noget 

Efter sin hjemkomst er Thalia begyndt at dele sine tanker med andre – særligt på sociale medier. Blandt andet lagde hun en meget ærlig video på YouTube, da hun for kort tiden siden styrtede med sin ældre hest under en let træning. Og hvorfor mon? Fordi livet ifølge Thalia er en proces, hvor man hele tiden lærer nyt – og det bør man dele med andre: “Jeg føler, at jeg har lært noget hele tiden. Jeg føler, at livet i sig selv er én lang læring. Man kan altid lære noget af alle situationer. Jeg er stadig helt ny på YouTube og ikke særlig skarp til at klippe videoer. Men jeg prøver at blive bedre, så jeg kan dele ud af mine oplevelser og erfaringer”. 

Du får det tifoldigt igen 

De er ikke konkurrenceheste, fordi de selv har valgt det. De er konkurrenceheste, fordi vi har valgt det for dem. 

Thalias kærlighed til sine heste og hendes lyst til at dele livet med andre er et lysende bevis på, at ridesporten handler om meget mere end stævner og resultater. Ganske tankevækkende siger hun: “De er ikke konkurrenceheste, fordi de selv har valgt det. De er konkurrenceheste, fordi vi har valgt det for dem. Derfor skal vi behandle dem med respekt og kærlighed og altid levere den bedste udgave af os selv over for dem”. 

Naturligvis er det ærgerligt, at ridesporten i Danmark (endnu) ikke anerkendes og udvikles i samme grad som i udlandet. Til gengæld kan vores syn på heste ikke købes for penge, og det fører altid noget godt med sig. Det bekræfter Thalias afsluttende ord fuldt ud: “Vær opmærksom på, hvilket humør du møder hestene med, når du går ind ad stalddøren. Mød dem med positivitet og kærlighed – du får det altid tifoldigt igen”. Mon ikke de fleste af os er helt enige i det? Vi kan i hvert fald være stolte af at have Thalia som ambassadør for dén holdning ude på springbanerne. 

Mød dem med positivitet og kærlighed – du får det altid tifoldigt igen.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.