Ligesom vi mennesker er enten højre- eller venstrehåndede, kan hesten også have lettest ved at runde sig til enten højre eller venstre side. Derfor har den også et bagben, der skubber mere end det andet, samt et forben, der bærer mest vægt. Det er stort set umuligt at komme hestens asymmetri til livs; det svarer lidt til at du skulle lære at skrive lige godt med højre og venstre hånd. Men man kan arbejde på det og sørge for, at hestens naturlige, asymmetriske bevægelsesmønster slider mindst muligt på den. Det forklarer dyrlæge Ulla Vestergaard Andersen.

Den venstrebenede og den højrebenede hests udfordringer

Tager vi en ‘venstrebenet’ hest som eksempel, der skubber med det højre bagben og derfor lægger mest vægt på det venstre forben, vil den have en tendens til at gøre volten større på højre volte. Imens vil den gå med bagparten på en mindre cirkel. På venstre volte vil den venstrebenede hest have en tendens til at gøre volten mindre samt at falde ind over den indvendige venstre skulder og gå med bagparten på en større volte. Ydermere kan hesten have svært ved at holde balancen rundt på cirklen. På grund af den manglende balance er hesten nødt til at sætte farten op. Det forholder sig selvfølgelig præcis omvendt med en højrebenet hest.

Alt i alt er det lidt det modsatte af en motorcykel, der kører hurtigt rundt i et sving; på grund af stivheden i motorcyklen, er den nødt til at læne sig til siden for at komme rundt. Hvis man tager farten af en hest, der har dårlig balance og derfor har sat farten op, vil den værge sig fra det ved for eksempel at skubbe bagparten ind eller ud i volten.

Er din hest højre- eller venstrebenet?

Egentlig kan man jo ikke helt sige, at en hest er højrebenet eller venstrebenet, da den altid vil arbejde diagonalt i sin vægtfordeling. Dog kan man for lethedens skyld skelne ligesom Ulla:

En venstrebenet hest skubber med højre bagben og lægger derfor mere vægt på venstre forben end på højre.

En højrebenet hest skubber med venstre bagben og lægger derfor mere vægt på højre forben end på venstre.

Asymmetri kan skabe spændinger

Oftest vil hesten have spændinger og låsninger i bevægeapparatet, der afspejler dens asymmetri. Hesten i ovennævnte eksempel vil for eksempel ofte være låst nederst i halsen på en måde, der gør det meget svært for den at runde sig til venstre, samt i bækken og korsled, som ydermere gør det svært for den at bære vægt på venstre bagben.

Hvad kommer først?

Man kan derfor spørge sig selv: Hvad kommer først, låsningerne eller asymmetrien? Det kan selv en dyrlæge have svært ved at svare på. Dog er de fleste heldigvis klar over, at hvis man ikke ændrer på hestens måde at bruge sig på, efter dens bevægelighed er blevet reetableret, så vil låsningerne have en meget større tendens til at vende tilbage.

Desuden vil en hest, der ikke har vægten ligeligt fordelt mellem de to forben, på sigt løbe en risiko for at overbelaste det ben, der bærer mest vægt. Derfor kan man med fordel spørge sig selv, om hesten er klar til at bære rundt på en rytter i trav, hvis den ikke selv kan gå rundt på en volte i trav uden at læne sig ind i volten.

På den anden side kan man ofte hurtigere komme igennem med træningen, hvis de låsninger, hesten har opbygget og som fastholder den naturlige asymmetri, bliver behandlet først. Det gør, at hestens muskulatur har en chance for at bevæge ryghvirvlerne korrekt, og disse muskler skal så ‘bare’ opbygge styrke, så den naturlige asymmetri kan mindskes.

Øvelser, der kan afhjælpe asymmetri

Ovennævnte venstrebenede hest med et skubbende højre bagben og et trækkende venstre forben vil have rigtig godt af øvelser, der korrigerer den. Konkret drejer det sig om versade til højre, der via en forflyttelse af tyngdepunktet fra venstre for- til højre bagben tilskynder bøjning af og bæring på det indvendige, højre bagben og en aflastning af det udvendige, venstre forben. Også traversade til venstre vil dels adressere indvendige venstre forben, bøjning af kroppen til venstre samt bøjning af og bæring på det udvendige, højre bagben.

Husk at udføre øvelserne til den modsatte side også, da man ellers ender op med, at hesten lige pludselig er skæv til den modsatte side. Og husk så i øvrigt, at de nævnte øvelser er hård styrketræning for hesten. Bed den derfor ikke om for meget for tidligt, men gå stille frem. Så får du en så lidt asymmetrisk hest som muligt.

Skrevet i samarbejde med dyrlæge Ulla Vestergaard Andersen.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.