Noget, vi længe har undret os over er, hvor sundt ridning og omgang med hesten egentlig er. Har du også taget dig selv i at tænke; “Bare rolig, jeg kan sagtens spise den kage, jeg har jo lige været ude og ride!” Men hvor meget forbrænder du egentlig af at ride? Det har vi sat os for at finde ud af..

Den ekstra chokoladekiks

”Ah, jeg kan godt tillade mig at spise den ekstra chokoladekiks, jeg skal jo på gården senere,” tænker du, og spiser den med største velbehag. Bagefter supplerer du med et stykke gulerodskage – for det er jo uhøfligt at sige nej. Vi kender det allesammen. Det går jo nok allesammen, for om lidt skal vi ud og ride, og så forbrænder vi det hele, og pludselig bliver én chokoladekiks til tre. Men hvor mange kan du egentlig tillade dig at spise inden du skal ud og ride?

Hvad forbrænder du kalorier af?

At muge ud, gå bane, fylde hønet, for ikke at glemme ridningen i sig selv, er alt sammen aktiviteter, der tæller som motion, og som hjælper med at opbygge kondition og muskler, samt forbrænder kalorier.

Og hvis du ønsker at tabe dig, skal du forbrænde fedt. Men for overhovedet at kunne forbrænde fedt, skal du indtage færre kalorier, end du forbrænder, da kroppen ellers ingen grund har til at tage de manglende kalorier fra kroppens fedtdepoter. Det kaldes kalorieloven, og er den ikke opfyldt, kan alt andet du gør være ligegyldigt, hvis ønsket er at smide de overflødende kilo. Så væk med chokoladekiksene, inden du skal ud og ride.

Du forbrænder også kalorier af at lave ingenting

Men bare rolig. Din krop bruger faktisk relativt mange kalorier på blot at holde dig i live. Det kaldes dit basale stofskifte, på engelsk Basal Metabolic Rate, eller BMR. Det angiver, hvor mange kalorier der kræves, for at holde hjertet i gang, lungerne funktionsdygtige, hjernen kørende og til at holde en konstant temperatur i kroppen.

En god tommelfingerregel for at udregne, hvor mange kalorier du forbrænder på at lave ingenting er, at tage din nuværende kropsvægt og gange med 20 kalorier, hvis du er kvinde og 25 kalorier hvis du er mand. Dette er i grove træk, hvad du forbrænder, hvis du ligger helt stille i sengen, uden at bevæge dig. Her er et eksempel:

En kvinde der vejer 70 kg har et basalt stofskifte på 1400 kalorier (70 kg x 20).

En mand der vejer 90 kg har et basalt stofskifte på 2250 kalorier (90 kg x 25).

Så meget forbrænder du på hesten

Takket være en artikel på Horse & Hound samt diverse tabeller på nettet, har vi været i stand til at beregne værdierne for antallet af kalorier, som du forbrænder i stalden og på hesten. Disse tal skal selvfølgelig ses i lyset af forskellige faktorer, såsom din vægt, din alder og kondition. Tallene tager udgangspunkt i en normalbygget kvinde i 30’erne med en BMI inden for normalområdet (18,5 til 25).

BMI står for Body Mass Index og er en måde at finde ud af, om man er overvægtig eller undervægtig. BMI-testen udregner et tal, som fortæller noget om forholdet mellem din vægt og højde. Du kan udregne din BMI her.

Mugning

Når vi taler mugning, er der mange forskellige metoder til at holde boks eller løsdrift ren. Vi har taget udgangspunkt i en almindelig mugning, hvor både klatter og urin fjernes. Mens du fjerner pærer, tømmer trillebør, fejer og skovler, forbrænder du gennemsnitligt 175 kcal i timen.

Dressur

Ja, hvad forbrænder man egentlig af at ride dressur? Sådan cirka 410 kcal i timen, hvilket er ret meget! Og her taler vi et normalt træningspas med både skridt, trav og galop. Sammenligner du med andre sportsgrene, svarer det næsten til at du spiller fodbold i en time. Så næste gang din kæreste eller ægtefælle påstår, at ridning ikke er hårdt, så bed vedkommende om at læse denne artikel!

Springning

I følge Horse & Hound forbrænder du lidt mindre på at springe end på at ride dressur, hvilket sikkert vil glæde nogle og skuffe andre. Med opvarmning, skridtpauser og et par runder på banen, svarer det til, at du forbrænder ca. 300 kcal i timen. Måske skyldes forskellen mellem dressur og springing, at springningen svinger meget i intensitet, fordi der er mange pauser, hvorimod dressuren op imod 40-45% af tiden består af en mere monoton intensitet over middel.

Til gengæld kan du som springrytter godt glæde dig over, at du også forbrænder kalorier af at sætte spring op, tage dem ned igen og gå bane. Hvis du bruger ca. 20 minutter på at sætte spring op eller tage bane ned, svarer det til, at du laver crossfit i 20 minutter. Så læg du bare 125 kcal oveni de 300.

Hvad kan vi lære af kalorieforbrænding?

Vi kan konkludere, at du forbrænder kalorier af at lave ingenting, men hvis du vil tabe dig, bør du nok tænke over hvor mange af dem du indtager, så din krop i stedet begynder at bruge af fedtdepoterne. Så spar på slikket. Og her er ridning en fantastisk måde at forbinde slankekuren med noget du elsker. Der er nemlig rigtig mange kalorier at forbrænde. En dag i stalden med udmugning og en springtime løber for eksempel op i ca. 500 kcal. Og det er ikke så lidt.

God ridetur!

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.