Har du nogensinde prøvet at springe ud i noget uden at vide, om du kunne klare det? Det er nok ikke en helt ukendt følelse for de fleste ryttere. Det er det bestemt heller ikke for den i dag 21-årige springrytter, Camille Pless. Som 18-årig tog hun nemlig et helt år ud af kalenderen for at tage til Kina, da hun blev tilbudt den kvindelige hovedrolle i Asiens største hesteshow “Troy”. Showets arrangører ledte efter en smuk ung pige, som var nordisk af udseende og som tillige kunne ride – og det kunne Camille. Lige dér i lille Randers i nordens allermindste land, dér var hun. 

Camilles historie er helt særlig, og det, som hun har været igennem, er langt fra noget, de fleste mennesker nogensinde vil komme til at opleve. Og dog. For på ydersiden handler det måske nok om en gudeskøn, lyshåret pige, der spiller rollen som Helene i et af verdens største hesteshows. Hun er iført det smukkeste kostume, omringet af lige så smukke, hvide heste og med spotlightet pegende direkte ned på sig. Men på indersiden gemmer der sig noget, som er endnu smukkere – nemlig de evigt brugbare erfaringer, som Camille ydmygt har valgt at dele med Malgré Touts læsere. Hun har åbnet op for det sjove såvel som for det svære; tanker og følelser, som vi alle kan lære noget af. 

Lige på og hårdt 

Lad os spole tiden tilbage til januar 2017. Her skulle Camille til at flytte hjemmefra. Ikke bare nogle kilometer væk fra sin familie, men til Tyskland, og derefter helt om på den anden side af kloden. Modigt – og helt sikkert umenneskelig svært – havde hun truffet beslutningen om at sætte gymnasietiden på pause og sælge sin hest. 

Camille under den færdige forestilling. Foto: Camille Pless.

Et par dage efter nytår stod hun i Füstenau i Tyskland. Her var den enorme træningsbase placeret. Der gik ikke lang tid, før hun var i fuld gang, for der var meget som skulle være på plads inden hele holdet skulle drage videre til Beijing i Kina. Lige på og hårdt blev hun sat ind i tingene, og det var ikke småting, hun gik i kast med. 

Selv fortæller Camille, at hun skulle ride seks heste, have dansetimer, undervisning i skuespil og ikke mindst skulle hun træne hårdt for at komme i endnu bedre form. Om det pres, der blev lagt på hendes skuldre hver eneste dag, forklarer hun:

“Vores dage varierede meget, men for det meste skulle vi øve forskellige scener og tricks – både til hest, men også på egne ben. Vi var omkring 50 mennesker og 72 heste, æsler, hunde og fugle i vores team. Vi skulle samarbejde og træne benhårdt under vingerne på vores kinesiske producere og direktører, som holdte skarpt øje med os hver dag. Det var meget hård træning, og tit arbejde vi op til 16 timer om dagen. Hver dag efter arbejde skulle vi evaluere vores træning og indsats sammen med cheferne og direktørerne“. 

Det var uden tvivl et ualmindelig stort projekt, som den unge pige fra Jylland med ét blev en del af. Selvom hun er vant til at præstere på både nationale og internationale konkurrencebaner med sin hest, så var tiden i Tyskland noget helt andet:

“Jeg kendte ikke en eneste fra teamet. Jeg var næsten 10 år yngre end den næstyngste. Jeg var 18, og de fleste af mine kollegaer var imellem 30 og 40 år. Halvdelen af teamet snakkede og forstod kun tysk, og jeg kunne hverken tale eller forstå sproget. Jeg besluttede mig for lære sproget, og jeg knoklede benhårdt for at lære det. Det begyndte så småt at tage fart, og efter kort tid kunne jeg forstå alt og tale næsten flydende”. 

På den anden side af kloden 

Efter fire måneders hård træning fik Camille og hendes kollegaer en måneds velfortjent pause. Den brugte hun helt forståeligt på at besøge sine venner og sin familie. Tiden med dem hjemme fra Danmark var dog hurtigt forbi, forklarer hun: “Måneden gik overraskende hurtigt, og uden jeg nåede at tænke mig om, så stod jeg i Billund Lufthavn og sagde farvel til min familie – og så gik turen til Beijing”. 

Foto: Camille Pless.

At træde ind i den flyver, der skulle få hende om på den anden side af jordkloden, er måske det største skridt, hun nogensinde har taget. Ikke nok med, at hun månederne forinden lynhurtigt havde lært den tyske kultur og dets sprog at kende, så skulle hun nu endnu engang omstille sig. Kina var ikke bare langt væk i fysisk forstand, men også kulturen var milevidt fra det, hun var vant till.

Hele oplevelsen med at rejse alene til Beijing og for alvor at skulle stå på egne ben er noget, som jeg aldrig glemmer, både på godt og ondt. Endnu et nyt land, en ny kultur, et sprog, som jeg hverken forstod eller snakkede. Heldigvis var jeg ikke den eneste, som ikke kunne forstå det. Vi havde masser af tolke og managere, som oversatte for os og hjalp os med, hvordan vi skulle begå os i byen”, fortæller Camille. 

I Beijing blev hun introduceret for et væld af nye kollegaer. Heldigvis var der nogen, hun kendte i forvejen, og det var et glædeligt gensyn med kollegaerne fra Tyskland, understreger hun. Sammen med de cirka 100 andre mennesker på holdet kunne Camille nu forsøge at vænne sig til det nye land og gøre sig klar til den intensive træning og de høje forventninger, som inden længe skulle drysse ned over dem endnu engang. 

Et kulturchok for både hest og rytter 

At stå dér i den kinesiske hovedstad var ikke kun lidt af et kulturchock for Camille og hendes kollegaer. Også hestene skulle pludselig vænne sig til helt andre forhold: “Klimaet i Beijing var en kæmpe modsætning til det, som vi var vant til i Tyskland. Fra minusgrader i Tyskland til 45 grader i Kina. Det var rigtig hårdt og svært at vænne sig til, både for os mennesker, men særligt også for hestene”. Trods den store temperaturforskel, som hestene skulle tilpasse sig, så blev der passet godt på dem: “Vi havde to dyrlæger, som var hos os i stalden. De sørgede for, at alle hestene havde det tip-top og var raske hele vejen igennem”, forklarer hun. 

I det hele taget var forholdende for både heste og ryttere prioriteret højt, og der manglede bestemt ikke noget. Træningen fandt sted i en kendt springstald lige uden for Beijing. Ridehuset var stort og havde aircondition, staldende var rummelige og lækre og der var generelt fantastiske faciliterer. “Det dannede perfekte rammer for vores træning de næste tre-fire måneder, ind til stadion stod klar og præmieren skulle foregå d. 4. august”. 

“Jeg var rigtig imponeret over, hvordan man kan kommunikere med hestene og hvor gode de var til at lære nye øvelser og tricks”, svarer Camille, da vi spørger ind til, hvilket forhold, hun og de andre skuespillere havde til de heste, som de hver især skulle arbejde sammen med. Forholdet mellem dem var altså stærkt, og det var en nødvendighed for at kunne lære hestene alle de tricks, som skulle med i showet.

Og det var ikke så lidt, de kære heste skulle kunne, forklarer hun: “Jeg havde fem Lusitano-heste som jeg primært skulle ride dressur på. Jeg skulle lave forskellige øvelser som piaffe, passage, spanske skridt, og hesten skulle neje og stejle på kommando.”

Camille under forestillingen. Foto: Camille Pless.

Trods det pres, som både skuespillerne og hestene var underlagt, formåede de firbenede stjerner at tackle det med ro. Særligt de helt unge heste, var Camille fascineret over: ”To af mine heste var kun fire år gamle og kendte knap nok til sadel og hovedtøj, da vi startede. Det var imponerende at se, hvor hurtigt de kunne lære nye ting som for eksempel at stejle på kommando, når blot man sagde en enkelt lyd til dem!”. 

Det var dog ikke kun hestenes positive indstilling og lyst til at lære, som gjorde indtryk. Særlig det at arbejde med heste på en helt ny måde – og nok især arbejdet fra jorden – var indsigtsgivende:

Det var en helt anden verden end jeg var vant til fra springridningen. Men det var også utrolig spændende og imponerende at prøve noget helt andet til en forveksling. Det var en helt anden måde at træne og ”bonde” med hestene på. Vi brugte rigtig mange timer på jorden sammen med dem. Når man springer, foregår det meste af træningen på ryggen af hesten, men jeg har erfaret, at det er rigtig sundt at tage sig tid til hver hest og knytte bånd med dem – også når man ikke sidder i sadlen”. 

At være med i showet var derfor både en omvæltning for den enkelte heste, men så absolut også for Camille som rytter. Og for, at det hele skulle kunne lykkedes, så måtte Camille altså ikke blot lære at kommunikere sin egen rolle ud til publikum – hun måtte også lære at kommunikere med hestene. 

Once in a lifetime 

Det er ikke nogen hemmelighed, at de høje forventninger og den hårde træning, som Camille og hestene skulle stå imod, ikke altid var lige sjov: “Jeg har haft rigtig mange tidspunkter hvor jeg har været tæt på at give op, fordi at det hele så så håbløst og umuligt ud”. Heldigvis var der masser af hjertevarme at finde, forklarer hun:

“Dér havde jeg venner og kollegaer som støttede mig og hjalp mig igennem, ligesom min familie gjorde, helt ovre på den anden side af jorden. Jeg ringede grædende til mine venner og familie mange gange, fordi jeg følte mig ensom eller ikke god nok og rigtig presset”. 

Sammen med hestene kæmpede Camille sig igennem det, og pludselig kunne hun mærke, at det hele begyndte at give mening:
“Vi kæmpede og øvede hårdt i tre måneder, og vi begyndte at kunne se et lys forude. Scenerne blev bedre og bedre, vi fik vores rekvisitter og kostumer, hestene begyndte at vænne sig til lyd, lys og omgivelser, og vi begyndte for alvor at føle os klar til at flytte ud på det store nybyggede stadion”. 

Camille under forestillingen. Foto: Camille Pless.

Endelig kom den store dag, hvor det hele skulle stå sin prøve, fortæller hun: “Det var en kæmpe dag, og min bedste veninde, Frederikke, var kommet hele den lange tur fra København til Beijing for at støtte mig og være der for mig på den store dag. Alle i teamet var meget nervøse, og der var mange nerver på. Endelig skulle vi vise tilskuerne, producerne, direktørerne, de kinesiske medier og ikke mindst hinanden, hvad vi kunne præstere!”.

Heldigvis, forklarer Camille, gik det helt, som det skulle. Faktisk præsterede alle, inklusiv hestene, det bedste, de nogensinde havde gjort. 

De efterfølgende tre måneder skulle showet vises for publikum fem gange om ugen. Selvom det måske lyder hårdt, så beskriver Camille det som en fantastisk tid, som hun aldrig vil glemme. Hun understreger også, at det hårde pres og de mange små nedture, som hun måtte kæmpe igennem op til showet, var noget af det, der skulle til, for at hun til gengæld kunne få sin livs største oplevelse:

“Jeg tog kampen op og heldigvis endte det hele godt! Jeg er så glad for at jeg valgte at kæmpe og tro på mig selv, for som jeg altid plejer at sige, så var det en ‘once in a lifetime experience’”. 

Ikke bare en pige fra Randers 

Kontrasten mellem at være midtpunkt i et verdensomspændende hesteshow og at være almindelig ridepige hjemme i Danmark er ikke til at tage fejl af. Det at optræde som midtpunkt er bestemt ikke noget, Camille har været vant til – altså lige bortset fra, når hun har redet ind på konkurrencebanerne sammen sin hest. Camille ser blot sig selv som en helt normal pige fra Randers, der brænder for livet med hest, ligesom så mange andre. Men i løbet af de få uger, hvor showet blev opført, var hun pludselig ikke så almindelig endda. 

Der er særligt én oplevelse, som sidder fast i hende. Det skete på præmiereaftenen. En pige på hendes egen alder havde købt en “meet and greet”-billet, kun for at møde Camille:

“Da hun kom ind i rummet og så mig, brød hun helt sammen i tårer af ren og skær glæde. Hun fortalte, hvor meget hun havde drømt om at møde mig. Det var fuldstændig surrealistisk, for jeg var jo bare en helt normal pige ligesom hende. Jeg kunne ikke forstå, hvordan et andet menneske kunne reagere sådan ved at møde mig.” 

Foto: Camille Pless.

Camille fortæller, at hun også selv har brugt mange penge på at kunne stå med en backstage-billet i hånden for at møde et idol. Nu var situationen pludselig vendt om: “Jeg kunne se mig selv i de små piger”, tilføjer hun. 

Netop fordi hun selv har prøvet at stå som måbende fan, gjorde hun en dyd ud af at være så ydmyg og venskabelig, som hun kunne. Faktisk så venskabelig, at hun ikke tvivlede med at give sine fans et follow på Instagram, hvis de spurgte efter det. For som hun selv udtrykker det: “Jeg ved, hvor meget de ting ville betyde for mig, hvis jeg stod i deres sted”. Med den tanke har Camille uden tvivl givet vigtige værdier videre til de fremmødte fans.  

Efter premiereaftenen blev hendes popularitet kun større, og man kunne findes hendes ansigt over alt på plakater og busser i Beijing, og hun var næsten at finde i pressen hver eneste dag. Pigen fra lille Randers i lille Danmark var på få måneder blevet én af den kinesiske hovedstads mest omtalte kvinder. Hun var blevet en stjerne. 

At finde hjem til sig selv 

Man kan tro det eller lade være, men noget af det, som lærer én allermest om sig selv, er at spille en anden – naturligvis blot for en stund. Så bliver det hele nemlig sat lidt i perspektiv. Det er noget af det, Camille tager med sig hjem fra sine oplevelser i Tyskland og Kina. Selv formulerer hun det sådan her: 

“Jeg lærte at være 100 procent mig selv, også selvom jeg var en helt anden personlighed, når jeg var på arbejde. Jeg lærte, hvor tæt jeg var på virkeligheden og på samme tid, hvor langt væk jeg var fra den. Og så lærte jeg, hvor vigtigt det er altid at holde begge ben på jorden. Lige meget hvor stor min rolle var, hvor mange fans jeg havde, eller hvor meget jeg var på tv, så var jeg stadig den samme Camille, som jeg var et halvt år forinden”. 

Camille backstage på premiereaftenen, som også var hendes 19-års fødselsdag. Det var hendes fødselsdagsgave fra direktørerne, at premieren skulle holdes på hendes fødselsdag. Efter showet blev hun fejret med et afterparty. Foto: Camille Pless.

Dermed ender vi dér, hvor det hele startede: hjemme i Danmark. Her fortæller Camille, at det var noget af en spøjs oplevelse at komme hjem igen: “Følelsen af at komme hjem fra Kina var på mange måder meget tom. Jeg havde en stor rolle og var meget eftertragtet i Beijing. Men da jeg så kom hjem, så var alt helt ligesom før jeg rejste. Det var på mange måder en lettelse, men også lidt en komisk og tom følelse”. På trods af den bratte omvæltning understreger hun, at det ikke var svært at finde tilbage til hverdagen. Det vidner om, at hun virkelig har været den samme pige hele vejen igennem. 

Hverdagen derhjemme varede dog ikke længe. Kort tid efter trådte hun nemlig ud af en flyver igen – denne gang med et lidt mere kendt disciplin på programmet:

“Jeg besluttede mig for at fokusere hundrede procent på heste og ridning, og jeg valgte derfor at begynde som rytter hos SHS-Schäfer – en stor springstald i Tyskland hos Armin Schäfer. Der arbejdede jeg cirka et år, og så besluttede jeg mig for at tage hjem, ligge hestene på hylden og finde et almindeligt fultidsjob i Randers”. Her må Camille hurtigt og med et smil på læben afbryde sig selv: “Det med hestene varede dog ikke så længe…” 

Dermed nærmede Camille sig noget, som mindede om den tilværelse hun havde, inden hun rejste. I dag har hun tre unge heste stående, som er klar til at lære af alt det, som Camille har erfaret. Hun fokuserer primært på træningen af den 7-årige vallak ‘Captain Cruiser’, og pointerer, at selvom hun har fundet tilbage til ridningen herhjemme, så har tingene alligevel ændret sig:

“Jeg kan rigtig godt lide at uddanne unge heste, og glæder mig rigtig meget til at komme i gang med mine to unge, som vi har købt på eliteauktion, da de var føl. Jeg har ikke som sådan nogle store mål med min ridning. Jeg vil hellere fokusere på arbejde og studie, som det hele ser ud lige nu”. Dog har Camille også anskaffet sig en helt ny hoppe, så springbanen trækker vist lidt endnu. 

Grib chancerne 

Når man ser tilbage på den rejse, som Camille har været på, så er der særligt to ting, man umuligt kan overse: Hun har haft et mod til at turde og en vilje til at ville. Hun er et rigtig godt eksempel på, hvor vigtigt det er at man som rytter eller hesteejer – eller blot som et ganske almindeligt menneske – ikke er bange for at springe ud i noget nyt. For selvom der er noget man elsker, noget som fylder hele ens hverdag, og som man måske ikke kan forestille sig at leve uden, så kan det være givende at lægge det på hylden for en stund. Til gengæld kan man så tage ud på en ny, livgivende rejse. En once in a lifetime experience, som Camille selv udtrykker det. Man skal nok komme hjem igen. 

Camille under showet. Foto: Camille Pless.

Udover, at Camille har mødt en masse nye mennesker, oplevet en ny kultur og prøvet, hvordan det er at være på alle menneskers læber, så har det også givet hende noget, som hun kan have md sig resten af livet. Selv beskriver hun det som en vigtig personlig udvikling:

“Inden jeg tog til Kina, var jeg en ret stille og lukket person. Men med denne her oplevelse har jeg lært at tage en chance og stole mere på mig selv. Jeg har fået rigtig meget livserfaring på forholdsvis kort tid og føler mig lidt klogere på mange ting i livet. Jeg er blevet meget mere selvsikker og har fundet en helt anden ro”. 

Nok udspringer Camilles erfaringer af en rejse, som har fundet sted i et helt andet størrelsesforhold, end vi måske helt kan forestille os. Men selvom hendes erfaringer er store, så kan de i dén grad bruges i det små – i en lille, normal hverdag med hest, skole eller fuldtidsjob. For det er netop, hvad Camille selv er støbt af. Derfor er hendes budskab også helt i øjenhøjde og retter sig mod selv den mest almindelige hestepige, tålmodige ponymor eller hårdtarbejdende sponsorfar.

Camille er ikke i tvivl: “Man skal bare springe ud i tingene og gribe de chancer, der kommer! Du vil kun fortryde det, hvis du ikke prøver det af. Det værste, som kan ske, er at du indser, at det alligevel ikke var det, du ville. Men så har du prøvet det!”.  

Vi kunne ikke være mere enige. Det er så meget bedre at leve med tanken om, at det måske alligevel ikke var det helt rigtige at gøre, fremfor at skulle bruge resten af sine dage på at gruble over, hvad der var sket, hvis man nu havde gjort det.

Selvom det kræver mod, vilje og måske et par tårer, så skal der nok være nogen, som støtter dig. Nogen, som ikke tvivler på at troppe op, hvis du får brug for det – også selvom det koster en tur om på den anden side af jorden. Om det går godt eller skidt, så har man altid værdifulde erfaringer at vinde. Det kræver blot én ting: Man skal gribe de chancer, der kommer. 

En del af holdet bag Troy-opsætningen. Foto: Camille Pless.


Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.