Hele verdens øjne er i disse dage rettet mod et nyt ‘mystisk’ coronavirus: 2019-nCoV, der i den grad har sat sit præg på verdens befolkninger. Ifølge kinesiske myndigheder har virusset indtil videre smittet mindst 7.711 mennesker og været skyld i 170 dødsfald. Smitten er også konstateret i en række andre lande. Men hvordan skal man forholde sig til coronavirus hos heste? Og skal vi være bekymrede for at det smitter mennesker?

Hvad er coronavirus?

Coronaviruset har fået sit navn, fordi den minder om en krone i et mikroskop.

Coronavirus er en virusgruppe, der er udbredt blandt mennesker. Det er i mange tilfælde helt ufarligt og giver blot en omgang vinterforkølelse. Når vi har været igennem en forkølelses-sæson i Danmark, har mange voksne mennesker været smittet med et coronavirus, men bare med en fredelig variant, siger Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

Ifølge Hans Jørn Kolmos er det særlige ved coronavirusset, at det let kan mutere. Det vil sige, at der hele tiden opstår nye former af virusset. Lidt ligesom vi kender det fra den klassiske influenza, hvor vi skal udvikle nye vacciner, fordi virusset udvikler sig.

Coronaviruset er navngivet på grund af deres kronlignende form, når de ses i mikroskop. Virusset adskiller sig fra to andre coronavira, der også forårsager luftvejssygdom hos mennesker: SARS (Severe Acute Respiratory Syndrome), som blev opdaget i Kina i 2002, og MERS (Middle East Respiratory Syndrome), som blev identificeret i Saudi-Arabien i 2012.

Disse tre vira er humane patogener, som er meget smitsomme og med en variabel dødelighed. Andre typer af Coronavirus-familien kan ramme heste, svin, kvæg, kyllinger og katte blandt flere.

Coronavirus hos heste

Coronavirus-infektion hos heste er en relativt ny sygdom, der påvirker tarmkanalen hos voksne heste. Mange oplever en symptomfri infektion, hvor der ikke viser sig kliniske tegn. Andre heste udvikler feber, nedsat appetit og forskellige grader af tarmproblemer. Færre end 5% udviste tegn på dissideret neurologiske skader.

Der er således stor forskel på den coronavirus, der rammer mennesker og den, der rammer heste. Den der rammer mennesker, rammer respirationen – altså lunger og hals, hvorimod hesteviruset rammer tarmene. Så selvom myndighederne har konstateret flere tilfælde af heste-coronavirus, behøver du altså ikke at være nervøs, for det er to helt forskellige afarter af sygdommen.

Behandlingen af syge heste vil typisk være støtteterapi, som kan være meget forskellig fra hest til hest. Opstår der sygdom med høj feber og diarré eller andre symptomer koblet med sygdommen, bør en dyrlæge altid tilkaldes, så det kan vurderes hvilken behandling, der er relevant, og om der skal udtages prøver eller hesten skal indlægges og isoleres.

Kliniske symptomer på at din hest har coronavirus:

  • Manglende appetit (97 %)
  • Sløvhed (88%)
  • Høj feber (83%)
  • Diarré (23%)
  • koliksymptomer (19%)

Det er altid en god ide at være opmærksom på, om ens hest har det godt. Hvis du oplever nogle af ovenstående symptomer, anbefaler vi, at du kontakter din dyrlæge.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.