Annoncørbetalt indhold – St. Hippolyt.

Skrevet af Agronom Christina Kryder Pedersen.

At producere et sundt og levedygtigt føl kræver tilstrækkeligt med næringsstoffer både før og under drægtigheden. Fodring af hoppen er særligt kritisk for føllet i første og sidste trimester og kan have afgørende betydning for føllets udvikling og ikke mindst holdbarhed senere i livet. Fokus på disse perioder kan være med til at give en god start på livet som ridehest. 

Behovene ændrer sig under drægtigheden  

Under drægtigheden skal hoppen levere energi til vedligehold af sin egen krop samtidigt med at hun skal afgive en masse energi til fosteret samt udvikling af moderkage og yver. Gennem drægtigheden øger hoppen i gennemsnit sin vægt med 150-400 g om dagen svarende til 12-16 % i alt, hvor føllets vækst stiger eksponentielt i den sidste del af drægtigheden. I sidste trimester tager føllet ca. 500 g på om dagen og føllets fødselsvægt svarer til omkring 10 % af hoppens vægt.  

Fejlernæring af hoppen før og i den første del af drægtigheden kan mindske chancen for drægtighed samt øger risikoen for at hoppen aborterer tidligt. Optimalt huld er afgørende for en succesfuld drægtighed samt et sundt og raskt føl.  Både under og overernæring kan permanent påvirke føllets organers udvikling, da moderkagens funktion og levering af næringsstoffer til fosteret ændres. Specielt har hoppens fodring indflydelse på føllets glukose og insulin dynamik, da forsøg har vist at føl, fra overvægtige hopper fodret med høj stivelse i drægtigheden, også har nedsat insulinfølsomhed.  

Selv når føllet ikke er kommet til verden endnu er det vigtigt at tænke på, hvad den ernæringsmæssigt har brug for. Og når den er kommet ud, er den første råmælk altafgørende. Derfor er det vigtigt, at hoppen fodres korrekt. Foto: Hallund Photography.

Drægtighedens første del

I den første del af drægtigheden er hoppens behov meget lig vedligehold. Det er først fra femte drægtighedsmåned, at behovet gradvist stiger. I de tre sidste drægtighedsmåneder skal hoppens energi og proteintilførsel øges, da føllets vækst tager til i denne tid.  

Da en stor del af skelettet består af kollagen – et uopløseligt protein i bindevæv, sener og knogler – er den rette mængde protein nødvendigt, for at skelettet kan udvikles rigtigt. Desuden stiger behovet for kalcium, fosfor og magnesium til knogledannelsen. Mikromineralerne spiller også en vigtig rolle, da de har stor betydning for stofskiftet, enzymer, hud, hår, hove, tænder og knogler.  

Drægtighedens sidste del

De sidste to måneder af drægtigheden lagres der mikromineraler i føllets lever. Hoppens mælk har et højt indhold af kalcium, men ikke mikromineraler, derfor er det vigtigt, at føllet har et depot at tære på de første fire til seks uger af sit liv, indtil den begynder at indtage fast føde. Det er afgørende, at hoppen får tilført en øget mængde mikromineraler med foderet i tiden op til foling. 

Derudover skal hoppen gøre sig klar til mælkeproduktion, hvilket også kræver ekstra næringstilførsel. Hoppens mælk indeholder livsvigtige vitaminer, som føllet skal have for at udvikle sit immunsystem og sin fordøjelse. Er føllet underforsynet fra fosterstadiet og gennem modermælken, kan det være født svækket og vil derfor være længere tid om at bekæmpe en infektion eller komme sig over en skade. 

Gør føllets første måneder gode

Føllet fødes med det antal muskelfibre, det vil have resten af livet. Derfor er det nødvendigt, at hoppen kan levere essentielle næringsstoffer til fosteret, da det er i hoppens livmoder at basis for et langt og holdbart liv skabes. 

Føllets kodeknogler vokser i længden frem til føllet er 8 måneder gammelt. Pibeknoglerne stopper væksten i det andet år, mens knoglerne højere oppe ad benet stopper i unghestens tredje år. Længden af kodeknoglerne har stor betydning for den fjedring og elasticitet, der kommer i benet under bevægelse senere hen. Derfor har fravænning af føllet stor betydning for dets fremtid som ridehest. 

Fravæn føllet bedst muligt

Fravænning vil altid indebære stress for føllet. Denne stress samt manglende moderkontakt og modermælk kan bremse føllets vækst i en periode. For at tilvæksten skal gå mindst muligt i stå, er det vigtigt, at adskillelsen sker så skånsomt som muligt – og det er lige så vigtigt, at føllet har lært at æde af egen krybbe, inden det skilles fra hoppen. Hvis føllet kan æde ca. ½ kg følfoder inden fravænning, vil det hurtigt kunne øge sit foderindtag svarende til den manglende modermælk. På den måde forebygges vækststagnation. Lige så vigtigt er det, at føllet og unghesten fortsat fodres tilstrækkeligt i opvæksten, så den kan udnytte sit genetiske potentiale fuldt ud. 

Når føllet er kommet ud og er begyndt at få fylde, kan du begynde at fodre den med krybbefoder, så dens vækst ikke hæmmes. Se evt. foderskemaet nederst på siden. Foto: Hallund Photography.

Klargør hoppen til ny drægtighed 

Uanset om hoppen er gold eller drægtig er det vigtigt, at starte i god tid for at opnå høj frugtbarhed og regelmæssig og kraftig brunst. Mangler hoppen næringsstoffer, kan det være svært for hende at blive drægtig eller at bevare en drægtighed og specielt hvis hun samtidigt lakterer. Hun skal have ressourcer nok til at kunne levere næringsstoffer til sit føl gennem hele drægtigheden uden at tære for meget på egne depoter. Konsekvenserne af manglende næringsstoffer under drægtigheden kan være stofskifteproblemer eller dårligt fungerende immunsystem hos føllet. 

For at opnå en god frugtbarhed er det vigtigt, at hoppen får en balanceret fodring. Hendes behov for essentielle fedtsyrer øges i drægtigheden, samt behovet for vitamin E, som også er essentielt for optimal frugtbarhed.  Forsøg har vist at tilskud med vitamin E påvirker slimhinden i livmoderen positivt. Fedtsyrerne er vigtige grundelementer i hoppens produktion af hormoner til fosterdannelse og til opretholdelse af drægtigheden. I denne forbindelse er selen også vigtig, men selen er desværre ofte lavt i den danske jord, og ekstra tilskud kan være nødvendigt. 

Vurder din hoppe grundigt

Om hoppen er i fin stand, vurderes blandt andet gennem hendes pels og pelskvalitet. Er der hudproblemer, tendens til eksem, muk eller pelsskifteproblemer, kan dette være tegn på mangler eller sygdom. Derudover kan infektioner, allergi, fordøjelsesproblemer, overvægt eller andre problemer indikere at hendes immunforsvar ikke fungerer optimalt. Hoppens immunsystem er medvirkende til, at hun er i stand til at blive drægtig, og at føllet får de mest optimale vækstbetingelser under drægtigheden. 

Både overvægt og undervægt kan påvirke hoppens evne til at blive drægtig, da begge problemstillinger påvirker hormonerne i kroppen og dermed cyklus. Der sker dog også en påvirkning af føllet som, hvis hoppen er under- eller overvægtig, kan være i større risiko for at udvikle stofskifteproblemer i en tidlig alder.  

Ifolingen skal forberedes

Under forberedelse til drægtighed kan et ekstra tilskud af β-caroten og zink være gavnligt. Begge er vigtige for, at hoppen kan danne vitamin A i kroppen. Vitamin A er vigtigt for at have et velfungerende immunsystem, og for at optimere optagelsen af næringsstoffer fra tarmen. Både vitamin E, vitamin A, zink, mangan, selen, kobber og essentielle fedtsyrer er vigtige for en god drægtighed, og for føllets fortsatte udvikling.  

Sådan bør hoppe (og føl) fodres

Det skerHoppens ernæringsbehovFøllets ernæringsbehov
3 måneder før bedækningStimulering af brunst og forberedelse af livmoder og æggestokke til drægtighed. Vitamin A/β-caroten, vitamin E, essentielle fedtsyrer samt mikromineralerne selen, zink, mangan og kobber.
Fra bedækning til 5. drægtighedsmånedFøllet vokser, men tærer endnu ikke meget på hoppens depoter.Hoppen fodres til vedligehold.
Fra 5. drægtighedsmånedFøllet vokser sig større, og efterhånden øges hoppens energibehov.Energi- og proteintildeling øges gradvist.
Fra 8. drægtighedsmånedBehovet for energi og næringsstoffer hos hoppen øges fordi føllets vækst for alvor tager til fra dette tidspunkt og frem mod foling.Øget protein- og energitilførsel, samt andre essentielle næringsstoffer inklusiv fedtsyrer. Tilskud med organisk kalcium, fosfor, magnesium samt mikromineralerne zink, selen, kobber og mangan.   
1 måned efter folingHoppens mælkeproduktion stiger, og det kræver energi.Hoppen bør gå på græsmark og minimum tildeles tilskud med vitaminer og mineraler samt rigeligt med vand. Ekstra kraftfoder til diegivende hopper er ofte nødvendigt udover græs og hø eller wrap i denne tid. Æder med hos hoppen, og lærer at indtage foder selv. Mængden øges langsomt efter ædelyst. Egen krybbe til føllet er ofte en fordel og vil øge chancen for en succesfuld fravænning. 
6-7 måneder efter folingFøllet fravænnes.Mængden af følfoder øges til alderspassende mængde, så væksten ikke går i stå. 

Kilder: National Research Council (NRC). Nutrient Requirements of horses, 6th ed. Washington, DC: National Academy Press, 2007. 
Coverdale J. A., Hammer C, J,. Walter K. W., Horse Species Symposium: Nutritional programming and the impact on mare and foal perofrmance. J. Anim. Sci. 2015; 93:3261-3267. 
Dippert, K.D. Early Embryonic Death in mares. PhD, PAS, Director, Equine Reproduction Concepts, LLC. Available at: http://www.equinereproduction.com/docs/EARLY_EMBRYONIC_DEATH_IN_MARES_(Original_Print-1999).pdf.
Vanderwall DK. Early embryonic loss in the mare. J Equine Vet Sci 2008; 28: 691-702. 
Lawrence L, Camargo F. University of Kentucky Cooperative Extension Service. Feeding the broodmare: four easy steps. Available at: http://www2.ca.uky.edu/agcomm/pubs/ASC/ASC185/ASC185.pdf
.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.