Okay indrømmet – vi hestefolk er et specielt folkefærd, når det kommer til at give os romantiske gaver. Vi ønsker os sjældent dyre parfumer og moderigtigt tøj. I stedet bliver vi kisteglade, når vores udkårne giver os et par nye gummistøvler, eller vi har fundet et godt tilbud på træpiller i det nærmeste byggemarked. Men i dag er jo som bekendt Valentines Day og for at hylde kærligheden, har vi lavet en lille guide, som du passende kan give til din kæreste, din date, mand eller kone, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at score dig i dag!

Vi hestefolk er ikke de meste hvad angår romantik – slet ikke på valentines day.

Punkt nr. 1: Start dagen med morgenmad på sengen

Og her taler vi ikke, om at han/hun skal forkæle dig med lækker skyr med bær, honingristet mysli, croissanter og en latte på sengen. Næ nej, som hestemenneske handler det om at få nok indenbords til at kunne klare dagens gøremål, så fire halve hesteskiver med ost på, og du er tilfreds. Så kan du lige klare dig et par timer. Ikke så mange dikkedarer med dig.

Punkt nr. 2: Så en hyggelig gåtur hånd-i-hånd i forårsvejret

… er noget, du slet ikke har tid til! Hvis din kæreste eller date endelig vil tilbringe tid sammen med dig, så kan han/hun passende tage med dig i stalden og hjælpe med at muge ud. Der er da heller ikke noget mere romantisk end at stå og skovle hestemøg sammen, vel? Tiden skal bruges fornuftigt og have et formål (altså det formål at passe din hest).

Punkt nr. 3: Ud og spise på en lækker restaurant

“Ej kan vi ikke bare hente noget take-away på vej hjem fra stalden?” – er din version af en romantisk middag. Du har alligevel mudrede støvler og ridebukser på, og du orker ikke at skulle køre hjem, gå i bad og tage pænt tøj på. Desuden er klokken for længst passeret kl. 17.30, hvor du lovede kæresten at være hjemme igen. Men din kæreste er efterhånden så vandt til at tiden altid forsvinder i stalden.

Punkt nr. 4: Hvad der sker efterfølgende..

– Er ikke det, som din kæreste måske havde forestillet sig, hvis du forstår, hvad vi mener. Efter at have siddet i sofaen og lugtet af hest, med telefonen i hånden, fuldt optaget af at se på hestevideoer og venindernes seneste opdateringer det meste af aftenen, går du ud som et lys. Det eneste din kæreste for fornøjelsen af efter kl. 21 er din snorken. Stakkels ham/hende.

Det bedste scoretrick

“Gulerødder er fint, tak!”

Så kære hestetossede menneske! Husk at din passion for heste har en lige så stor indvirkning i dit liv som i dit parforhold. Husk at takke din kæreste/ægtefælle for at kunne holde til mosten, for vi er altså ikke de nemmeste at leve sammen med. Til gengæld er vi de nemmeste at give gaver. Vi forlanger ikke dyre smykker eller 10 langstilkede roser. Hvis man virkelig gerne vil score os, er det bedste råd at komme med en pose gulerødder på første date. Så viser din date nemlig, at han/hun er indforstået med at det at date dig, er en samlet pakke, hvor hest, stald og stævner indgår.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.
Laura er uddannet kandidat i socialvidenskab og projektledelse. Laura er aktiv dressurrytter og rider en del stævner på sin 19-årige vallak. De fleste af sine ideer til artikler får hun imidlertid, når hun muger ud. Som skribent, brænder hun for at formidle aktuel hesteforskning fra ind- og udland, samt give sine læsere indblik i nye tendenser og trends i ridesporten.