Kære dig, der er frustreret over noget ved din hest…

Du er ikke alene. Overhovedet ikke. Og det er din hest heller ikke. Min hest har ondt i ryggen – det er det, vi kæmper med. Ikke hele tiden, men med jævne mellemrum. Trods det – og trods mine bekymringer over det – har vi nu holdt hinanden ud på tiende år. Og det har vi tænkt os at blive ved med.

At have hest er som at spille kort

Normalt skriver jeg om livet med hest i al almindelighed. Nu skriver jeg om mit eget – og om frustrationerne ved det. Hvorfor? Selvfølgelig fordi jeg elsker min hest, og jeg bilder mig ind, at jeg også betyder et eller andet for ham – altså mere end bare at være madmor og kløpind. Men nok mest af alt, fordi det at anskaffe sig en hest er lidt som at spille kort, og det kan jeg umuligt være den eneste, der føler. Nogle gange er man heldig og andre gange er man uheldig. Med heste er man ofte begge dele på én gang.

Og hvor vil jeg så lige hen med det? Jeg vil egentlig bare fortælle, at når man køber en hest, så ved man aldrig rigtigt, hvad man går ind til; man aner ikke, hvilke kort, hesten ligger inde med – men der skal nok være både gode og dårlige. Og først når man lærer den at kende – dag efter dag, måned efter måned, år efter år – finder man stille og roligt ud af det.

Der er de kort, som giver hesten de flotteste aftegninger, den lækreste gang eller den vildeste medfødte springteknik. Og så er de dårlige kort. På dem står der måske “mus i bagbenet”, “ualmindeligt bange for plastikposer” eller “dårlig hovkvalitet”. Udover at have trukket kortene “fire hvide sokker og en symmetrisk stjerneblis” og “temperament som en steppebrand”, så har min hest desværre også trukket “dårlig ryg”-kortet. Hans udseende kan jeg ikke andet end at være stolt af, og hans temperament kan jeg – tildels – lære at styre. Men med ryggen er det straks værre.

Fra dressurhest til turhest

At have en hest med dårlig ryg er nok i virkeligheden ikke så meget anderledes end at have en hest med hyppige kolikanfald, tendens til forfangenhed eller noget helt, helt andet. Alligevel kan jeg indimellem og dybt ind i hjertet savne nogen, der roder med det samme problem som mig. Selvfølgelig er dyrlægerne der – og hvad skulle man dog gøre uden dem? Men de er der ikke til hverdag, og de ser problemet med nogle andre øjne end jeg. For mig handler det ikke bare om knogler, ligamenter og muskler. Det handler om følelser.

Her er han så… Dressurhesten, der blev til turhest, der blev til en helt igennem veltilpas hest.

Min hest har været igennem hele møllen i forsøget på at blive klogere på hans rygsmerter. Han har været røntgenfotograferet utallige gange, fra ørespids til halerod. Han har været undersøgt for mavesår – og der var intet at finde. Han har endda været under kniven og har fået fjernet en torntap. Jeg har både overvejet og udelukket nyreslag og PSSM (en muskellidelse, der særlig rammer koldblodsracer og quartere). Nu har en scanning fastlagt, at det er slidgigt i facetleddene i den nederste del af ryggen og lænden. Det mærkes idet han går på buet spor, hvor han tydeligvis siger fra. Derfor skal han gå så meget ligeud som overhovedet muligt.

Det er grunden til, at han nu mere er blevet end turhest end en dressurhest, som han ellers altid har været. Og det gør da ondt. Det gør ondt at have en hest, der har så meget talent for at flytte benene rigtigt, men hvis fysisk bare ikke kan følge med hele vejen.

Heldigvis trøster jeg med ved tanken om, at han trods alt stadig kan noget; vi har bare nået et nyt kapitel, hvor der skal fokuseres på en anden form for træning. Et kapitel, hvor skoven skal udforskes og tilliden til hinanden består sin helt store prøve, når vi rider ud i trafikken og over i det grønne. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive en turrytter. Men det er jeg blevet, og jeg har simpelthen fået den gladeste hest og mest veltilpasse hest ud af det. Og ved du hvad? Jeg er faktisk også selv blevet en gladere rytter af det.

Det er ikke skavankerne, du vil savne

Som du nok kan høre, så er jeg villig til at gøre mere eller mindre alt for at give min hest en god tilværelse, hvor vi kan fortsætte med det, vi begge så godt kan lide: at være sammen om det at ride. Og det vil jeg gøre hele vejen til han bliver en gammel hest med svajryg og dårlige tænder. Selvom jeg er glad for, at han har rundet en alder, som ikke alle heste kan prale af, så har jeg sagt til ham, at han skal blive mindst 20. Og det er mit ansvar at kunne hjælpe ham med at opfylde det – ligesom det er mit ansvar at indse, hvis det er urealistisk. Jeg er helt sikker på, at jeg slet, slet ikke er den eneste, der har det sådan. Vel?

Selvom jeg tit føler mig alene med problemet, så ved jeg også, at jeg aldrig helt er det. Der er mange andre hesteejere derude, som også kæmper med et øv-kort; som også er frustreret over at have en hest med en eller anden fysisk eller psykisk skavank. Til jer bliver jeg nødt til at sige det her: Husk for Guds skyld at glæde jer over alle de gode sider, jeres heste også besidder. Det venlige sind, den fantastiske galop eller noget så simpelt som evnen til at gøde det samme sted i boksen, så mugningen bliver en leg. For den dag din hest ikke er her mere, så er det ikke skavankerne, du vil savne – det er glæderne.

Og selvom du måske er den eneste i stalden, der kæmper med et bestemt problem, så er der faktisk altid én anden, som kæmper med præcis det samme – og det er din hest. I er sammen om det, og det er langt fra det eneste, I er sammen om. Jeg tror, at hvis man bliver bedre til at fokusere på det positive, man trods alt også har sammen med sin hest, så vil det dårlige falme. For mig er det i hvert fald alle min hests stærke sider, som sammen trumfer skavankerne og gør ham værd at kæmpe for.

Kærlig hilsen
Redaktør, Tina – helt sikkert ikke den eneste, der har en hest med et dårligt kort
.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.