Ligesom redaktionen, forestiller vi os, at du savler over de lækre heste, som danser rundt inde på banen til de store dressurstævner. Og lige som os, sammenligner du sikkert din egen lille musse hjemme i stalden med en af toppens gangmaskiner. Minder din hest mon mest om Bohemian, Cassidy, Zack, Zepter, eller Fiontini? Det kan du finde ud af nu.

Bohemian

Din hest minder mest om Bohemian – redet af Cathrine Dufour – hvis: Den er relativt ny i gamet, og en smule nervøst anlagt. En stor dreng, der er meget mor-syg. Den er god til trav og galop, men skridten driller lidt. Nogle gange har den også tendens til at se spøgelser i hjørnerne. Dog en en “Bo”-hest lærenem ud over alle grænser.

Bohemian. Foto: Digishots.

Cassidy

Din hest minder mest om Atterupgaards Cassidy – redet af Cathrine Dufour – hvis: Den hører til den gamle og garvede type, og den er sikker, både på banen og på tur. Du ved, at når du sætter dig op, får du en god tur. Skridt er uden tvivl dens force. I stalden er den et rigtig nussehoved og vil næsten gøre alt for en snack – også hvis du bad den stå på hovedet for én. Derfor har den også tendens til hurtigt at få for meget på sidebenene – og så er den lidt for god til at komme til skade på folden.

Cathrine Dufour & Atterupgaards Cassidy. Foto: Britt Carlsen.

Zepter

Din hest minder mest om Blue Hors Zepter – redet af Daniel Bachmann – hvis: Den er en rigtig guttermand og prøver altid sit bedste, selvom den indimellem kommer til at kludre lidt i det. Piaffe og changementer er ikke dens stærkeste side, men resten står knivskarpt. Selvom den sjældent slipper uden et par småfejl, er den dog evigt optimistisk og det er noget af det, du elsker den allermest for.

Zack

Din hest minder mest om Blue Horse Zack – redet af Daniel Bachmann – hvis: Den har klaret sig ualmindelig godt mod alle odds, ligesom Zack er blind på det ene øje og hans uddannelse har været længe undervejs. En rigtig Zack-hest er desuden en ægte gentleman, der behandler alle andre heste godt – selvfølgelig særligt hopper. Og så elsker den at tage en “morfar” midt på dagen!

Daniel Bachmann Andersen & Blue Hors Zack. Foto: Thomas Bisgaard.

Fiontini

Din hest minder mest om Helgstrand Dressages Fiontini – redet af Severo Jurado Lopez – hvis: Den er lang som storebæltsbroen, højtstillet, og så er den i virkeligheden et helt andet køn, end man umiddelbart skulle tro. Fiontini, der trods sit enorme ydre er den fineste “lille” hoppe, elsker at danse og vise sig frem – og så har den en bror eller søster, der er akkurat lige så talentfuld.

Severo Jurado Lopéz & Fiontini. Foto: Ridehesten.
Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.