Opdatering på situationen:

Redaktionen på Malgré Tout har siden artiklens publicering kl. 9.30 i dag den 19. marts, fået en telefonisk henvendelse fra formanden for Dansk Rideforbund, Morten Rodttwit.

I henhold til retningslinjerne for god presseetik, bringer vi her et uddrag af samtalen, hvor formanden forholder sig til dagens artikel, samt giver en præcisering af forbundets anbefalinger.

Dansk Rideforbund har haft mange henvendelser fra ryttere og rideklubber, som ønsker at benytte ridehuse op til 10 personer ad gangen. Forbundet vil derfor gerne gøre det klart, at der i særlige tilfælde kan gives dispensation for lukning af ridehusene, såfremt det er nødvendigt ud fra et hestevelfærdsmæssigt synspunkt. Dette må bero på en lokal vurdering ude i klubberne, og ikke fra centralt hold.

Dansk Rideforbund erkender at den udsendte pressemeddelelse 17. marts 2020 kan præciseres bedre, hvorfor forbundet forventer at udsende en ny i løbet af i dag.

I forhold til ovenstående, har redaktionen på Malgré Tout valgt at foretage visse ændringer i nedenstående artikel for at imødekomme eventuelle spørgsmål fra vores læsere:

Dansk ridesport kan trodse regeringens anbefalinger i kampen mod Corona-smitten, og dette blot 24 timer efter, at Dansk Rideforbund gik ud og anbefalede et totalt forbud mod brug af ridehuse. Trods myndighedernes officielle forbud mod sport i indendørs haller, rider tusindvis af ryttere landet nu videre i de lukkede haller. Men gør det os ryttere til trodsige typer eller er vi bare mennesker, der sætter vores hestevelfærd højest?

Protester fra rideklubberne mod lukning

Dansk Rideforbund fastslog tirsdag aften, at rideklubbernes ridehaller skal lukkes, fordi ridning i hallerne ikke er lovligt længere. Lukningen gjaldt alle rideklubber under forbundet. I midlertid har forbundet modtaget en del protester fra ryttere og rideklubber rundt om i landet, hvilket har fået forbundet til at lempe forbuddet til at gælde alle, med undtagelse af heste, der har fået særlig dispensation til at benytte de indendørs faciliteter.

Dansk Rideforbund giver, i følge dem selv, denne dispensation til ryttere og heste, der af hestevelfærdsmæssige og sikkerhedsmæssige årsager, er nødsaget til at benytte ridehus fremfor udendørs baner. Dansk Rideforbund afviser at træffe konkrete vurderinger af hvem, der kan opnå dispensation, men lægger beslutningskompetencen ude hos klubberne.

Lemper forbud af hensyn til dyrevelfærden

Der kan således sås mistanke om at Dansk Rideforbund efter kort tid har ændret holdning på baggrund af pres fra klubberne. Argumentet er, at det sætter dyrevelfærden over spil, hvis ikke hestene kan motioneres.

Lægger op til lokale løsninger i stedet

Jyske Vestkysten var igår i kontakt med Rideforbundet og tale med direktør Morten Rodtwitt, som oplyser, at han har været i dialog med Sundhedsstyrelsen. Forbundet lægger nu i stedet op til “lokale løsninger”. Til gengæld har forbundet ikke fået en dispensation fra loven, så ryttere og hallernes ejere risikerer stadig bøder på mellem 1.500 og 5.000 kroner, hvis de opholder sig mere end 10 ad gangen i ridehusene.

Rider videre i ridehusene

Rytterne i to af Vestjyllands allerstørste rideklubber, som Jyske Vestkysten har været i kontakt med, rider foreløbig videre og trodser dermed anbefalingerne. Mange ryttere har samtidig ekstra tid til at ride under corona-krisen, fordi skoler er lukkede, og folk er sendt hjem fra arbejde.

En opgave for politiet

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) siger desuden til Jyske Vestkysten, at man skal lukke alt ned, som er ulovligt og lytte til anbefalinger.

“Vi kan ikke diktere noget fra kommunens side. Det må politiet holde øje med.”

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), Esbjerg Kommune, til Jyske Vestkysten

DRF udsender ny instruks snarest muligt

DRF’s officielle udmelding om, at det “desværre ikke længere er forsvarligt at lade vores klubber afholde aktiviteter som ridning i ridehus”, har således behov for en præcisering, så reglerne for dispensation bliver tydeliggjorte.

Dansk Rideforbunds direktør Morten Rodtwitt regner med, at der vil blive sendt en revideret instruks ud om rytternes brug af ridehaller i løbet af i dag.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.