En gammel skrøne fortæller, at heste i risiko for at få mavesår ikke må få halm. Det har ført til, at flere har konkluderet, at heste slet ikke må få halm som en del af deres foderplan. Men er det nu helt rigtigt? Vi har kigget på et nyt svensk forskningsstudie.

Nu viser et svensk forskningsstudie, at halm ikke længere er så slemt, som mange gik og troede.

Det beror på misforståelse

Mange studier har hidtil konkluderet, at halm var no-go til heste med mavesår. Men i følge det svenske fagmagasin Veterinär Magazinet.se, er dette en skrøne, der beror på en misforståelse. Mange veterinære fagpersoner har nemlig tolket forkert på de eksisterende forskningsresultater. Og netop dette understøttes nu i et forskningsprojekt, der er afsluttet i vinter 2019 i Sverige. Her har forskere undersøgt om heste, der får halm som en del af deres grovfoder (sammen med hø/wrap), har større risiko for at udvikle mavesår.

Halm er ikke synderen

Den svenske undersøgelse viser, at en foderstand indeholdende halm af god hygiejnisk kvalitet, ikke forårsager flere mavesår, end hvis halm ikke er inkluderet i fodertilstanden. Dette betyder, at fodring med halm som supplement til andet grovfoder fremover, stadig kan anbefales for eksempel som grovfoder til heste, der let bliver overvægtige.

Gavn af tørstof og tyggetid

I undersøgelsen viser det sig også, at hesten har god gavn af tørstoffet og tyggetiden i halmen. Blodprøver, der er udtaget under studiet viser også, at hesten har en mere jævn udskillelse af fordøjelse-sekreter ved tildelingen af halm, samt at halmen nedsætter den “glubske” ædeadfærd, som visse heste praktiserer, når de tildeles reducerede mængder af stråfoder, fordi de er overvægtige.

Så det kan konkluderes, at heste sagtens kan få halm som en del af deres grovfoderration, også selvom de har et mavesår allerede. Det er dog vigtigt at bruge byghalm af en god, støvfri og hygiejnisk kvalitet.

Læs mere om studiet her:
https://www.veterinarmagazinet.se/…/halmfoder-ger-inte-has…/

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.
Laura er uddannet kandidat i socialvidenskab og projektledelse. Laura er aktiv dressurrytter og rider en del stævner på sin 19-årige vallak. De fleste af sine ideer til artikler får hun imidlertid, når hun muger ud. Som skribent, brænder hun for at formidle aktuel hesteforskning fra ind- og udland, samt give sine læsere indblik i nye tendenser og trends i ridesporten.