Populariteten af bidløse hovedtøj har været stigende i de sidste par år, hvor mange ryttere vælger at ride bidfrit af hensyn til deres heste. Ud over anekdotiske og personlige præferencer har der imidlertid været relativt få undersøgelser, der direkte sammenligner virkningerne af bidløse kontra traditionelle trenser i forhold til hestens komfort og velvære… Indtil for nyligt. Vi gennemgår den eksisterende forskning her.

Undersøgelse #1:

I den engelsk undersøgelse; “Comparison of Behaviour Exhibited by Horses Ridden in Conventional Bitted and Bitless Bridles“, sammenlignede forskere adfærd hos heste, der blev redet på henholdvis bidløs trense og almindelig 2-delt bid. I undersøgelsen red én rytter 12 heste to gange; en gang med hver af trenserne.

Forskerne optog video af forsøgene og havde på forhånd udvalgt seks negative adfærdsmarkører: Halepisken, åben mund, spark, trækken i tøjlen, at slå fra med hovedet og at gå væsentlig under lod. Disse klassifikationer brugte de til at måle ridtene på den almindelige og den bidløse trense.

Forskerne konkluderede, at hestene faktisk var mere tilbøjelig til at udvise negativ konfliktadfærd, når de blev redet bidløse end med bid.

Bias ved forsøgene

Men, som tidsskriftet Yourhorse.co.uk også konkluderer i forhold til undersøgelsen, så har studiet nogle helt klare ulemper. Det kan eksempelvis være rytterens påvirkning eller manglende erfaring med at ride bidløst, der udløste konfliktadfærden. Et andet problem var, at forskerne, der scorede videoerne, tydeligt kunne se, hvilket hovedtøj hesten var iført.

Undersøgelse #2:

I en anden nyere undersøgelse, kaldet “Horses’ voluntary acceptance of rein tension with various bitless bridles compared to a single-jointed snaffle bit“, som blev præsenteret på 2017 International Society for Equine Science, sammenlignede forskerne effekten af tøjletryk fra seks forskellige hovedtøjskombinationer, som både var med og uden bid.

De 21 heste, som deltog i undersøgelsen, var hver udstyret med en ‘rulle’ og en spændingsmåler, som tøjlerne var knyttet til. Tøjlerne var lange nok til at give hestene mulighed for at have hovedet 5-10º foran lod, og simulerede positionen af rytterens hænder.

Spændingsmåleren gav mulighed for at måle den kraft, hestene trak i tøjlerne med. Heste blev lokket med mad for at få dem til at strække nakken og trække mod tøjlerne så langt, de havde lyst til.

Forsøgene blev stoppet når enten hestene havde forsøgt at nå maden og var ophørt med at trække i tøjlerne, eller efter et minut for de mere madglade heste.

Forskerne gentog dette eksperiment med hvert hovedtøj på hver hest tre gange dagligt i tre dage i træk for at redegøre for eventuelle fejl i forsøgene og for at vænne hestene til de bidløse trenser.

Forskerne foretog derefter en statistisk analyse for at se, om der var signifikante forskelle i mængden af spænding, hestene var villige til at lægge tøjlerne ved hvert af de forskellige typer hovedtøj.

Tanken var, at hvis hovedtøjet var bidløst, ville hesten være villig til at lægge mere spænding på tøjlerne, fordi det vil forårsage mindre ubehag for dem.

Samme pres – men mere med sidepull

Problemet var bare, at forskerne generelt ikke fik ret i denne påstand. Tværtimod sås det, hvordan hestene påførte det samme tryk uanset om de havde en bidløs eller almindelig trense på – med undtagelse af sidepull, som forskerne også testede. Den ville de som udgangspunkt ikke trække lige så meget i som de andre.

Denne konstatering antyder, at den bidløse hovedtøj muligvis ikke, som det ellers kunne forventes, er rarere for hesten, fordi det stadig kan lægge en betydelig mængde pres på hestens næseryg og nakke, afhængigt af hovedtøjets design.

Konklusionen må således være, at bidløse hovedtøjer kan være lige så hårde for hesten, som almindelige trenser: det afhænger af rytterens påføring af pres via tøjlerne.

Læs også: Hvem har ansvaret for brugen af bid?

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.
Laura er uddannet kandidat i socialvidenskab og projektledelse. Laura er aktiv dressurrytter og rider en del stævner på sin 19-årige vallak. De fleste af sine ideer til artikler får hun imidlertid, når hun muger ud. Som skribent, brænder hun for at formidle aktuel hesteforskning fra ind- og udland, samt give sine læsere indblik i nye tendenser og trends i ridesporten.