Hvor mange gange har vi dressurryttere ikke hørt sætningen; “Det skal se let ud”? Og hvor mange gange har vi ikke siddet på sofaen og set verdensstjernerne ride ned af midterlinjen med hvad, der ligner 2 gram tøjlekontakt i hver hånd? Hvordan gør de det? Vi kommer her med en mulig forklaring…

Det er netop i disse frustrerende øjeblikke, at vi skal huske på den sande dybde i det, vi prøver at opnå med hesten. At få noget så svært, så kompliceret og fysisk krævende til at se så let ud…

Citat fra Horselistening.com (oversat)

Det ER svært

Vi gætter på at du, ligesom os, fra tid til anden har spurgt dig selv hvorfor, du ikke kan få det til at se lige så let ud som Bachmann og Dufour. Det er svært ikke at føle sig håbløs eller frustreret, når barmen gynger op og ned, du er rød i hovedet som en kogt tomat og prøver at sidde stille med dine hænder i din nedsidning. Let og elefant, som man siger.

Og der er ingen grund til at lyve overfor dig selv: Dressur er sk.. svært! Og det er netop i disse frustrerende øjeblikke, at vi skal huske på den sande dybde i det, vi prøver at opnå med hesten: At få noget så svært, så kompliceret og fysisk krævende til at se let ud.

Når det kommer til det, så ved du godt, hvor meget blod, sved og tårer dressur kræver. Og nå du ser Dufour, Werth eller Dujardin dansende på deres firbenede verdensstjerner, så er du faktisk vidne til et mindre mirakel, som kun ganske få kan opnå.

Læs også: Carl Hester: Brug dine penge på undervisning i stedet for dyre heste

For udefrakommende ser det let ud

Ja, de gode ryttere får det til at se ubesværet og let ud. Men de har også stjerneheste til rådighed og et uendeligt budget til undervisning. Vi andre rider på ‘almindelige’ heste, som har deres egne motiver, ønsker og arbejdsmoral. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er vi nødt til at arbejde med det vi har, udvikle vores hestes styrker, minimere deres svagheder, holde dem glade og entusiastiske.

Men kig nærmere på stjernerne, og du vil bemærke, at sveden drypper fra deres bryn, deres vejrtrækning er lige så besværet som din egen, og at de bliver lige så overraskede, som du selv gør, når de finder ud af, at de har vundet klassen. Den følelse går igen på tværs af niveauer. Husk dig selv på det.

Når tingene er svære, er du godt på vej

Du ved, at du er på det rigtige spor, når ting bliver vanskelige. Jo mere du udvikler din evne til at kommunikere effektivt med hesten gennem din krop, jo mere kompliceret bliver de tekniske aspekter af din ridning. Det er her du udvikler en dybere forståelse af forskellen mellem at noget er “enkelt” og “let”.

Forskellen på enkel og let er.. enkel

Ja, det ser let ud at få en hest til at bytte galop på buet spor. Det er jo meningen med dressuren (eller galskaben, om man vil). Men det er ikke det samme som at tro, at det er en enkel øvelse. Tværtimod er det en af de sværeste, der findes, fordi den kræver styrke, koordination og balance. Det kræver, at du ved, hvornår hesten er på plads, hvornår på linjen changementet skal placeres og om hesten er klar til øvelsen. Der er mange ting, der spiller ind, og som skal koordineres på samme tid, derfor er det langt fra en enkelt øvelse. Men det skal se let ud. Kan du se forskellen? Det er svært og langt fra enkelt. Men så ville dressuren jo også være kedelig, ikke?

Husk dig selv på, at det faktisk er en god ting, hvis tingene er svære. Det betyder bare, at du er kommet langt. Og husk så også, at der ligger mange arbejdstimer bag at få tingene til at se lette ud.

Læs også: Benløfter vs. rygløfter – Hvad er bedst?

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.