Der er opstår hele tiden nye impulser i ridesporten. Impulser, som fødes ud af et behov for heste med mere gangkapacitet, der kan levere større præstationer og økonomisk overskud på bundlinjen. En af hestesportens mest fremtrædende advokater for god hestevelfærd er Claus Toftgaard. Vi har mødt ham og taget en snak om moderne ridehestes problemstillinger og vores ansvar som ryttere. For Claus er budskabet klart: alt for mange rideheste bliver aflivet i dag på grund af forkert ridning og træning  

Claus Toftgaard har aldrig været i tvivl om, at hestene skulle være omdrejningspunkt for hans liv. Drømmen var at blive berider, men en rygskade under træneruddannelsen slog ham helt ud af kurs og satte en stopper for hans videre færd i faget. Men selvom livet tog en drejning for ham, formåede han at vende det negative til noget positivt. Claus uddannede sig nemlig til træner og til human- og hestefysioterapeut. Et valg han aldrig har fortrudt. Med sin uddannelse i bagagen har Claus ét enkelt mål for øje: At forbedre velfærden for danske rideheste.  

Moderne rideheste har hold i nakken  

Claus er således en mand, med meget på hjerte. Og det er et hjerte, der brænder for at lære fra sig. Vi spurgte ham om, hvilke problemer han ser flest af hos moderne rideheste. Og her var svaret klart. Et problem han meget ofte støder på i sin bevægeanalyse er heste, der har spændinger og låsninger i nakke og kæbe. 

“Jeg møder alt for mange heste, der går rundt og har hold i nakken. Det får de af den måde, vi træner og rider dem”, fortæller han og tilføjer: Hestens hals og hoved er i høj grad dens balancestang. Hvis hesten har problemer i disse områder, kan der opstå overbelastninger i sener og led, hvilket får den til at spænde op og kompensere andre steder i kroppen.”  

Masser af heste er ifølge Claus ikke i stand til at dreje nakken og stille korrekt i ganachen, når vi rider dem. I stedet drejer de i hele kroppen, fordi de er låste i nakken. Denne låsning forplanter sig videre til resten af kroppen og gør, at vores heste går rundt med kronisk smertetilstand, som ofte kan ses i hestens udtryk i og omkring øjnene som et ”pain face”. 

Mange hestes nakkespændinger skyldes forkert ridning. Og Claus oplever tit, at selv ryttere på top-niveau, med et dygtigt og kompetent trænerteam i ryggen, slet ikke er klar over, at hesten er låst i dette område. Claus ser det som et udtryk for, at der mangler viden om hestens biomekanik i sporten, og at alt for mange ryttere får undervisning af beridere og trænere, der ikke er dygtige nok til at spotte heste med låsninger i kroppen. Vi lærer med andre ord, at så længe hesten er til bidet, og går frem for hjælperne, er alt ok.  

“Mange ryttere er nærmest angste for at deres hest slår fra og tager hovedet op under ridning. At tingene lige pludseligt ikke ser pænt ud eller at de mister kontrollen kortvarigt. Derfor lærer vi, at have alt for meget kontakt til hestens mund.”  

Ifølge Claus har mange ryttere tendens til at have for meget fat i hesten fortil, uden de egentlig er klar over det, fordi det er noget, vi har lært siden, vi var nybegyndere. Der foregår således rigtig meget utilsigtet manipulation af hestens mund, nakke og kæbe. Og vi tror, at det er sådan, ridning skal være, fordi det er sådan vi lærer det af vores trænere.  

90% er ikke stærke nok  

Det er et problem, at vi grundlæggende lærer at ride hesten med for meget tøjlekontakt, og at vi lærer at ride hesten ind i de samlede gangarter for tidligt. Resultatet af dette bliver, at hesten kommer til at gå i en meget snæver ramme fortil, hvilket op imod 90% slet ikke kan bære ifølge Claus. Vi tror fejlagtigt, at vores heste er afspændte og løsgjorte, men når vi først får kigget rigtigt på dem, viser billedet noget andet.  

De får ondt i kroppen, fordi deres brystkasse, den nederste del af halsen og ikke mindst musklerne omkring brystbenet, ikke er trænet til det. Hesten tager måske hovedet ned, men den strækker og løfter stadig ikke den nederste del af halsen og brystkassen. Det samme ses hos mange heste, der er låste i syvende halshvirvel og første brysthvirvel. Derfra løber nerverne til skuldrene og forbenene. Heste har ingen kraveben, derfor hænger skuldrene i muskler, scener og bindevæv (også kaldt fascia), som alle er genstande for meget negativ manipulation, hvis hesten er redet forkert.  

 “Vi skal lære at træne vores heste rigtigt fra bunden. Vi skal lære, at det løsgørende arbejde er fundamentet for al god ridning. Vi ser alt for mange forholdte heste, der går cirkusgangarter, fordi folk ved ikke bedre. De lærer af deres træner og dressurbedømmelserne, at god ridning skal se sådan ud.”  

Før avlede vi Fiat’er, nu avler vi Ferrarier  

Vi spurgte Claus om, hvad han ser som den største forskel i ridesporten fra for 10 år siden og op til i dag. Kigger vi tilbage på ridningen for 10-20 år siden, er der ifølge Claus sket en kæmpe udvikling i bl.a. avlsarbejdet. I dag har vi fået meget mere atletiske heste. Vi er gået fra en Fiat til en Ferrari. Problemet er bare, at vi mangler kørekortet til at kunne betjene så meget power. Det er noget, Claus mener, er et problem for mange ryttere.  

“Moderne heste er meget sensitive gangmaskiner. Hvor vi før skulle bruge masser af energi på at ride gang ind i hestene, skal vi i dag arbejde på at tage gangen ud af dem, fordi mange af dem simpelthen ikke får den tid, der skal til for at bygge deres krop op.”  

Det er denne nye form for hestetype, som mange har problemer med i dag. Tit og ofte er de hypermobile i deres led, hvilket giver stor flotte gangarter med høje knæløft og dybe rygge. Vi har problemer med at håndtere de store gangarter. Det nytter nemlig ikke noget, at vi træner og rider dem, som vi gjorde i gamle dage. Det er vigtigt, at vi bliver bedre rustet til at varetage god og fornuftig træning af denne type heste og ikke lader os forblinde af, at det skal se godt ud.  

Vi skal med andre ord bruge meget mere tid på grundridning og først bruge de store ‘gangartsgear’, når vi er langt nok i hestens uddannelse til at de kan bære det. Claus mener, at vi bliver nødt til at spørge os selv, om det her er godt for hestene. At have så store gangarter kræver, at vi rider med vores fornuft og ikke vores forfængelighed. Det er også derfor, at Claus selv på mange måder har meldt sig ud konkurrenceridningen. Han kunne ikke stå inde for den måde, dressurheste bliver bedømt på og trænet på.  

“Der bliver aflivet alt for mange heste på grund af forkert træning og ridning. Vi må ned og rode med detaljen og træningen, hvis moderne dressursport skal været et sted, hvor hesten kan få et værdigt liv, og jeg har lyst til at deltage.”  

Et af Claus’ store forbilleder er den olympiske guldmedaljevinder Carl Hester. Claus har selv haft fornøjelsen af at ride hos Carl, og han beskriver den tid, som en af de mest lærerige perioder i hans rideliv. Hvad Claus godt kan lide ved Carls træningsfilosofi er hans evne til at mærke sine heste på et andet niveau og kombinere det med horsemanship.  

“Carl (Hester, red.) var bl.a. med til at give mig troen på, at man godt kan ride dressur på højt plan uden overgreb på hesten. Det har været en personlig rejse for mig. Jeg tror på, at man kan få et godt partnerskab med sin hest og ride på højt niveau uden at bruge uhensigtsmæssige metoder.”  

Vi trænger til et opgør med moderne dressurridning  

Hvis det stod til Claus, har vi brug for at kigge dybere på træningsmetoder og avl af hypermobile heste. Og samtidigt skal bedømmelser i dressurverdenen også sætte større fokus på, at hestene til stævnerne er løsgjorte og ‘glade’ atleter. Nogle af udfordringen er, at dommerne ikke dømmer efter løsgjorthed og muskulering. Hvis det stod til Claus, burde dressurdommerne se hesten uden sadel efter programridningen, så der kunne blive lavet en reel vurdering om hvorvidt hesten er trænet korrekt. Om dette siger Claus:  

 “Så skal sadlen af, for den vigtigste del af et dressurridt gemmer sig under sadlen. Det er så afslørende, om hesten er bygget rigtigt i forhold til, hvad vi beder den om.”  

Ifølge Claus kan du også selv tjekke efter, om din hests muskulatur er symmetrisk. Hvis du stiller dig bag ved den og kigger over ryggen, kan du se om der er symmetri i dens muskulatur. Desuden bør skulderbladene være lige høje, ellers er der tale om ubalancer i træningen. Derudover skal hestens muskulatur fremstå jævn og ensartet på begge sider. Der må ikke være buler eller hævelser nogen steder. Du kan også tjekke bækkenets tilstand, når hesten står lige på benene. Så burde bækkenet nemlig også være lige. Sidst men ikke mindst får du også en god indikation på, om din hest har spændinger i ryggen, ved at køre en blød tommelfinger ned langs rygsøjlen. Hvis hesten giver efter undervejs, kan det skyldes låsninger eller ømheder i ryggen.  

“I virkeligheden bør vi som ryttere hele tiden stille os det spørgsmål, om vi har et fair samarbejde med hesten. Jeg synes, vi mangler en ydmyghed i forhold til vores heste”, konstaterer Claus. Vi har så uendeligt meget at takke hestene for. Både hestene i sporten og de heste, der bruges til terapi- og handicapridning og alle andre former for samvær, fortjener, at vi behandler dem med respekt, tålmodighed og ydmyghed. Hestene længe leve! 

Læs også: Michael Sinding: Man skal skynde sig langsomt med heste

Gendelt artikel fra december 2019

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.