Viser din hest tegn på at være stresset, for eksempel ved at være urolig eller sur? Der er mange faktorer i hestens hverdag, som kan være med til at stresse den. Det betyder imidlertid også, at der er meget, du kan gøre for at hjælpe den af med problemet. Her er fem forhold, du især kan overveje.

Lad hesten vælge sin flok selv

Heste er som bekendt flokdyr og har derfor brug for social kontakt med andre heste. Men det er lige så vigtigt, at en hest har mulighed for at trække sig fra flokken, hvis den ikke føler sig tilpas.

Ofte inddeler vi mennesker hestene i mindre flokke og de enkelte folde bliver mindre, fordi man må dele det samlede foldareal op. Det betyder, at hvis hesten ikke bryder sig om sin flok, kan den ikke komme væk – og det kan stresse den. Lukker man i stedet flere heste ud på en større fold, har den enkelte hest bedre mulighed for selv at finde sine venner og tage afstand fra de heste, den ikke bryder sig om. På den måde vil der blive skabt en naturlig flokstruktur bestående af mindre, harmoniske flokke, hvor alle heste trives og slappe af.

Giv hesten frihed

At kunne bevæge sig frit er lige så naturligt for en hest som at indgå i en flok. Jo mere hesten står inde i en boks, jo større er chancen også for, at den bliver stresset og tilegner sig unoder. Når hesten derimod går ude og har godt med plads, kan den gøre, hvad der falder den ind: græsse, slappe af, slå rumpen i vejret eller nappe sin foldkammerat bagi. Det kan den ikke i samme omfang, når den står inde i en boks. Selvfølgelig kan det være nødvendigt at have hesten stående inde en del af døgnet, men har man en hest, der er sur eller urolig i boksen, er det et tegn på, at den mangler naturlig aktivering – og det får den særligt ved at gå ude, hvor den kan bevæge sig frit.

Hold hesten beskæftiget

Nogen gange er man imidlertid nødt til at lade sin hest stå inde en del timer, og her bør man sørge for at hesten ikke kommer til at kede sig.

Den bedste måde at holde en hest beskæftiget er ved at lade den æde. Heste er nemlig skabt til at tygge på noget i op til 14 timer i døgnet. Når det kommer til grovfoder, kan et hønet med små masker være godt til at forlænge hurtigædende hestes tyggetid. Har man råd til at give sin hest wrap eller hø ad libitum – og har man en hest, der kan tåle det – er det klart at foretrække. Det vil nemlig gøre, at hesten altid har noget at tage sig til. Eventuelt kan det erstattes af frøgræs eller halm, der er mindre energi i.

En mulighed er også at forære hesten et stykke legetøj, for eksempel et pibedyr, som man lægger i boksen eller hænger op i en snor. Man kan også købe en bold eller en slikkesten specielt lavet til heste. Et stykke lejetøj vil dog aldrig kunne stimulere hestens naturlige behov for at tygge i noget – det kan kun grovfoderet – men kan være et udmærket supplement.

Variér hestens hverdag

At skabe variation i hestens hverdag er noget af det bedste til at forebygge eller afhjælpe stress. Godt nok er hesten et vanedyr, og de fleste kan nok nikke genkendende til, at tingene i hestens verden helst skal foregå, som det plejer. Men den har også brug for, at der sker noget nyt i løbet af dagen – særligt hvis den står meget i boks.

Det bedste man kan gøre, er at variere den daglige træning. Er man primært banerytter, skal det selvfølgelig være dér, størstedelen af træningen foregår. Lige så vigtigt er det dog at lade hesten opleve verden uden for banen engang imellem. Tag for eksempel hesten med ud på en tur en gang om ugen, hvor den kan få lov til at opleve nye sanseindtryk. Er det nyt for jer, kan I nøjes med at trække en lille tur. Nogle bruger også longering eller bomtræning som variation, men hvis tiden er knap, kan mindre også gøre det. Blot det at tage hesten ud af boksen, strigle den lidt og sætte den ind igen er med til at skabe variation fra timerne i boksen.

Kend hestens temperament

Sidst men ikke mindst handler det om at kende sin hests temperament. Hvor nogle heste stresser mest af ved at kunne kigge ind til naboen, ud på gårdspladsen eller følge med i, hvad der foregår i stalden, trives andre bedst med, at der er ro omkring dem. For at hjælpe din hest af med stress er det derfor alfa og omega at lære dens sind og personlige behov at kend – for først når du virkelig kender hesten, kan du vide, hvor du skal sætte ind.

Gendelt artikel fra oktober 2018

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.