Har man med heste at gøre, så ved man, at tillid er et meget vigtigt nøgleord. Har du ikke tillid til dig selv, så er nervøsiteten kun en hårsbredde væk, fordi du ikke stoler på dine egne evner i sadlen. Det forklarer manden, der vel nok er det, der kommer nærmest på en ægte hestehvisker, Monty Roberts.

“Vil du have et godt forhold til din hest, så må du starte med at få et godt forhold til dig selv.”

– Monty Roberts

Har du tillid til dig selv?

Kender du det med, at du føler, at lige om lidt så eksploderer din hest? Løber væk, springer til siden, kaster dig af? Kender du det dér med, at du kommer til at overanalysere, hvad der potentielt kan ske i en situation, hvor du er i sadlen, imens din hest reagerer? Det skete ikke, men du når at tænke tusind tanker, og måske når du faktisk også at blive temmelig nervøs, inden du springer ned fra din hest. Hvis du kender de scenarier, så har du højst sandsynligt mistet tilliden til dine egne evner – og du bliver nødt til at træde et par skridt tilbage og se på dig selv, før du kan gå videre.

Din hest vil ledes

Din hest er indrettet sådan, at den ønsker at kommunikere med dig. Den vil ledes, men ikke domineres. Den skal med andre ord kunne se det hensigtsmæssige i, at det er dig, der er leder, og dig, den skal følge. Hvis din tillid har svigtet dig, kan du ikke være den leder over for din hest, som du gerne vil være – og som du bør være. Hvis man ikke tror på sig selv, så kan hesten nemlig mærke det, og så ved den rent instinktivt, at du ikke er god at følge lige nu. Heldigvis er det aldrig for sent at arbejde på tilliden, men det kræver først og fremmest, at man er i stand til at se indad og agere på, hvad man som rytter kan mærke, der tricker en. Er din hest måske i virkeligheden en lidt for stor mundfuld i forhold til dit temperament? Eller sidder der en gammel, grim oplevelse, som du ikke har fået bearbejdet? Vil du have et godt forhold til din hest, så må du starte med at få et godt forhold til dig selv.

Heldigvis er det aldrig for sent at arbejde på tilliden, men det kræver først og fremmest, at man er i stand til at se indad og agere på, hvad man som rytter kan mærke, der tricker en.

Start på jorden

Hvis du efter en grundig omgang selvransagelse er kommet frem til, at du og din hest er et godt match, og det faktisk bare er dig, der har mistet troen på dine egne evner, så kan du starte med at bygge tilliden op fra jorden – bogstaveligt talt. Træn din hest fra jorden, strigl den i laaang tid, eller gå en hyggelig tur i skoven med den. Vis den, at du er til at stole på, og at der kommer noget godt ud af, at den stoler på dig. Og husk så på, at din hest aldrig gør noget forkert for at irritere dig. Den flytter sig blot efter dit nonverbale sprog. Når din hest igen kan mærke dig – fordi du kan mærke dig selv – så er I klar til at gå videre med ridningen.

“For at kunne lytte til hesten, skal man kunne lytte til sig selv.”

– Monty Roberts

Læs også: Ramus Bagger: Sådan bliver du en psykisk stærk rytter

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.