“Bøj hesten væk fra det, den er bange for” eller “Bare rid hurtigt forbi det, der gør den nervøs”. Du kan måske genkende det fra rideundervisningen eller bare den daglige håndtering af din hest, men det er ikke sikkert, det er den bedste metode. Hvert fald ikke hvis man spørger Michelle Lindenskov, der blandt andet udgiver podcast om hestetræning. Hun opfordrer alle hesteejere til at træne deres heste i at være nysgerrige, fordi det i sidste ende sikrer roligere rideture.

Læs også: Sådan lærer du din hest at håndtere stress

Føl udforsker det hele

Føl er som så mange andre dyrebørn født med en naturlig nysgerrighed for omgivelserne. De skal lære, hvad der er farligt, og hvad der ikke er, og derfor skraber de for eksempel i underlaget for at se, om det er sikkert at gå på. Med tiden forsvinder den undersøgende adfærd, men som Michelle Lindenskov forklarer, så kan det være nyttigt at holde fast i det, fordi det resulterer i et lavere stressniveau. Michelle forklarer det sådan her:

“En hest, der er trænet til være nysgerrig vil ofte undersøge i stedet for at flygte.”

Otte tips til at lære din hest at udforske verden

  1. Start med at finde ud af, hvad der motiverer din hest. Måske er den vild med godbidder, en yndlingsøvelse eller en ordentlig omgang nus, og brug det som ros i din træning.
  2. Sørg for, at du selv har det rigtige mindset. Det kan virke skørt at lade hesten snuse og puffe med mulen til en rød spand, men for hesten er det måske første gang den ser sådan en. Hvor længe bruger du egentlig selv, når du er nysgerrig på noget? Hav det i baghovedet, når du træner.
  3. Pres ikke hesten. Hvis der er noget, der virker skræmmende, så lad hesten stå yderst i torvet og observere.
  4. Sørg for, at der ikke er en masse andre forstyrrelser. Hvis du gerne vil træne, at din hest går over en blå presenning på ridebanen, så lad være med at forsøge første gang i stormvejr eller når den store traktor kommer og fjerne møddingen – så vent hellere til en dag med mere ro.
  5. Start fra jorden før du udvider øvelsen ved at sidde på hesten.
  6. Det hele skal foregå i trygge rammer og måske med en velkendt genstand, hvis det er helt nyt for din hest at udforske sin nysgerrighed.
  7. Lad hesten både skrabe, bide, puffe og vælte genstanden og giv den plads til at trække sig, hvis det bliver for meget.
  8. Sidst men ikke mindst: Husk at rose hver gang hesten viser nysgerrighed.

Ikke alle heste er lige interesseret

Det er vigtigt at huske, at heste er forskellige. Derfor vil det naturligvis heller ikke være alle, der er lige undersøgende af natur. I de tilfælde gælder det om at gøre øvelsen mere indbydende for hesten. Måske den røde spand eller den blå presenning ikke er interessant nok, jamen så kan det være, at en pilatesbold gør tricket.

Læs også: Er din hesteopdragelse gal eller genial?

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.