Mens nogle heste kun kan tisse i deres egen boks, føler andre sig fri til at gøre det, hvor det passer dem – også med en rytter på ryggen. Til tider kan det være rart at vide, at hesten selv kan finde ud af at tømme blæren, når den er trængende, også selvom det foregår lige midt i rideturen. Dog bør det også vække en form for bekymring, når hesten gør det. Overordnet set kan tissetrangen nemlig være et symptom på tre mere eller mindre alvorlige lidelser.

1. Låste lændehvirvler

Først og fremmest kan det skyldes, at hesten har problemer med fastlåste lændehvirvler. Det påvirker de nerver, der styrer hestens blære, og dermed opstår problemet. Det handler ikke om, at hvirvlerne er ude af led, men om at de låses fast i en uhensigtsmæssig position og derved klemmer på de omkringliggende muskler og nervebaner. Derved nedsættes bevægeligheden i lænden, men også nervefunktionen i de nerver, der ligger omkring. Fordi disse nerver blandt andet også fører ned til kønsorganerne, kan en hest, der ofte tisser under rytter, også have nedsat evne til reproduktion.

2. Dårligt stofskifte

Derudover kan tissetrangen også være et tegn på, at hesten har udviklet en stofskiftesygdom, der kan sammenlignes med sukkersyge hos mennesker: PPID, også kaldt cushing. Fordi sygdommen skyldes en for høj udskillelse af hormoner, påvirkes blæreren. En hest med PPID vil dog ikke bare tisse ofte, men også indtage meget væske og svede mere end andre heste. Og så vil den med al sandsynlighed også have den lange, krøllede pels (også i sommerhalvåret), som særligt er kendetegnet ved PPID-heste. Har din hest ikke det, så bør du med al sandsynlighed ikke mistænke tissetrangen som et tegn på denne lidelse.

3. Forsømt intimpleje

En sidste årsag kan være, at hestens intimpleje er blevet forsømt over en længere periode. Det gælder særligt, hvis du har en hingst eller vallak. Her handler det om at fjerne smegma, som kort sagt er det skidt og snavs, som over tid samler sig inde under hudfolderne i hingsten eller vallakkens kønsorgan. Med tiden bliver det til store, hårde klumper, som trykker på urinrøret og gør rigtig ondt på hesten. Det gode ved smegma er, at man som regel selv kan fjerne det. Det knapt så gode er, at det både er svært og en lille smule ulækkert at komme til. Her må vi dog sige: Har man anskaffet sig en hest af hankøn, så følger den opgave altså bare med. Og tænkt nu, hvis det var årsagen til vandladningerne under rideturen…

Læs mere i artiklen: Rengør vallakkens ædlere dele

LADER DU HESTEN TISSE AF?

De færreste heste tisser andre steder i deres boks – med undtagelse af, hvis de går på døgnfold, naturligvis. De ved ganske enkelt, at de nok skal komme ind i deres boks på et tidspunkt, hvor der måske er rarere for dem at lade vandet. Derfor er det vigtigt at lukke hesten ind i boksen for at give den mulighed for at tisse af inden rideturen.
Stort set det samme gælder, hvis du har din hest gående i løsdrift. Her er det bare om at trække en tur forbi læskuret – hvor der forhåbentlig ligger godt med tørt strøelse – og give hesten mulighed for at tisse dér inden rideturen.
For at vide, om din hest tisser under rideturen, fordi der er noget alvorligt galt, eller blot fordi den ikke har tisset i lang tid, så er du altså nødt til at give din hest chancen for at få det ordnet inden rideturen.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.