Drømmer du også om en sommerferie med din hest, hvor I rider rundt i den danske natur måske sammen med nogle gode ridevenner? Men… kan du også blive helt forpustet over, hvor bøvlet det kan virke? Der skal jo både pakkes foder og vand til flere dage. Hvad med overnatning til både dig og din hest? Og hvordan får du selv et bad og noget mad? Spørgsmålene er mange og kan få de fleste til at opgive. Netop det ønsker Trille Andersen at lave om på med sin virksomhed Horsebnb, hvor der kan bookes ferie med hest.

Ideen opstår

Det er egentlig en lidt trist omstændighed, der får Trille Andersen til at tænke iværksættertanker. En lang periode i hjemmet grundet en kræftsygdom får hovedet til at spinne. Hun er af natur meget kreativ og elsker at sætte nye projekter i gang, hjernen står ligesom aldrig stille, som hun beskriver det. Og selvom hun på det tidspunkt i sit liv er et sted, hvor de færreste måske ville have det store overskud til noget som helst især ikke opstart af virksomhed, så sætter det ikke en stopper for iværksætteren. Da den værste kemobehandling er overstået, og Trille Andersen heldigvis er kommet ud på den anden side med gode resultater, begynder de store planer. Corona-nedlukningen bliver det springende punkt. Hendes sygdomsperiode er nemlig forlænget til oktober, for hun er selvfølgelig i risikogruppen grundet kemo og nedsat immunforsvar, så hun kan jo ligeså godt udvikle på projektet.

Før Trille Andersen blev syg, var hun en flittig westernrytter. Foto: Privat

Jeg begynder at lufte ideen til mine opstaldere, som er meget begejstrede, og så går jeg egentlig bare i gang.

Trille Andersen taler med sin omgangskreds. De skubber på, for nu er landet jo lukket ned grundet Corona, så mange flere vil naturligt nok holde ferie i Danmark. Sagt som gjort. Trille Andersen trækker i arbejdstøjet, kontakter en programmør og sammen får de en hjemmeside op at køre kombineret med et bookingværktøj, så landets hestefolk kan gå ind og oprette høhoteller og tilbyde overnatning.

Findes der noget bedre end en skøn ridetur til stranden i selskab med gode hestefolk og søde heste? Foto: Jan Havn

Hvad er formålet?

Indtil nu har der ikke været mange muligheder for at bestille en ferie med sin hest. Som rytter har man selv stået for det meste af arbejdet med at finde lokation og forplejning til både hest og rytter. Samtidig har det været svært at få det hele til at gå op inden for en pris, som den almindelige hesteejer kan betale. Mange spørgsmål har presset sig på, og det hele har virket lidt uoverskueligt. Det er netop det, som Trille Andersen vil til livs.

Det er alt bøvlet, vi skal væk fra. Det skal være nemt at tage på ferie med sin hest også for den helt almindelige turrytter.

Vil du læse mere om feriedestinationer til dig og din hest, så anbefaler vi, at du også tjekker vores annoncørbetalte artikel ud: 3 steder, du kan tage på ferie med din hest

God respons

Tilbagemeldingerne har ifølge Trille Andersen været overvældende. Hestefolk vil meget gerne have en nem måde at komme på ferie med deres hest uden at skulle betale en masse for det. Projektet har også rundet nationalt tv, da Godmorgen Danmark besluttede at hive Horsebnb ind til deres iværksætterdag. Det gav selvfølgelig projektet en del flere følgere på facebook – ikke overraskende er det alt sammen til Trille Andersen store glæde.

Det har indtil nu været lidt besværligt at planlægge ferie med sin hest, hvis ikke man kender nogen, der kender nogen. Det bliver der måske lavet om på nu. Foto: Jan Havn

Det er så fedt, at det bliver taget godt imod, og at folk ønsker at benytte det.

Drømmen er på sigt at få annoncører med på projektet og udvide til udlandet, hvor hun allerede har købt nogle domænenavne. Lige nu er det store fokus dog at finde endnu flere værter, der kan tilbyde høhoteller, og så selvfølgelig at få gang i bookingerne. Samtidig er målet, at der i fremtiden kun skal være 25 kilometer mellem hvert høhotel her i Danmark, så man kan ride fra overnatning til overnatning.

Sådan fungerer det

Book en overnatning: Du kan gå ind på hjemmesiden og bestille overnatning til dig og din hest. Hvert høhotel altså vært har skrevet, hvad de tilbyder af faciliteter. Det foregår meget ligesom, hvis du bestiller et hotelværelse, når du skal på ferie.

Bliv vært: Du kan gå ind på hjemmesiden og oprette dig som vært. Måske du har en eller flere bokse, der ikke bliver brugt, eller en fold til en eller flere heste. Der er en vejledning på hjemmesiden om, hvordan du opretter dig, og ellers kan du altid ringe og få hjælp til at blive oprettet. Det eneste krav for værter er, at der er vand tilgængeligt til hestene. Du bestemmer selv din pris, og det er gratis at oprette sig. Horsebnb tager selv 10 procent af det samlede beløb, som gæsterne betaler for en booking.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.