Tag hensyn til hinanden. Det er en naturlig selvfølge, at vi er mange på opvarmningsbanen, når vi tager til stævne. Derfor er det super vigtigt at huske at udvise go’ stil, når du rider rundt. For der er ikke mange ponyer eller heste, der bryder sig om at blive presset op imod barrieren eller at blive viftet i hovedet af en svingende hale, der kommer susende forbi. Det er vigtigt, at det er en god oplevelse at komme til stævne – også i den tid, man er på opvarmningen. Så her er lige et par gode råd til hvordan man kan vise hensyn på opvarmningsbanen. Og rådene gælder både for spring- og dressurryttere.

For nogle måneder siden bragte vi en artikel om betydningen af sløjfer i halen. Den blev læst af rigtig mange hestefolk derude, og feedback fra jer læsere gjorde os opmærksomme på et andet – og meget udbredt problem: Vi er ikke så gode til at tage hensyn til hinanden på stævneopvarmningen. På opvarmningen skal alle passe på hinanden – og særlig meget på de heste, der har en sløjfe i halen.

Læs også: Kender du betydningen af de forskellige sløjfer?

Men hvorfor er vi mindre hensynsfulde på opvarmningen? Vi tror, det handler om nerver. Man er dybt koncentreret og fokuseret på det, man skal ind og præstere lige om lidt. Og i kampens hede glemmer man måske at holde den rigtige afstand eller kigge op. Derfor får I lige et par tips til, hvordan man rider mest hensigtsmæssigt på opvarmningen.

Sådan udviser du go’ stil på opvarmningen:

Undgå at være på opvarmningsbanen, medmindre det er nødvendigt. Så er du igang med at skridte varm/af, eller skal du lige have et par ord med fra din træner, kan du sagtens gøre dette udenfor banen. På den måde undgår du at være i vejen.

Undgå at ride for tæt på andre. sløjfe eller ej – rid aldrig for tæt på. Hvis du rider med pisk, så vær lige opmærksom på, at den ikke stritter for meget. Hold den inde til kroppen eller på udvendige side.

Følg reglerne på opvarmningensbanen. Husk, at der altid rides venstre mod venstre. Stævnepladsen kan desuden have særlige regler for, hvor mange der må være på opvarmningsbanen ad gangen, at der skal rides på venstre volte osv.

Sig til hvis du gør noget uventet. Det er vigtigt, at du gør de andre ryttere opmærksom på det, hvis du foretager dig noget uventet. Altså hvis du pludselig laver en parade på hovslaget eller sætter kurs mod en oxer.

Hellere råbe for meget end at råbe for lidt, når du rider mod et opvarmningsspring. Det kan godt være, at du synes det er en smule pinligt, men tro os – dine medryttere vil takke dig i længden.

Kig op! Mange ryttere kigger ned, mens de rider. På den måde er de uopmærksomme på, hvad de øvrige ryttere på banen foretager sig. Så se op og vær opmærksom.

Læs også: Du uskrevne regler for go’ stil i ridehuset

Artiklen er oprindeligt bragt i oktober 2019

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.