Mulen puffer kærligt til din skulder. Du finder en godbid frem fra lommen og kigger forelsket ind i øjnene på din kommende bedste ven. Du kan ikke vente med at få hesten hjem, opbygge et stærkt bånd imellem jer og uddanne den til at blive lige præcis, som du ønsker det. Sådan er det nemlig at have unghest – en romantisk proces, hvor du viser vejen, og din hest troligt følger med… Eller er det? Vi har samlet en lille liste over de ting, vi godt kunne have tænkt os at vide, før vi fik unghest. Måske du kan bruge det, hvis du selv står og overvejer at få unghest?

1. Den kan som udgangspunkt intet

Det er en kæmpestor dag, når du trækker dit føl eller unghest ud af traileren og jeres rejse sammen skal til at begynde. Men hov hvorfor går den ikke? Det gør den ikke, fordi den aldrig har lært at blive trukket med længere end hen til det nærmeste foder, eller ind og ud fra fold godt hjulpet af de andre heste i flokken. Der skal nemlig en del træning til, før en hest forstår at følge med, når du går.

2. Det man tager for givet

Som udgangspunkt skal man se på sin unghest og acceptere, at den ikke ved noget som helst, og at alt hvad du præsenterer for den, er helt nyt. Og med alt, så menes der ALT. Det kommer selvfølgelig an på, hvor meget den har været i hænder, men du kan ikke forvente, at avler har trænet hverken løft af hove, striglertilvænning, at stå bundet eller trailerkørsel. Måske har den faktisk aldrig været i en boks og aner desuden ikke, hvad en smed er. Med andre ord. Det er som oftest helt forfra.

Der hygges i løsdriften. Ungheste ligger generelt mere ned, end ældre heste. Foto: Privat

3. Alt tager dobbelt så lang tid

Blot det at skulle hente sin hest på folden kan tage en rum tid. Alt skal snuses til på vej ind, for unghestes nysgerrighed er temmelig stor. De skal måske også teste dig af et par gange på turen, om du nu faktisk mener det, du siger med, at I skal ind i stalden. Måske er der en hestepære, der skal afleveres til moder jord, og så en tår at drikke, endnu et stop, kigge efter lyden af en maskine i det fjerne, se efter de andre heste, forsøge at spise en tot græs på vejen ind, og nååå ja så klør det også helt nede på venstre bagben. Hvem siger i øvrigt, at man behøver at gå rask til, når man bliver trukket med? Man kan jo også slingre fra side til side eller blot gå mikroskridt, indtil man går helt i stå…

Ungheste er som sagt meget nysgerrige og heldigvis for det, for det gør arbejdet langt nemmere. Men det er alligevel ikke alle heste, der har en stor interesse i verden omkring dem. Drømmer du om, at din hest går mere på opdagelse, så læs alle de gode tips i artiklen: Det er vigtigt at have en nysgerrig hest

4. De kan være en rigtig ‘plage’

Der er en grund til, at en unghest kaldes en “plag” fra de rammer etårsalderen, og til de er tre år. De er nemlig til tider en rigtig plage, der udover måske at nappe dig, møve sig lidt voldsomt afsted også kan være temmelig irriterende overfor de ældre heste på folden. Det afføder tit et par skræmmer på dit lille pus, men bare rolig kræet har højst sandsynligt fortjent hver og en af dem.

5. Ingen dag er ens

Du er helt oppe at køre på vej hjem fra stalden, for i dag var I ude og trække jeres første tur, og din skønne unghest tog det helt køligt. Næste dag øver du trailer med den, og den går bare lige op. Jovist det er skønt, men alt det kan være røget ind af det ene øre og ud af det andet, næste gang du med stor selvtillid begiver dig ud på landevejen med din superhest. For det er nemlig sådan med en unghest, at I sammen kan det hele den ene dag, mens der den næste dag kan være helt lukket for al kontakt. Her er det godt at huske, at det er en slags teenager, du arbejder med, og at der kommer en ny dag i morgen.

6. Kreativiteten kommer på prøve

Du drømmer jo helt sikkert tit om den dag, I skal på jeres første ridetur, men vejen dertil er altså temmelig lang. Alt afhængig af race kan de fleste heste først startes langsomt op omkring treårsalderen og især hos de tungere racer, kan man komme til at vente med tilridningen til omkring femårsalderen. Hvis du har haft hesten, siden den blev fravænnet fra sin mor, så er der mange striglere, der når at blive brugt op, inden du kommer op at sidde på den. Du skal derfor være klar på, at du kommer til at gå rigtig mange ture, og så er der selvfølgelig alt jordarbejdet, du kan kaste dig ud i. Men når diverse presenninger, spring og longering er udført til ukendeligheder, kan det blive en lille smule svært at finde på noget nyt Her er det bedste nok bare at acceptere, at nogen dage føles lidt kedelige, men at det jo stadig er en guldklump, du har anskaffet dig.

Det tager ikke så lang tid at lære de fleste ungheste at gå over presenninger og bomme. Når de kun er to år, som den på billedet, er det derfor med at finde den kreative side frem, for at aktivere både hest og rytter de næste år, inden ridningen for alvor kan komme i gang. Foto: Privat

7. Den svære træning

Så længe man bevarer det kølige overblik, så går det meste træning fint. Men der er også de svære øvelser, hvor en hesteejers egen usikkerhed kan komme til syne. Det kan for eksempel være “alene-træning” eller at trække afsted på tur alene. Det er en ret svær disciplin for en hest at lære, og nogen bliver faktisk aldrig gode til det. Alligevel er det en øvelse, som de fleste ryttere tager som en selvfølge, at de da bare rider eller trækker afsted på en tur uden andre heste. Men virkeligheden er en helt anden. En hest er som bekendt et flokdyr og et flugtdyr, så at fjerne den fra sin flok og forvente, at den bevæger sig ud i den farlige verden på egen hånd, er næsten (for hesten) som at give den dødsstødet. Derfor er det en god idé at tage et lille babyskridt ad gangen måske blot ud i gårdspladsen til at starte med og så tilbage igen, så både du og hesten ikke får ubehagelige oplevelser. Det kan nemlig være temmelig angstprovokerende at stå med en halvpanisk og vrinskende unghest midt på en landevej, hvor man ikke føler at have kontrol over situationen.

Hvis du gerne vil have inspiration til, hvordan du lærer din hest at ride tur alene, så læs vores artikel: Guide: Lær din hest at ride tur alene

8. Undgå for alt i verden at have travlt

Det kan sjældent betale sig at have en stram bagkant, når man arbejder med heste, og det gælder især med ungheste. De har som nævnt ikke en dag, der er ens, så den ene dag tager trækketuren måske et kvarter, hvor den næste dag tager en time, fordi hesten nægter at gå forbi en jordbunke. Har du ikke så meget tid en dag, så lav det du med sikkerhed ved, at den accepterer. Hvis selv en velkendt og simpel øvelse viser sig at være et problem, så luk hesten på fold igen og kom tilbage en dag, du har bedre tid – også selvom det betyder ingen træning den næste uge.

9. Det tætte bånd er det hele værd

Som ejer af en unghest er du primær person for den. Måske har den kun kendt avleren før dig, så du er i bund og grund alt, den har at støtte sig op ad. Du står derfor med et stort ansvar for at vise vejen, og gør du det med respekt, så følger din nysgerrige unghest meget gerne med. Det er nemlig en ganske særlig oplevelse, når det går op for dig, at din hest faktisk godt ved, hvem lige præcis du er og følger dig, hvor end du går. Måske kunne den heller ikke de basale ting, da du fik den som foreksempel at løfte hove eller blive striglet, men et år senere longerer du den, den kan stå bundet, og I går ofte ture sammen – det er en fantastisk følelse, at du som hesteejer har lært den alt det. Når ungheste-mulen rammer din kind, så kan vi godt love her fra redaktionen, at så smelter hesteejer-hjertet en lille smule.

Vil du gerne have inspiration til, hvordan du træner din hest i lange liner, så læs vores artikel Lange liner: 10 tips og øvelser

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.