Mon ikke, du har hørt det før: “Den skal blive bedre til at bruge sin overlinje!”. Selvom din træner sikkert har fortalt dig tusindvis af gange, hvad det handler om, så kan det nogengange hjælpe at høre det igen eller få det formuleret på ny. Vi hjælper dig på vej, så du kan få din hest til at bruge sin overlinje – eller måske blot bruge den endnu bedre end den gør i forvejen.

Forudsætninger

For at lære en hest at bruge sin overlinje, må man som rytter forstå, hvad der egentlig menes med det. Det handler ikke blot om at forlænge sine tøjler og håbe på at hesten søger frem og ned. Hesten skal arbejde korrekt ved at bevæge sig fremad og søge ned til den kontakt, som biddet formidler mellem hestens mund og rytterens hånd.
Hestens evne til at gå i en dyb ramme afhænger derfor af dens uddannelsesniveau, alder og fysiske såvel som mentale sammensætning. En ung eller urutineret hest vil med al sandsynlighed have svært ved at bruge sin overlinje i begyndelsen, ganske enkelt fordi den mangler muskler og balance til det. Derfor tager det tid at lære sin hest at bruge sig korrekt – men det kan betale sig at være tålmodig.

Når hesten bruger sin overlinje

Når en hest formår at bruge hele sin overlinje, så bruger den først og fremmest sine bagben til at skubbe sig frem og henover jorden – i stedet for at bruge sine forben til at trække sig frem. Når bagbenene aktiveres og bliver det bærende element, vil hesten også løfte sin ryg. Det bevirker, at hesten ikke bøjer i sin nakke, fordi et hiv i tøjlen tvinger den til det, men fordi ryggen er løftet og resten af hals- og nakkehvirvlerne følger den buede form. Når hesten går korrekt, skal den derfor danne form som en blød bakketop, næseryggen skal være placeret foran lod og kontakten mellem hestens mund og rytterens hånd skal være helt let.

Sådan gør du

Når du skal i gang med at lære din hest at bruge sin overlinje , så er det lettest for jer begge, hvis du rider den ind på en volte. Herunder er tre trin, som forklarer, hvordan du kan gøre:

  1. Læg ud med en 20 meter-volte i trav eller en 10 meter-volte i skridt. Brug din indvendige hånd og dit indvendige ben, så hesten danner en buet form. Formen skal følge volten og peger en smule ind mod midten. Dit udvendige ben skal ligge lige bag gjorden for at støtte bagparten i ikke at falde ud. Din udvendige hånd skal have en stabil, men ikke hård kontakt til biddet.
  2. Prøv derefter at ride ud på en større volte. Brug dit indvendige ben til at gøre den større og større, og brug fortsat det udvendige ben til at holde bagparten på plads.
  3. I takt med, at du gør volten større, kan du forsøg at gøre dine tøjler længere. Hvis hesten følger biddet i en fremad- og nedadgående retning, så gør den det helt rigtige. Hvis den ikke gør det, kan du igen gøre volten lidt mindre, men fortsat have forlænget din tøjle. Vær hele tiden opmærksom på, om hesten lytter til dine ben og din vægt – for det er disse, som skal være de primære hjælpere. Det vil til sidst få hesten til at forstå, at den skal bruge sin bagpart fremfor sin forpart.

Hvordan skal det føles?

Når hesten bruger sin overlinje, føles den afslappet og blød men ikke træt eller tabt for energi. Den føles derimod energisk og elastisk, men uden at være anspændt. Nogle mener at det føles lidt som at ride ‘op ad bakke’, og nogle synes, at kontakten til hestens mund bliver så let, at “det føles som at holde den i en sytråd”. Andre beskriver det som, at hestens nærmest glemmer alt omkring den og udelukkende er opmærksom på sin rytter. Uanset, hvordan du synes det føles, kan vi godt blive enige om, at det føles helt fantastisk!

Artiklen er oprindeligt bragt i december 2018

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.