Der er mange forskellige discipliner indenfor hesteverdenen, og man kan hurtigt komme til at holde sig til sin egen disciplin og glemme at udvide sin horisont, og dermed lære fra ryttere der har fokus på andre ting end sig selv. Det har vi, her på redaktionen stor erfaring med, og synes at det er en vigtig ting at huske på.

Lær af hinanden og varier træningen

Der er så meget, vi kan lære af hinanden – både af dem der er i samme disciplin, men også dem der er i en helt anden disciplin end os selv. Du kan sagtens få en masse inspiration af en islænderrytter, selvom du selv er dressurrytter. Det er nemlig en stor fordel at kunne trække på andre discipliner og træne sin hest (og sig selv) i at lave nogle anderledes ting. Dette kan nemlig give inspiration til andre, interessante træningsformer, men også til tilgangen til det at have hest, og hvordan du træner din hest.
Der er nemlig både store fordele for dig såvel som for din hest, hvis i varierer jeres træning og ikke bare laver de samme dressurøvelser alle ugens syv dage. Her kan det være godt at få ideer fra andre discipliner og prøve sig frem med for eksempel nogle springøvelser eller at ride helt let for tøjlen.

Hvis du leder efter et godt træningsprogram, kan du få inspiration når Inrid Klimke deler ud af sine træningstips der holder en dressurhest glad.

Dressur- og islænderridning

Der er mange forskelle mellem dressur- og islænderridning, og disse verdener er ret forskellige. På trods af dette er der meget disse to discipliner kan lære af hinanden:

Islænderridning

  • Gangartstræning
  • Naturen som en del af træningen
  • Afslappet forhold til hestene
  • Afvekslende træning, og glade heste

Dressurridning

  • Dressurøvelser
  • Struktur af træning
  • Fokus på forskellige muskelgrupper og træning af disse
  • Smidighed
Islænder der tölter i naturen. Foto: Stock
Dressurhest på banen. Foto: Stock

Når man, for eksempel rider islændere, er det stadig vigtigt at have styr på de basale dressurøvelser, og du kan også sagtens træne din islænder til at kunne nogle nogle lidt sværere dressurøvelser. Dette kan både være med til at udfordre deres hjerner, men også hjælpe dem til at gå bedre og gøre jeres samarbejde lettere. Derudover er det en super god ide at træne smidighed, som er mere i fokus i dressuren, da det kun kan gavne hestens gangarter og øge muligheden for, at hesten kan udføre øvelser korrekt.
Hvorimod, dressuren kan drage fordele af at have et mere afslappet forhold til hestene, som islænderrytterne har mere af – hvor hestene for eksempel går ude i al slags vejr. Dressurrytterne kan eventuelt også inddrage fokusset på at ride i naturen og have naturen som en del af træningen. Dette kan være rideture, men du kan også sagtens tage dine dressurøvelser med ud på marken og øve. Dette udfordre også din hest i at gå på forskelligt underlag og være opmærksom på dette.

Hvis du synes, det er spændende, hvordan man kan få fra begge discipliner, kan du også læse om, hvordan Simone Hoppe kombinere islænder- og dressurridning.

Find inspiration alle steder

Foruden alt dette du kan lære fra andre ridediscipliner, er det også vigtigt, at huske på anderledes træning, der ikke nødvendigvis behøver at foregå på ryggen af hesten. Det kan for eksempel gavne din hest meget at I husker at lave jordarbejde eller at tage en tur i vandet.

Hvis du mangler inspiration til longering af din hest, kan du læse mere om, hvordan man longerer sin hest korrekt, og dermed får det bedste ud af det.

Longering er en af de ting, du kan gøre med din hest, når I laver jordarbejde. Foto: Stock

Du kan selvfølgelig også lære af alle andre discipliner og lade dig inspirere af, for eksempel spring, western eller noget helt tredje. Så længe du er villig til at lade dig blive inspireret, er der masser af interessante måder, du og din hest kan træne på.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.