Hvis du er hestemenneske og er på Instagram, kender du formegentlig Cirkeline Olsen, som deler sin hverdag igennem smukke billeder og videoer. Med sine knap 96 tusinde følgere inspirerer hun hver dag masser af mennesker og deler ud af sit liv. Cirkeline har haft meget fokus på livet med hest, men er nu stoppet lidt med det, da hun blandt andet snart skal læse til dyrlæge. Vi har fået den fornøjelse at stille Cirkeline 10 spørgsmål, som hun giver svarene på her, så du kan lære søde Cirkeline meget bedre at kende. Glem ikke at følge hendes profil, og se hendes flotte billeder!


“Min store kærlighed falder dog stadig på dyr, så tanken er at fortsætte med at dele ud af min hverdag og særligt dyrlægedrømmen.”

– Cirkeline Olsen

Hvornår og hvordan kom du ind i hesteverdenen?

Jeg begyndte som den helt klassiske ride pige, smaskforelsket i Sigge, Pjok og Petrine og alle andre bøger der omhandlede heste. Jeg ved faktisk ikke helt, hvor det kom fra, men én ting var sikkert; fascinationen var kommet for at blive. Så snart det var muligt, startede jeg på den lokale rideskole, og da jeg blev ældre, flyttede vi på landet, hvor vi byggede en kærlig lille stald, som endnu huser min første pony, Ice, og hest Heartcore.

Hvorfor stoppede du med at ride?

Da jeg blev færdig med gymnasiet sidste sommer, var jeg ret overbevist om, at jeg måtte sælge min hest. Vi havde da haft fire skønne år, men jeg vidste, at det ville være svært at forene ridelivet med mine fremtidsplaner. Heldigvis var min søster klar til at kaste sin kærlighed på Heartcore, så jeg slap for at sige rigtigt farvel, selvom jeg drog på højskole, og nu også er flyttet til København.

Tror du, at du kommer til at ride i samme omfang igen?

Realistisk set, nej. Jeg har brugt simpelthen så meget tid i stalden over årene, og jeg tvivler på, at jeg vil være i stand til at lægge den energi og de penge i, som det kræver, mens jeg studerer. Heldigvis kan jeg så komme hjem til gården og tage en tur i ny og næ, men at ride fast får jeg nok først muligheden for igen om mange år.

Hvad har du lært af at være hestepige?

Jeg elsker de ting, jeg har taget med mig som hestepige. Gennem min skoletid er det blevet tydeligt, at de fleste tænker de skøreste ting om ridepiger, og størstedelen er sikkert også sande. Men de glemmer at understrege og også forstå, hvor megaseje alle os hestetosser i virkeligheden er. Jeg kendte i hvert fald få på gymnasiet med ligeså stor dedikation og kærlighed til deres sport. De fleste havde i virkeligheden intet at tage sig til i fritiden udover at gå på cafe og træne. Det kan noget, men det kan milde forfrysninger og flyverdragt i stalden hver vinter såmænd også. Hvis man virkelig vil det, må man give afkald på andre ting, hvorfor man hurtigt lærer at prioritere for at få det hele til at hænge sammen. De fleste hestepiger er ikke så bange for at få jord under neglene, og jeg er sikker på, at netop den landlige tilgang til tingene kun kan være en fordel, når nu jeg møder bylivet.

“De fleste hestepiger er ikke så bange for at få jord under neglene, og jeg er sikker på at netop den landlige tingang til tingene kun kan være en fordel når nu jeg møder bylivet.”

– Cirkeline Olsen

Hvad bruger du din Instagram til – hvad vil du gerne have at dine følgere får ud af at følge dig?

Lige nu må jeg indrømme, at den ikke har den store funktion. Tidligere har jeg delt min passion for ridning med andre, men her i sommerferien har det bare været sjov og ballade. Min store kærlighed falder dog stadig på dyr, så tanken er at fortsætte med at dele ud af min hverdag og særligt dyrlægedrømmen. Det vil forhåbentlig give blod på tanden for dem, der ønsker at gå i samme retning. Men hvis jeg kan give bare et smil med på vejen ved at dele nogle søde hesteselfies eller bedårende hundehvalpe, er jeg mere end tilfreds.

Der er mange, der følger dig for at få inspiration – men hvor finder du selv inspiration?

Jeg har altid lovet mig selv ikke at blive en københavnerblogger, og selvom den grænse lige nu er lidt sløret, regner jeg stærkt med at få dyrefokuset tilbage, når det naturligt fylder mere i mit liv igen. Derfor søger jeg ikke inspiration til at skabe et æstetisk feed, men hellere til bare at være mig.

Hvilke Instagrammere synes du, at man skal følge?

Min yndlings instagrammer for tiden er @rianne.meijer, og ellers er jeg blevet rigtig glad for at følge politiske sider, der informerer og skaber opmærksomhed om problemstillinger i verden så som @feminist og @karmagawa.

“… hvis jeg kan give bare et smil med på vejen ved at dele nogle søde hesteselfies eller bedårende hundehvalpe, er jeg mere end tilfreds.”

– Cirkeline Olsen

Hvad spørger dine følgere mest indtil på din Instagram?

Tidligere har der været meget fokus på, hvordan jeg skød mine videoer – hvilket oftest var ved at sætte min mobil i en stabilisator og så få nogen til at køre ved siden af i bil eller på ATV. Og ellers har der været mange, som ville høre om ikke Ice kom til salg eller kunne bruge en part.

Et random fact om dig?

Det, som forbavser de fleste, er mine fem helsøskende. Så skørt synes jeg nu ikke selv, at det er, og jeg er evigt taknemmelig for den livlige opvækst, det har bragt med sig.

Hvor ser du dig selv om fem år?

Om fem år regner jeg med at være i gang med at læse veterinær medicin. Jeg påbegynder studiet til september, og jeg har ikke travlt med at høvle igennem det, da jeg også gerne vil ud og se verden. Noget af det jeg glæder mig allermest til, udover et forhåbentligt fornuftigt studiejob, er at få min egen hund. Hvis jeg selvfølgelig er klar til at være lidt mere bundet end nu. Det ville gøre mig så lykkelig.

Husk, at følg Cirkeline på Instagram, så du måske kan blive inspireret (eller i hvert fald på et smil på læben) af hendes skønne billeder og personlighed.


Du kan også gå ind og følge de Instagrammere, Cirkeline selv anbefaler lige her:

Hvis du mangler mere inspiration til hestemennesker, du kan følge på Instagram, kan du læse vores bud på 10 Instagrammere, som du skal følge.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.