Kan du også godt lide at tjekke hesteracer ud på Google? Måske har du hørt om en bestemt race på sociale medier, og nu vil du lige undersøge, hvad det er for en. Det kan også være, du søger efter ny hest med et bestemt temperament, og på den måde finder frem til din yndlingsrace? Her på Malgré Tout har vi endnu engang allieret os med bogen Heste – Illustreret opslagsværk for at blive klogere på, hvordan hesteracer egentlig er blevet til.

Luksus at kunne vælge mellem mange racer

Min elskede Irish Cob er ikke et “tilfældighedskøb”, når det kommer til race. Jeg havde forinden nøje sat mig ind i, hvilken hesterace jeg ville investere i. Med en forholdsvis kyllinge-agtig tilgang til ridningen og et stramt program med arbejde og et familieliv, der skal hænge sammen, har jeg i mange år vidst, at jeg ikke skulle kaste mig ud i en tændt varmblodshest, som kræver daglig motion og et stort mod fra rytterens side. Jeg var derfor allerede bevidst om, at valget nok skulle være inden for koldblodsgenren og gik i fuld gang med den helt store søgning. Jeg faldt over racen Irish Cob, og uden at teksten her skal blive en reklame for den den race, så er der i dag ingen tvivl om, at vi er et godt match. Jeg kigger ofte på min stjerne og spekulerer på, hvordan netop han og alle andre racer er opstået, hvad der startede det hele, og hvordan udviklingen er gået netop i den retning, som den er. Nu har jeg fundet en del af svaret, som du også kan få fornøjelsen af her.

Fra ræv til hest

Eohippus… Jeps, det hedder den første hest. En lille fyr, der mest af alt minder om en slags ræv. 50 millioner år har den på bagen og eksisterer selvfølgelig ikke længere. Den har mange underlige træk især fødderne er noget anderledes, ja faktisk lidt som en hund med trædepuder. Meget brugbart for sin tid, da den mest af alt spadserede rundt i sumpområder. Desuden skal smeden være glad for, at Eohippus ikke findes længere. Kræet havde ikke bare én kastanie på hvert ben – her er der tale om fire tæer på forbenene og tre på bagbenene. Ikke nok med det havde hver tå også en lille negl eller en hov, om man vil. I kan nok se, at der var kommet en del arbejde og ekstrabetaling for os hesteejere, hvis sådan en fyr skulle beskæres og have sko på… Den hovedregning må I selv stå for.

Eohippus menes at være hestens tidligste stamfader. Foto: Stock

Skovhesten bliver til slettedyr

“Ræven” opholdt sig primært i skoven, og her gemte den sig for rovdyrene i stedet for som heste eller gør i dag at flygte fra dem. Gemme-teknikken blev udført ved hjælp af sine camouflagefarver højst sandsynligt i beigefarver. Det kunne man til tider godt ønske sig, at heste i dag havde arvet, så os ryttere slap for nogle af de vilde ture, hvor krikken farer afsted. På den anden side ville det måske også være temmelig upraktisk, at hesten løber ind i en busk eller bag et træ, hver gang den bliver forskrækket?

Sletterne opstår

En omgang klimaforandringer, dog ikke hjulpet på vej af klamme mennesker, ændrer levestederne for datidens hestelignende dyr. Der begynder at være sletter med græs, som får hestens hals til at vokse, så den faktisk kan nå sin egen mad. Fødderne begynder at ændre sig mere mod det, vi kender i dag, og dyret er i stand til at løbe fra rovdyr. Omkring en million år siden stod hesten nogenlunde klar altså godt nok forklædt mest som et æsel og en zebra, men både hurtighed og hove er på det her tidspunkt nogenlunde fuldt udviklet.

Kunne du tænke dig at læse om en meget special race, så tøv ikke med klikke ind på artiklen Dressurkæmpen med trommer på

Fortidens koldblod, varmblod og fuldblod plus lidt ekstra

For omkring 5000-6000 år siden er hesten efterhånden så tjekket, at den kan blive tæmmet. På det tidspunkt er der fire typer, man mener, at de forskellige hesteracer stammer fra. Du får lige et kort overblik her:

Ponytype 1 (Og nej der er ikke fundet mere geniale navne) er en sej lille én, lidt som en shetlandspony bare en smule større omkring 120 cm høj. Den er fra det nordvestlige Europa, så Danmark og andre nordiske lande kunne være et bud for opholdssted. Den kan godt lide koldt og blæsende vejr, eller måske er den ikke så vild med det, men den kører hvert fald med mottoet: “Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr kun dårlig påklædning.” Og med det skal der forståes, at den netop har den rigtige påklædning til at modstå eksempelvis danske vejrforhold. Man siger i øvrigt at islænderen menes at stamme fra ponytype 1.

En efterkommer af ponytype 1. Foto: Stock

Ponytype 2 er omkring 140 cm også fra Nordeuropa samt Asien. Den her bandit er endnu vildere med det kolde vejr end den forrige. Den elsker sne, bjerge og minimalt med føde, og det kan være svært at forstå for os andre, men sådan er det altså bare med ponytype 2. Man mener, at den fjordhesten er en type 2. Det giver straks mening, hvorfor racer som fjordhesten kan have lidt svært ved at styre sig, når den bliver lukket på lækker, dansk sommergræs, lidt som en labrador i Maxizoo med godbidder i snudehøjde. Fjordhesten er jo designet til at leve af sne, bark og beskedne græstotter – lidt sat på spidsen selvfølgelig.

Fjordhesten er god til ekstremt vejr lige som datidens ponytype 2. Foto: Stock

Hestetype 3 er en let og smidig slags, der er vant til sol og varme. Den var omkring 145 cm, og man mener, at blandt andet travere har blod fra denne type.

En klassisk, og elegant traver. Foto: Stock

Hestetype 4 er en fiks lille ørkenhest, kun omkring 120 cm, også glad for stepper, varme og sol lige som så mange af os. Man mener, at araberen er efterkommer af denne type.

Den smukke araber er skabt til at fungere godt i ørkenlandskab. Foto: Stock

De fire typer heste har udviklet sig til de hesteracer, vi kender i dag. Når vi taler om hestetyper taler vi om koldblod, varmblod og fuldblod i stedet for.

Der er meget forskelligt temperament at spore hos de her tre. Kommende hesteejere gør sig selv en stor tjeneste ved at sætte sig ind i typer og ikke mindst de specifikke racer inden for typerne. Foto: Privat

Tæmning – hvorfor kan man ikke ride på en zebra?

På et tidpunkt i historien går det op for mennesker, at det måske kunne være smart at benytte heste som transport. Bogen fortæller ikke noget om, hvordan det er gået for sig. Her på redaktionen har vi vores eget bud. Måske har jægerne efter 10 kilometer i rask tempo mødt et par heste på deres vej og tænkt: “Hey det ville da være fedt at kunne tage en slapper på den der hesteryg efter vores hårde jagt. Og vi kan slippe for at slæbe oksen på ryggen – win win.” Men hvilken hest skal man så gå i gang med at overbevise om, at det er en genial idé at bære rundt på mennesker. Det fortæller bogen til gengæld lidt om, og mere interessant fortæller den, hvad man ikke skal kaste sig ud i. Der blev nemlig først prøvet kræfter med zebraer – ikke en god idé. Det viser sig, at de er noget så hidsige og agressive, og selvom jægere dengang hverken havde fuldtidsjobs eller skulle passe børn (det skulle mænd jo ikke dengang som typisk var jægerne), jamen så blev det bare for bøvlet at slås med de stribede bæster.

Hesten var livsnødvendig for bønderne

Med tiden kom der styr på det der med at udvælge den rigtige type hest. Det har siden været en rigtig god idé, at den kamp blev taget. En del krige blev udført til hest, og det ser bare sejere ud at komme i fuld galop mod en fjende end at løbe afsted på bare tæer, eller hvad de nu havde på dengang. Meget af landbrugsarbejdet til fods blev også erstattet af arbejdsheste, og igen ikke en dårlig beslutning, da effektivisering er et nøgleord i god virksomhedsførelse. Hestene var også at finde i bybilledet, og for den tid var det at få heste til at fragte mennesker rundt omtrent lige så innovativt, som da lokomotivet kom på markedet. Man slap bare for et larmende metrobyggeri og en letbane, der ikke vil starte til en åbningsfest. Heste starter jo som bekendt altid, og som regel går de også den vej, man beder dem om.

Maskinerne ind og hesten ud – eller?

Den geniale opfindelse af maskiner bliver hestes endelige som den klassiske arbejdshest både i marken og for vogn i byerne. I den forbindelse kunne hesten lige så godt have set sit sidste græsstrå, for der var pludselig ikke så meget brug for den mere. Men på det her tidspunkt har hesten allerede vundet menneskets hjerter tilpas meget, at ingen er klar til at slippe forholdet til de smukke dyr. Derfor går avlen for alvor i gang med fokus på skønne ride- og brugsheste, som vi allesammen har så utrolig meget gavn af i dag.

Er du vild med at læse om hesteracer, kan du også kaste dig over vores artikel Hvilken hesterace er du?

Kilde: Heste – Illustreret opslagsværk, udgivet i 2005 af forlaget Aktium

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.