Husker du møllen, “benene væk fra hesten og ind til sadlen” eller hvad med ponygames og de forskelligfarvede manelastikker? Alle de fantastiske oplevelser vi alle sammen havde med de fantastiske ponyer på rideskolerne. De lærte os så meget – og tænk engang, hvad de også har skulle finde sig i. De virkede nu ikke til at være trætte af det – altså ponyerne, men som voksen kan man da godt tage sig lidt til hovedet og tænke “hold nu op, hvor har de ponyer bare været søde”. Vi har samlet en liste af ting, som verdens bedste børneponyer har måtte stå model til.

Dreje rundt i en møllen

På rideskolen stod man ofte i parade inde på midten af banen. Ridelæren sikrede sig, at der var trækkere til alle ponyerne, og så Så lød ordene ofte: “Så laver I en mølle”. Du baksede sikkert også med at få først det ene ben over, så du endte i en slags damesadel. Derefter så en gang mere rundt, så du kiggede direkte på halen af hesten. Herfra er det det sværeste, fordi du både skulle holde fast og svinge benet over det bredeste stykke af sadlen. Den sidste svingning med benet gik som en leg. Dig og din rideveninde havde ofte en konkurrence om, hvem der kom først rundt i møllen. Engang imellem betød det, at en af jer gled ned, når i sad på siden af hesten, og det er altså lidt irriterende, når nu du førte i konkurrencen. Møllen slår bare aldrig fejl vel?!

Ligge som et bræt på hesten

Inde på midten af banen var der virkelig mange ting, man kunne lave. En af dem var også “bræt” øvelsen. Der hvor man enten sidder almindeligt på hesten og læner sig frem over halsen og svinger benene op på bagparten. Eller den hvor man sidder baglæns på ponyen og læner sig bagover, så man kigger op i skyerne eller loftet af ridehuset og svinger benene op på bagparten. Hold nu op hvor har de de ponyer været cool, for hvis de bare havde været en lille smule træt af rytteren, så skulle der ikke mere end et skridt til siden, og så havde samtlige rideskoleelever ligget og rullet rundt i en ridehusbund.

Ikke et helt perfekt bræt, men tanken er god – og ponyen virker til at slappe godt af. Foto: Stock

Ride damesadel

“Må jeg ikke nok ride damesadel, mens vi skridter af?” Sådan lød det ofte fra den sejeste af eleverne på holdet. Hende eller ham der altid turde alting først, og hvor vi andre så råbte i kor bagefter: “Må vi også ride damesadel?” Som regel var svaret ja, for de skønne ponyer accepterede det hele, og en damesadel var god til at træne balancen – noget vi alle sammen havde god brug for, og har sat pris på som voksen.

Ride slalom

Noget af det bedste var, når ridelæren satte kegler op, som man skulle igennem. Ofte smuttede der en enkelt kegle, som enten blev redet ned eller som ponyen måske sneg sig udenom. Denne øvelse var for at se, hvor god man var til at styre hesten – men helt ærligt, ponyerne havde fuldstændig styr på, hvad der skulle ske og hjalp dig igennem banen sikkert – og du tog selvfølgelig alt æren for forløbet: “Flot redet, sikke dygtig du er blevet til at styre med vægten”. Ja klart! Eller også var det bare din yndlingspony Tulle, der i virkeligheden klarede det til toppoint.

De sjove ponygames

Siksak mellem kegler, bolde i en spand, ned af hesten og op igen og så i “fuld fart” tilbage til resten af holdet. Meget af børneridningen bestod af ponygames. Egentlig både sjovt for hest og rytter, fordi det var noget andet end den sædvanlige ridebanetur. Ponyerne var som regel oplagte pånær den enkelte bisse, der lige snød sig til en tot græs ved at stikke hovedet ud mellem brædderne på ridebanen. Men generelt stod ponyerne pænt ved siden af, mens man hoppede op og ned. De accepterede at blive bakset rundt om stænger, og hver gang man skulle ned af hesten for at hente det æg, man havde tabt af sin ske, så ventede de også pænt, selvom de andre heste fræsede forbi. Det var SÅ fedt med de ponygames.

Ponygames går aldrig af mode, og redaktionens erfaring er, at rideskolehestene ofte var virkelig gode til det. Foto: Stock

Benene væk fra hesten og ind til sadlen igen

En god træning, som jeg egentlig aldrig var super fan af – måske fordi den var lidt fysisk krævende, var øvelsen hvor man skulle have benene væk fra hesten og så ind igen. Så var det jo pludselig mig, der skulle yde og ikke så meget hesten. Ponyen derimod skulle dog finde sig i den lidt underlige, kan jeg forestille mig, oplevelse af ben, der pludselig er inde ved dens krop og så ikke mere. Men som altid var de ponyer bare iskolde. De kendte øvelsen og vidste, at de lidt forvirrende signaler ikke var noget at tage sig af.

Uden sadel – også til springning

Du har garanteret ikke tal på alle de gange, du har redet uden sadel. Og du var god til det som barn. Dengang var man jo ikke bange for så meget, og her var sadlen ikke alfa omega for, om man nu blev siddende på hesten. Og hvad så hvis man lige gled af, så satte man sig jo bare op igen. Selvom man skøjtede lidt rundt på ponyen, så virkede det ikke til at genere Tulle eller Musse. De var vant til lidt halvurolige børn og sørgede som oftest for at passe lidt ekstra på, når de kunne mærke, at du ikke sad helt stabilt. Og det lette sæde. Kan du huske det, hvordan man 20-30 meter før springet allerede stod i let sæde hen mod forhindringen, mens man klamrede sig til halsen og den lange ponyman. Og hop! Så var man stolt på den anden side af springet og den søde pony satte straks i skridt.

Det første stævne – travprogrammet

Spændingen var stor. Du havde de hvide ridebukser på for første gang, og ridehjelmen var støvet godt af. Dagen før vaskede du også halen på Musse og flettede hende i den der flotte “netfletning”. Plastikridestøvlerne fik også en tur, og så øvede du sikkert programmet til ukendeligheder hjemme i haven. På stævnedagen fik Musse en sidste strigletur, og så var det afsted på opvarmningsbanen. Dit navn lød i højtalerne. Nu var det endelig din tur til at vise, hvad dig og Musse havde opnået sammen – forhåbentligt med en rød rosette som resultat. Musse gik stabilt, som hun altid gjorde, og hver gang du skulle lige til at dreje hende, så gjorde hun det helt af sig selv. Et par minutter senere stod i igen på midten af banen og hilste af. Musse gjorde det, som hun gør bedst. Måske fordi hun efterhånden havde redet banen så mange gange og kunne den udenad. Tak til Musse!

Husker du dit første stævne? Det var en helt særlig oplevelse. Foto: Stock

Alle sløjferne og de forskelligfarvede manelastikker

Ridningen på yndlingsponyen var og blev det mest fantastiske – det ved vi alle! Men det næstbedste var måske (til tider det bedste) at stå på staldgangen med de nyeste manelastikker i alle regnbuens farver og gå i fuld gang med fletteprocessen – eller den klassiske med at sætte elastikkerne sindigt i manen, så den stod lige op i luften. Det blev ofte mere specielt end kønt, men hold nu på, hvor var det hyggeligt, at stå der og nusse med ponyen. Og imponerende hvor meget de fandt sig i at blive hevet i manen. Men mon ikke også ponyerne faktisk synes, det var meget hyggeligt?!

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.