Man kommanderer med en vallak, diskuterer med en hingst og skal spørge en hoppe om lov.

Hestens køn fortæller ikke kun noget om, hvordan den er. Den fortæller også noget om, hvordan dens ejer er. Har du nogensinde tænkt over det? Nogle kan bedst lide en hoppe, selvom den engang imellem kommer i brunst og skal spille lidt for diva-lækker. Andre har det bedre med en vallak, der rigtignok oftere er “den samme”, men som også kan have det med at glemme, at dens tid som hingst for længst blev afsluttet. Og så er der dem, som bare ikke kan stå for de selvtillidsfyldte hingste, trods det, at de kan være svære at sætte sig i respekt over for.
Her kan du læse, hvordan de tre køn – som jo i virkeligheden kun er to – adskiller sig fra hinanden. Og så lærer vi dig lidt om, hvad dit valg af hest egentlig fortæller om din egen personlighed.

Læs også: Er herre- og dameheste uddøde begreber?

Hoppen danner et stærk bånd

Hopper siges at ville gå igennem ild og vand for sine ejere. Nogle mener sågar, at de danner et stærkere bånd til mennesker end vallakker og hingste gør. Derfor gælder det, at når man har vundet en hoppes hjerte, så har man vundet hende for altid. Hun vil altid give dig alt, hvad hun har – og nogle gange mere til. Det siges også, at fordi hopper er skabt til at passe på sine føl, har de en helt særlig intuition og evne til at føle empati. De kan nærmest læse deres ejeres tanker, før de selv tænker dem. Derfor har hoppen et ualmindeligt beskyttergen og et mod på størrelse med en løves.

Hvis har en hoppe stående i stalden, så er du enten rigtig god til at argumentere, eller også er du det stikmodsatte: Du gider ikke at diskutere og lader hellere din hoppe få ret – det giver færrest konflikter. Til gengæld er du – ligesom din hoppe – utroligt loyal og måske lidt overbeskyttende engang imellem. Du er desuden meget tålmodig og forstår din hoppes off-perioder bedre en nogen anden. Ofte hører man ordene “Jeg skal aldrig have en hoppe!”, og dem mindes du da også engang at have sagt. Sjovt nok er det tit de selvsamme personer – dig inklusiv – som ender med at købe en hoppe og blive gladere for den en nogen anden hest, de har haft.

Vallakken er en rigtig kammerat

Selvom vallakken egentlig ikke er et “rigtigt” køn, så er den noget af det mest populære. Den har det med at glemme, at 10% af dens mandighed er blevet fjernet og resterne syet sammen af en dyrlæge, dengang den var ung. Det gør dog også vallakken 10% mere lydhør og – teoretisk set – velopdragen. Uanset hvad, så kommer man ikke udenom, at en vallak er en rigtig kammerat, man sjældent skal diskutere med. Det gør ham også utroligt lærenem. Spørger du en vallak, om han vil tage et spring på 1.50 m, så gør han det – også selvom han aldrig har prøvet det før og det måske ender galt. Vallakker besidder nemlig en tillid som ingen andre – men også en smule naivitet.

Hvis du ejer en vallak, er du med al sandsynlighed en rolig type, som ikke orker for mange diskussioner eller store konflikter. Du er ærlig og siger tingene ligeud, præcis som din vallak. Du er noget at det mest hårdføre, man kan finde i en stald, for du må jævnligt være offer for din firbenede fyrs drengestreger. Du er måske i endnu højere grad end hoppeejeren god til at finde tålmodigheden frem. Der skal i hvert fald en del til, når Hr. Nonchalant kommer ind fra fold med et dækken revet i stykker, kun én klokke, en tabt sko og en knækket grime, der hænger ned om halsen. Med tiden har det gjort dig ualmindelig god til at bide tænderne sammen og tage en stor, dyb indånding.

Hingsten giver 10% ekstra

Det, som vallakken er blevet frataget, besidder hingsten på fornemeste vis. Han giver nemlig altid 10% ekstra. Og det er både på godt og på ondt. Hingste spiller nemlig ikke bare nonchalant – de er det. De er dominerende, overlegne, stærke og ualmindeligt smukke. Det betyder også, at en hingst lynhurtigt kan løbe om hjørner med sin ejer, hvis han eller hun ikke forstår at tale det rette kropssprog. Dog handler det ikke kun om at sætte sig i respekt, men også om tillid. Kan du magte en hingst, så kan den give dig de bedste, sportslige oplevelser og få dig til at føle dig som majestæten på den smukkeste, firbenede trone.

Som hingsteejer har du virkelig ben i næsen. Du kan forsvare dig selv, både med mund og med krop, og der er ingen som dig til at sætte sig i respekt – også over for mennesker. Måske kan din lidt hårde jargon misforstås eller såre et par stykker indimellem, men til gengæld ved man altid, hvor man har dig. Du siger tingene ligeud og er aldrig bange for en udfordring, uanset dens størrelse. Også du besidder tålmodighed, men på grund af dit stærke jeg, bliver den hurtigt erstattet af en endnu større portion modighed. Defor har du ikke bare ben i næsen – du hviler mere i dig selv end nogen anden.

Mange flere personlighedstræk

Vi er ikke et sekund i tvivl om, at både hopper, vallakker og hingste rummer mange flere både gode og udfordrende personlighedstræk. Du kan helt sikkert komme med et hav af gode argumenter for, hvorfor du har valgt netop det hestekøn, du har – og du er mere end velkommen til at fortælle os om det! Du kan jo lægge ud med at fortælle os, om det er hoppen, hingsten eller vallakken, der har den største stjerne i din bog…

Læs også: Syv ting du sikkert kender til som hoppeejer

Artiklen er oprindeligt bragt i juli 2019

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.