Lider din ridebane hårdt under vejret? Eller har du måske slet ingen? Selvom du ikke har en bane at træne på, så kan du sagtens sætte dig mål – og ikke mindst nå dem. Her får du fem tips til at træne din hest effektivt, selvom du kun kan gøre det fri.

1Brug veje og stier

Hvis du føler dig sikker i at ride ud på stier og veje med din hest, så kan du sagtens bruge dem til at træne lidt øvelser og varme op. For eksempel kan du arbejde med at forlænge og afkorte hesten skridt i alle  dens gangarter. Noget, du især bør benytte dig af, er bakker. At kunne træne i et varierende terræn er nemlig noget af det, som man mangler allermest, når man rider på en bane. Det kan virkelig booste hestens muskelstyrke at ride op og ned ad bakker, og ikke mindst lærer den at være opmærksom på, hvor den træder.
Du skal naturligvis kun øge tempoet det på veje og stier, hvor du ved, at der ikke umiddelbart kommer andre forbi. Det er altid en fornuftig idé at sætte ned i skridt, hvis en cykel, bilist eller fodgænger skal passere.

hest rides i skoven
En tur i skoven er bare én af mulighederne. Foto: Pixabay.

2Ud i græsset

Er der en brakmark, en eng eller et andet stort græsareal (som man vel at mærke må ride på), så kan det også sagtens bruges! Mange steder i rundt omkring i verden dyrker man både spring og dressur på græsbaner. Fordi klimaet herhjemme dog er relativt vådt (og derfor glat), er det ikke noget vi danske ryttere bruger ret ofte. Hvis du imidlertid investerer i et par gode mordax, kan du sagtens bruge åbne naturarealer til mere end bare en hyggetur. Fordelen er, at du kan træne nogle af de øvelser, som kræver mere plads, end der er på en vej eller sti. Du kan altså både øve schenkelvigninger, volter, versader, diagonale linjer, slangelinjer, pirouetter og alt det andet – selvfølgelig afhængigt af, hvilket niveau du rider på. Det er bare med at komme ud i græsset!

3Masser af overgange

Når man rider ud i naturen, er det ofte kun muligt at trave eller galoppere på et lille stykke ad gangen – men det skal du slet ikke se som en ulempe. De lange trav- galopture kan du øve på en græsmark som beskrevet ovenfor. På stier, hvor det er forsvarligt at sætte hesten op i tempo, kan du i stedet øve en masse overgange. Som rytter er det nemlig noget af det allersværeste at mestre en god og let overgang, og det er ofte én af de øvelser, som man “glemmer” at have fokus på. Når du imidlertid ikke har mulighed for at bruge en ridebane, bliver du nærmest tvunget til at øve dine overgange, og derfor kan du ende med at blive rigtig god til at udføre dem.

Optimale hove: Her er opskriften!

4Træn på stranden

Hvis du er så heldig, at du har en strand i nærheden, så ville det virkelig være synd ikke også at bruge den til at træne lidt mere ambitiøst. Både sandet og vandet er nemlig intet mindre end sublimt at træne på! Den del af sandet, som endnu er smule fugtigt fra bølgerne, kan ofte minde om en rigtig ridebanebund, hvor du – ligesom i græsset – kan give den gas med øvelserne. Derudover er vandet helt perfekt til at træne hestens overlinje. Skridt, trav eller galopper din hest en tur langs vandkanten og giv den en dejlig oplevelse, imens den opbygger muskler. Det bedste er at ride dér, hvor vandet dækker omkring halvdelen af hestens pibe. Træner man i dybt vand, som går op over hestens knæ, vil den skubbe sine ben igennem vandet fremfor at løfte dem og aktivere ryggen. Hvis du bruger vandet og sandet rigtigt kan du altså nå langt med din træning på stranden.

5Tag udenbys

Når du ikke har en ridebane, har du til gengæld en god undskyldning for at tage hesten med til masser af clinics, undervisninger og kurser udenbys. Gør det for eksempel en gang om ugen og brug så naturen til at træne i resten af tiden. Er du dedikeret nok, så vil din træner sagtens kunne se, at du gør fremskridt i træningen derhjemme trods manglen på en ridebane.

I virkeligheden bør man slet ikke se det som en ulempe ikke at have en ridebane. Nok kan det være en begrænsning, men det medfører også, at man kan få øvet noget af det, som man ellers har en tendens til at undgå – og så endda med en skøn udsigt! Den største fordel må dog være, at man kan træne i et varieret terræn, og derved styrke sin hest på en måde, som man aldrig ville kunne på en ridebane. Og så må vi selvfølgelig heller ikke glemme hesten. Den vil helt sikkert elske at få lov til at arbejde i det fri.

Artiklen er oprindeligt bragt i december 2018.