SAMARBEJDE: Fodervirksomheden Brogaarden og Vetfamily har netop indgået et samarbejde for at udbrede kendskabet og viden omkring fodring. Dyrlæger oplever ofte at få spørgsmål fra hesteejere omkring foder, men har forskellig forudsætning for at rådgive om emnet. Det skal der nu laves om på, når der i fremtiden bliver udviklet kurser og direkte kontakt til fagpersonale ansat hos Brogaarden, som kan rådgive om foderplanlægning.

Dyrlægerne tog initiativet

Vetfamily kontaktede selv Brogaarden for at få et fremtidigt arbejde. Vetfamily er en kæde af 136 dyrekliniker over hele landet, og de driver desuden også netdyredokter. De oplever ofte at deres medlemmer efterspørger hjælp til at indhente viden om ernæring.

“Dyrlæger skal stille en diagnose, men det er ikke altid, at de kan give alle svarene, eksempelvis til spørgsmål omkring foder. Her er det vigtigt, at de enten kan henvise til nogen med den viden, eller selv kan søge informationerne et sted. Og det er netop i de to tilfælde, at samarbejdet med Brogaarden bliver rigtig interessant”, siger Anja Mikkelsen, som er markedschef hos VetFamily.

Det forholder sig nemlig sådan, at dyrlæger på trods af deres mange faglige kompetencer ikke har så meget undervisning på dyrlægestudiet omkring ernæring, og ønsker de at vide mere, skal de selv finde kurser eller videreuddanne sig, fortæller Rolf Momberg-Jørgensen, som er medejer i Brogaarden. Derfor er håbet for de to virksomheder, at de med en fælles interesse kan skabe muligheden for at tilbyde dyrlægerne kurser af Brogaarden. Her vil fagpersonale eksempelvis agronomer kunne undervise dyrlægerne i fodring. Ligeledes er håbet fra Vetfamily, at der kan etableres en slags hotline, som dyrlægerne har mulighed for at ringe til, hvis de er ude ved en kunde og har behov for “akut” vejledning omkring foder.

Er der mon en interessekonflikt?

Hvis man tager udgangspunkt i læger og samarbejde med virksomheder, så er det ikke alle, der er lige begejstret for den tanke. Her er der selvfølgelig tale om dyrlæger, som i sig selv lever af deres kunder. Men kan der mon være et problem i, at en virksomhed, der lever af blandt andet medicinsk rådgivning, begiver sig ud i at samarbejde med et firma, som sælger produkter. Det mener hverken Rolf Momberg-Jørgensen eller Anja Mikkelsen er en udfordring.

“Ja, vi lever af at sælge foder, og vi lægger ikke skjul på, at vores medarbejdere selvfølgelig anbefaler vores produkter, men har vi ikke det rigtige produkt, så er vi ikke bange for at henvise til konkurrenterne,” siger Rolf Momberg-Jørgensen og fortsætter.

“Jeg kan garantere, at vores ansatte aldrig kunne finde på at gå på kompromis med deres faglighed blot for at sælge produkter.”

Også hos Vetfamily er de overbeviste om, at dyrlægerne ikke konsekvent anbefaler til specifikke foderbrands[AM4]  hele tiden.

“Vores medlemmer giver deres faglige vurdering og stiller en diagnose. På baggrund af det siger de måske, at hesten har brug for et tilskud, men mit indtryk er ikke, at de nævner en specifik fodervirksomhed, blot fordi det er en samarbejdspartner. De rådgiver nærmere om, hvorfor det er vigtigt, at hesten får det pågældende foder, ” siger Anja Mikkelsen[AM5] .

Der mangler mere vidensdeling

Både Anja Mikkelsen og Rolf Momberg-Jørgensen er enige om, at de gerne vil tilbyde dyrlægerne et sted, hvor de kan få vejledning. Derfor glæder det også Vetfamily, er der er tænkt kurser ind i samarbejdet, siger Anja Mikkelsen.

Vil du gerne læse mere om foderets betydning for din hests velvære, så læs vores artikel 10 tankevækkere om forfangenhed.

Forskningen taler, men bliver ikke altid hørt

Der er en del forskning på foderområdet, noget som også Brogaarden selv står for. De har taget et bevidst valg om, at deres foder skal koste lidt mere, til gengæld er der både tilknyttet agronomer og dyrlæger til virksomheden for at vejlede bedst muligt om ernæring og fodring.

Ernæring til heste er et stort emne som mange hesteejere har en holdning til. Rolf Momberg-Jørgensen erkender, at det de sidste år har grebet om sig, og der efterhånden er så mange valg, at det kan være en smule forvirrende. I takt med at samfundet er blevet mere digitaliseret er hestesnakken og ikke mindst fodersnakken det også. Det betyder, at der nu er oprettet flere facebookgrupper om fodring af heste, hvor folk kan give deres erfaringer videre.

“Det undrer mig nogen gange, når jeg ser spørgsmål til eksempelvis forfangene heste, at der ikke er søgt dyrlæge fra start. Man kan jo sammenligne det med, at man selv har tandpine og går i gang med at ordne det på egen hånd, inden man søger hjælp hos en tandlæge.”

Rolf Momberg-Jørgensen kan sagtens forstå spørgsmålene på diverse facebook-grupper, men som han forklarer, så er det bare ikke ligegyldigt, hvem der svarer. Derfor lyder hans råd også, når det kommer til ernæring af heste:

  • Søg altid dyrlæge i sygdomsrelaterede spørgsmål.
  • Vælg en foderleverandør med fagligt, veluddannede rådgivere. Stil gerne krav om dokumentation for påstande i forbindelse med sygdom og anprisninger.
  • Brug grovfoder med aktuelle analyser – kontakt eventuelt din foderleverandør, og spørg om, hvad der bør analyseres for.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.