5 hemmeligheder til at opnå succes

Vi elsker, når de store stjerner tør åbne op for, hvordan de træner, tænker og forbereder sig. Hvad end det handler om dressur eller springning, så ved de fleste hestemennesker, at det kræver nerver af stål at begå sig i toppen. På baggrund af hans udtalelser til det amerikanske medie Noëlle Floyd, dykker vi her ned i, hvad Peder Fredricson, et af svensk springsports største nulevende talenter, gør for at præstere sit bedste på springbanen. Med sine mange års erfaring som toprytter har han ikke overraskende en imponerende indsigt i, hvordan man bevarer overblikket på banen.

Annonce

“Jeg har fundet ud af, at jo hårdere, jeg arbejder, jo mere smiler lykken til mig.”
Thomas Jefferson, tidl. amerikansk præsident

Peder Fredricson springer på en hest. Baggrunden er helt hvid så man hun har hesten og Peder Fredricson i fokus
Foto: FEI.

Tag imod udfordringer med åbne arme

Adspurgt om Peder nogensinde arbejder med sine indre dæmoner, er svaret: “Hele tiden!” Når du står over for pres eller vanskeligheder, har du to muligheder: Du giver enten op eller kæmper for at lære nye færdigheder og skabe en løsning på dit problem.”

Der findes ikke to heste, der er ens, og det samme gælder udfordringer. Derfor kræver det, at du hele tiden bliver klogere og finder nye veje at gå.

“Succes er en elendig lærer. Det forfører smarte mennesker til at tro, at de ikke kan tabe.”
Bill Gates, grundlægger af Microsoft.

Tip 1

Vejen mod vores mål er ofte proppet med udfordringer i alle afskygninger. En af de største problemer er at overkomme disse udfordringer uden at miste pusten, motivationen og lysten til at fortsætte mod målet. I stedet for at gå i spåner over, at du ikke kan løse problemet nu og her, er det bedre, at du ruster dig med nogle værktøjer, du kan bruge, når skyerne trækker sig sammen, og du skal i gang med opgaven. Det er derfor en god strategi at bryde udfordringen ned i mindre dele. Lad være med at tro, at du kan løse hele problemet på én gang. Små sejre skaber mere robusthed og selvtillid fremfor ét stort nederlag. Hav tålmodighed til at dele udfordringen op i mindre dele og fokuser på de ting, der lykkes.

Arbejd hårdt, arbejd smart

Peder arbejder meget hårdt og nyder at gå omkring hestene i stalden og arbejde. Men da han i sin tid underskrev en stor sponsoraftale, følte han imidlertid presset for at blive endnu bedre og levere endnu større resultater på banen. Han indså, at han var nødt til at dedikere mere tid til sporten og blive mere fokuseret på, hvordan han ville forbedre sig for at få de ønskede resultater. Så han var nødt til at hyre staldpersonale til at varetage de daglige opgaver, som han ellers selv elskede at gøre. Som rytter må man derfor mestre kunsten at prioritere og at turde træffe de svære beslutninger, hvis man vil opnå succes.

Tip 2

Lav en handlingsplan

Prioriter at arbejde på de ting, der virkelig kan gøre en forskel i din ridning. Lav en handlingsplan for, hvordan du forbedrer dig yderligere. Og find ud af, hvor din største forbedringsmargin er, så du kan begynde der. 

Peder Fredricson der sidder på sin skimle hest, han strækker armen frem og klapper den på halsen. Baggrunden er helt hvis så det kun er Peder Fredricson og hesten der er i fokus.
Foto: FEI.

Skab gode rutiner

Når du er til stævne, tager du tusindvis af beslutninger: lige fra hvilket udstyr, du skal ride med, hvornår du skal varme op, og hvornår du skal gøre dig klar til at skulle på banen. Du spilder en masse værdifuld mental energi på disse tankeprocesser. At træffe beslutninger er en mental proces, der kræver mange ressourcer. Din hjerne starter dagen frisk og gendannet, men når vi går igennem en hel dag, hvor vi skal træffe en masse beslutninger, bliver hjernen hurtig træt. Det betyder, at du faktisk allerede har reduceret din evne til at koncentrere dig og fokusere, når du rider på banen til stævnet. Den er paradoksalt nok allerede udmattet i det øjeblik, hvor du kræver allermest af den.

“Succes er at få det, du ønsker; lykke er at ønske det, du får.” Ingrid Bergman, skuespiller.

Tip 3

Sådan undgår du en udmattet hjerne

For at forhindre, at din hjerne bliver udtrættet, når den skal være på sit skarpeste, skal du sørge for at oprette rutiner, som går igen hver gang du er til stævne. Ved at skabe disse vaner sparer du energi, fordi hjernen har mindre at tænke på. Så kan du fokusere på, hvad der virkelig betyder noget. Peder springer for eksempel altid den samme mængde spring i opvarmningen og går altid bane på den samme måde.

Peder Fredricson der galoper på en hest, man ser dem forfra.
Foto: FEI.

Fokuser på at gå bane

Nu vi er ved det at gå bane: For Peder er det en meget vigtig rutine. Han sørger for at studere baneskitsen grundigt før han overhovedet sætter sine ben på banen. Han laver noter til hver forhindring, og med disse går han banen med stort fokus – alene. Når han er usikker på noget, vil han først prøve at finde løsningen selv i sit eget sind, før han spørger andre til råds. Derefter forbereder han sig mentalt ved at visualisere ridtet i detaljer. Selvom det ser fjollet ud for udefrakommende, bruger han hele kroppen til at ride med, når han visualiserer sit ridt fra jorden. Peder gentager denne sekvens tre gange.

“Succes er at falde ni gange og rejse sig op ti.”
John Bon Jovi, sanger.

Tip 4

Visualiser dit ridt på forhånd

Jo mere detaljeret du kan visualisere dit ridt, jo bedre forberedt er du. Vær ikke bange for at gå helt ned i detaljerne. Rider du ind i trav, galop, skridt? Hvordan vil du ride mod første forhindring? Jo mere du har visualiseret på forhånd, jo mere føles det som om, du har redet banen før.

Du skal eje dine følelser

Hvordan håndterer man så, når der alligevel sker fejl? Jo, Peder har et helt enkelt svar til dette spørgsmål: “Jeg husker altid mig selv på Winston Churchills ordsprog; ‘Succes er evnen til at flytte fra en fiasko til en anden uden at tabe entusiasmen.'”

Tip 5

Find dit yndlingscitat, et billede eller god sang, der kan sætte ord på dine følelser og anerkende den situation, du står i. Det hjælper dig til at slippe fortiden og fokusere på nutiden.

Artiklen er oprindeligt bragt i Juli 2020

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce