5 tegn på Cushing hos den ældre hest, du nemt overser
Læs mere →
Heste har ingen tidsfornemmelse, siger man. Men hvordan kan de så vide præcis, hvornår du kun har 20 minutter i stalden, inden du skal videre?
På de dage, hvor du har masser af tid, går alt selvfølgelig glat. Hesten står ved leddet, samarbejder og er nogenlunde ren. Men så snart kalenderen er presset, sker der noget.
Det er næsten, som om de ved det.
Normalt kommer den måske hen til dig, når du kalder. Men ikke i dag. I dag står den selvfølgelig i det fjerneste hjørne af folden og kigger på dig, mens du forsøger med navn, fløjten og lyden af noget, der kunne være en godbidspose.
Til sidst accepterer du din skæbne og begiver dig gennem mudderet. Og lige når du næsten er fremme? Så tager den selvfølgelig lige ti skridt længere væk. Bare fordi den kan.
Planen var simpel: Hurtigt ind, strigle, ordne det nødvendige og videre.
Så ser du hesten.
Den har ikke bare rullet sig. Den har tilsyneladende opsøgt foldens vådeste mudderhul og arbejdet målrettet på at få det fordelt over så meget af kroppen som muligt. Der er mudder i manen, på halsen og selvfølgelig en stor indtørret plamage lige dér, hvor sadlen skal ligge.
Den hurtige strigletur er officielt aflyst.
Du har måske allerede hentet hesten og er godt på vej til at være færdig, da du kigger ned.
Der mangler ligesom noget.
Og ganske rigtigt: Tre sko. Fire hove.
Selvfølgelig sker det ikke på den søndag, hvor du har hele dagen. Det sker den tirsdag, hvor du skal videre om en halv time. Nu skal skoen findes, hvis den altså overhovedet kan findes, smeden kontaktes, og dagens planer måske lige genovervejes.
Perfekt timing.
Den plejer at gå lige op. Derfor har du selvfølgelig heller ikke afsat særlig lang tid til læsningen.
Stor fejl.
For netop i dag er traileren blevet det mest mistænkelige objekt, din hest nogensinde har set. Den går næsten op, bakker ud, står stille, snuser lidt og overvejer tilsyneladende alle sine muligheder.
Ti minutter senere er hesten stadig udenfor traileren, du er begyndt at svede, og tidspunktet, I egentlig skulle være kørt på, er for længst passeret.
Du er faktisk næsten færdig til tiden. Så får du øje på det.
Var det mærke der i går?
Du mærker efter. Måske er der en lille hævelse? Eller er det bare pelsen? Du sammenligner med det andet ben. Mærker igen. Trækker hesten et par skridt frem og tilbage.
Gik den ikke også lidt mærkeligt dér?
Pludselig er der gået et kvarter, og du har glemt alt om, at du egentlig havde travlt.
På en almindelig dag kan din hest sagtens løfte ben, stå stille og få grimen på uden den store dramatik.
Men i dag? Nej.
Pludselig kræver selv den simpleste opgave en længere forhandling. Hovedet ryger op, når grimen skal på. Benet bliver sat ned, tre sekunder efter du har løftet det. Og det at stå stille på staldgangen er tilsyneladende blevet helt urimeligt at forlange.
Og jo mere du tænker “kom nu, kom nu, jeg har travlt”, desto langsommere ser alting ud til at gå.
Måske er det bare tilfældigt. Måske har heste faktisk en sjette sans for pressede tidsplaner.
Uanset hvad virker der til at være én regel, man kan tage med sig: Hvis du kun har en halv time i stalden, så lad være med at fortælle hesten det.
Den behøver ikke vide noget.