
Nogle dage har man bare ikke lyst til at ride. Måske er energien lav, vejret kedeligt, eller måske trænger både du og hesten bare til noget andet. Heldigvis behøver en tur i stalden ikke altid ende i sadlen. Der er masser af hyggelige ting, I kan lave sammen i stedet.
En dag uden ridning behøver nemlig ikke være en dag uden kvalitetstid med hesten. Nogle gange kan det faktisk være meget rart at droppe træningsplanen og bare finde på noget andet.
Her er syv idéer til de dage, hvor ridestøvlerne gerne må blive stående.
Find træktovet frem, og tag den sædvanlige ridetur til fods.
En gåtur kan være en hyggelig måde at komme lidt væk fra stalden på, uden at du behøver sadle op. Vælg en rute, I kender, eller gå en lille tur rundt i området.
Og som bonus får du også selv dagens motion. Om det var en del af planen eller ej.
Hvornår har du sidst striglet din hest uden samtidig at tænke, at du skulle skynde dig at blive færdig, så du kunne komme ud at ride?
På en dag uden ridning kan striglingen få lov til at tage den tid, den tager. Find alle børsterne frem, ordn man og hale, og brug lidt ekstra tid på de steder, hvor din hest elsker at blive kløet.
Det er simpelt, men nogle gange er det også noget af det hyggeligste.
Man behøver ikke sidde på ryggen af hesten for at lave noget sammen.
I kan øve at bakke, flytte jer for lette signaler, gå over bomme eller træne andre små øvelser fra jorden. Det behøver hverken tage lang tid eller udvikle sig til en stor træningssession.
Ti minutter kan sagtens være nok.
Hvis du har godbidderne klar, har du muligvis allerede hestens fulde opmærksomhed.
I kan eksempelvis øve et simpelt trick eller arbejde videre med noget, hesten allerede kender. Det vigtigste er, at det foregår roligt og i små bidder, så det bliver en hyggelig aktivitet frem for endnu en ting, der skal præsteres i.
Og indrømmet: Det er også lidt tilfredsstillende, når hesten pludselig forstår, hvad du prøver at lære den.
Nogle gange behøver der faktisk ikke ske ret meget.
Hvis forholdene og stedet tillader det, kan du tage hesten med ud og lade den græsse lidt i hånden. Du får frisk luft, hesten får en mundfuld græs, og ingen af jer behøver at præstere noget som helst.
Det bliver næsten ikke mere afslappet.
Telefonen frem og find et pænt sted omkring stalden.
Det behøver ikke være et stort projekt med perfekt flettet man og matchende outfit. Et par billeder på folden, foran stalden eller på en gåtur kan være mindst lige så fine.
Og hvis du har en staldveninde i nærheden, kan du måske endelig få nogle billeder, hvor du også selv er med – og ikke kun 4.000 billeder af hesten i kamerarullen.
Det lyder måske næsten for simpelt til at være et punkt, men hvornår har du sidst været sammen med din hest uden at skulle noget bestemt?
Bliv lidt længere i boksen. Klø den på yndlingsstedet. Sæt dig ved folden. Eller brug lidt ekstra tid på staldgangen efter striglingen.
Når man har hest, kan der hurtigt gå træningsplan, praktiske opgaver og ting, der skal nås, i den. Derfor kan det være ret rart indimellem at have en dag, hvor der ikke skal krydses noget af.
Der kan være mange grunde til, at man ikke har lyst til at ride en bestemt dag og det behøver ikke betyde, at turen i stalden er spildt.
En gåtur, en lang striglesession eller ti minutter med et sjovt trick kan sagtens være dagens aktivitet. Nogle gange er de bedste dage med hesten faktisk dem, hvor man ikke havde planlagt ret meget.