Pulsen lyver ikke – hestens sundhedsindikator
Læs mere →
Vi har på redaktionen modtaget en række spørgsmål, til vores brevkasse, Team Ligeværd fra vores læsere, hvilket vi er utrolig glade for. Denne gang beder en læser Team Ligeværd om hjælp til at slippe den frygt der der stadig sidder i hendes krop flere år efter et styrt. Marianne Flormann, Katrine Ravnsfelt og Helene Gjerding giver konkrete råd til, hvordan hun kan arbejde med sit nervesystem.
Hej Team Ligeværd
Jeg har for et par år siden været ude for et grimt fald fra hest, min egen skyld, men det gjorde, at jeg var sat ud i lang tid og havde en del smerter og derfor havde en lang ridepause. Nu er jeg begyndt at ride på min kusines hest, og det går okey, men jeg har en indre angst, der følger mig. Det er ikke så jeg ryster og er meget hæmmet i hvad jeg gør, men mere, at jeg er meget obs på alt der foregår omkring os. På vej ud til banen skal jeg tjekke alt; er der andre ude at ride, har skraldebilen været der osv. Når jeg så er kommet op og rider, så er jeg meget opmærksom på om der er nogen der trækker hest forbi, om døren til ridehuset bliver åbnet eller om der kan komme nogle andre og ”genere” os i vores rolige og trygge omgivelser.
Jeg har spurgt mig selv, hvad det værste er, der kan ske, og hvorfor jeg er bange. Det er selve frygten for, at hesten bliver bange og reagerer uventet, så jeg i værste fald ryger af hesten og kommer til skade. Hvad kan jeg gøre, for at blive bedre for mig selv og hestene jeg rider? Håber at høre fra jer.Mvh Birgitte
Hej Birgitte
Mange tak for dit spørgsmål og din gode beskrivelse af, hvordan du oplever at komme tilbage efter en rideulykke. Vi håber, at vores svar kan lede dig i en retning, som kan hjælpe dig.
Marianne: (Marianne Florman True Lead Academy)
Din iver efter at finde mere ro er helt forståelig, nu hvor det snart er ved at være lang tid siden, din ulykke skete. Men – det er desværre ofte sådan, at mennesker med traumer ikke får efterbehandlet deres ulykke.
Din krop er tydeligvis stadig i alarmberedskab, og det vil den formodentlig være indtil du får “afsluttet” ulykken. Din krop tror stadig, at der er fare på færde, og du kommer nok ikke til at kunne overbevise den om andet, før den reelt oplever at blive reguleret. Din krop skal forstå, at ulykken er ovre.
“Traumet sidder i nervesystemet, ikke i begivenheden”.
Peter Levine
Jeg havde selv for mange år siden en rideulykke. Efterfølgende var jeg meget bange for at håndtere mine egne heste, hvilket jeg syntes var dybt underligt. Jeg konsulterede en traumeterapeut, og hun spurgte mig, om jeg kunne fortælle hende hvornår jeg oplevede, at jeg første gang var kommet i sikkerhed, efter ulykken?
Jeg tænkte først: det var da jeg lå på jorden. Men nej, hesten løb jo hjem og jeg var meget bange … måske var det, da jeg kom tilbage til stalden? Eller da jeg sad i bilen på vej hjem? Nej heller ikke. Var det så, da jeg sad hjemme i sofaen? Nej – også der var jeg stadig bange – jeg følte faktisk ikke, at jeg var kommet i sikkerhed. Det gjorde jeg faktisk ikke engang tre uger efter, hvor jeg sad i hendes klinik.
De første par døgn (Chokfasen): Umiddelbart efter en voldsom hændelse er det normalt at føle sig i en “glasklokke”, køre på autopilot eller opleve fysisk ubehag.
Første 1-4 uger (Akut fase): De fleste oplever symptomer som flashbacks, angst, søvnløshed eller vrede i denne periode. Det er normalt, at disse reaktioner langsomt aftager.
Nogle uger til 3 måneder: Mange er kommet sig eller har markant færre symptomer efter 3 måneder.
Længerevarende forløb (PTSD/Kronisk stress): Hvis symptomerne forværres eller varer længere end en måned, kan der være tale om PTSD, hvilket kan kræve behandling og vare i adskillige måneder eller år.
Som SE (Somatic Experiencing) traumeterapeut vil min anbefaling helt klart være, at du konsulterer en professionel traumeterapeut i dit område. For mit vedkommende skulle jeg kun bruge tre gange i terapi, før min krop oplevede, at den var kommet i sikkerhed. Men det er selvfølgelig meget individuelt.
Jeg ved godt, at det kan føles underligt: hovedet ved, at der ikke er en fare, mens kroppen tror noget andet. Men det er sådan traumer fungerer. De kan blive fikseret i ulykkestidspunktet og kan ikke selv finde vejen tilbage til sikkerhed.
Der kunne også være mange andre årsager til, at dit traume bliver siddende i dig. Som traumeterapeuternes lærermester Peter Levine siger, sidder traumet i nervesystemet, ikke i begivenheden. Derfor har vi ofte brug for professionel hjælp. Du kan undersøge SE-foreningens hjemmeside, og se, hvor der findes en terapeut i dit område. Jeg håber inderligt, at du finder en vej tilbage.
Somatic Experiencing er en kropsorienteret terapiform, der bruges til at behandle traumer og stress ved at arbejde med nervesystemet. I stedet for kun at fokusere på tanker og følelser arbejder metoden med kroppens fysiske reaktioner på fare, især fastlåste stressmønstre som kamp, flugt og frys. Målet er at hjælpe kroppen med at slippe den fastlåste alarmtilstand, så man bliver mere rolig og robust. Metoden bruges i flere fag og bygger på viden fra både naturvidenskab, psykologi og andre helingstraditioner, og er udviklet af Peter A. Levine.
Katrine: (Katrine Ravnsfelt, Hippiedyrlægen)
Jeg vil gerne supplere med at nævne de muligheder, som findes i at bruge homøopati. Homøopati er blidt, giftfrit og relativt billigt, så det er et velegnet supplement til alt det indre arbejde. I første omgang ville jeg bruge remediet Aconite i så høj potens du kan finde det. Du skal tage det i ren mund, og gerne når du henter hesten på fold, 2-3 gange når du gør den klar og lige inden du stiger op i sadlen. Herefter efter behov. Du kan give det til hesten efter samme protokol.
Helene: (Helene Gjerding, HorseWays)
Jeg synes, som Marianne, at du har brug for hjælp til at se på dit traume.
Men jeg vil også foreslå et par ting du kan prøve imens, på din vej tilbage til et trygt samvær med heste.
For det første, skal du prøve at være mild ved dig selv. Tænk på hvor stor forståelse, kærlighed og tålmodighed du ville give hesten, hvis det var den, som kom til dig med et traume – og giv dig selv den samme blidhed og tålmodighed i processen.
“Prøv ikke at snyde dig og hesten til en falsk tryghed.”
Helene Gjerding er blandt andet uddannet naturterapeut og arbejder også med hesteguidet terapi.
Foto: Helene Gjerding
For det andet: sæt tempoet ned og start et andet sted end i sadlen. Du behøver jo ikke at ride, men kan blive på jorden og nyde at være sammen med den hest, som du nu har mulighed for. Genfind glæden ved hesten og husk på, og mærk efter, hvad du egentlig er sammen med heste for. Find nogle aktiviteter du kan lave fra jorden – på banen eller i skoven – der er masser af inspiration at hente. Sæt dig måske lidt op mens hesten græsser eller hviler – nyd det – og hop ned igen.
Belast ikke dit nervesystem ved konstant at udfordre det. Når du hele tiden prøver at kontrollere situationen med fokus på døre, skraldebiler osv., er du, dine sanser og dit nervesystem på overarbejde – og enten er din hest det også – eller også tjekker den ud af relationen.
For det tredje: vær ærlig overfor hesten (og dig selv). Fortæl hesten, at du er utryg og har brug for tid og brug for støtte, lige nu. Prøv ikke at snyde dig og hesten til en falsk tryghed, som er skabt ved at du har fuld kontrol over alt i omgivelserne.
Og en sidste ting: prøv, i stedet for at forestille dig alt det, som kan gå galt, om du kan bruge den samme mentale energi på at forestille dig hvordan du gerne vil have, at det skal være, når du er sammen med hesten. Gør kun de ting, som du – og hesten – helt ærligt kan sige “ja, det vil vi gerne!” til, lige her og nu. Jeg kalder det “ja-ridning” eller “ja-træning”. Det kræver lidt øvelse.
Team Ligeværd og redaktionen på Malgré Tout takker dig for dit gode spørgsmål og håber svarene kan hjælpe dig videre på din rejse mod trygheden i sadlen igen.
LÆS OGSÅ: Alt det ingen fortæller dig, før du får hest
NÆSTE GANG i Brevkassen med Team Ligeværd kan i høre hvad teamet mener om brugen af hønet..