
Det danske springlandshold har skrevet dansk ridesportshistorie ved VM i Aachen. Efter en samlet 9. plads har Danmark for første gang nogensinde kvalificeret sig til holdfinalen ved et verdensmesterskab i springning.
Det danske springlandshold kom til VM i Aachen med en klar målsætning: Danmark skulle blandt de ti bedste nationer og dermed sikre sig adgang til holdfinalen. Den målsætning er nu indfriet.
Efter torsdagens konkurrence ligger Danmark på en samlet 9. plads, og dermed er de danske ryttere blandt de nationer, der fredag aften skal ride videre i kampen om placeringerne i VM’s holdkonkurrence. Det er samtidig første gang i dansk springnings historie, at et dansk seniorlandshold har kvalificeret sig til holdfinalen ved et verdensmesterskab.
Inden mesterskabet lagde landstræner Bo K. Møller ikke skjul på, at ambitionen var at komme blandt de ti bedste hold. Med kvalifikationen til finalen kan den målsætning nu krydses af. Danmark er oppe imod nogle af verdens absolut stærkeste springnationer i Aachen, og allerede inden mesterskabet stod det klart, at konkurrencen ville blive hård. I alt 21 nationer stillede med hold ved VM, mens yderligere 17 nationer var repræsenteret af individuelle ryttere.
At Danmark har sikret sig en plads blandt de ti nationer, der fortsætter i holdkonkurrencen, er derfor en markant præstation for dansk springsport.
Danmark rejste til verdensmesterskabet med fem ekvipager:
Andreas Schou & Napoli Vh Nederassenthof
Caroline Rehoff Pedersen & Polonis L
Laura Baaring Kjærgaard & Qarisma van’t Roosakker
Zascha Nygaard & Com’on Drako de Maugre
Søren Møller Rohde & Evolution Ask
Målsætningen om en plads blandt de ti bedste er nået, men VM er langt fra slut for de danske springryttere.
i dag venter holdfinalen, hvor Danmark igen skal på banen mod verdens stærkeste springnationer. Her skal holdene kæmpe om de endelige placeringer – og for danskerne bliver det en mulighed for at bygge videre på det resultat, der allerede har gjort mesterskabet historisk.
Med en 9. plads i bagagen kan det danske hold gå ind til finalen med visheden om, at den oprindelige målsætning er indfriet. Nu handler det om at levere endnu en stærk runde og se, hvor langt det kan række.