Lusitano: Den elegante hest med portugisiske rødder
Læs mere →
Der er dage, hvor man næsten ikke kan komme hurtigt nok afsted. Hvor man glæder sig til duften af stald, lyden af heste, en ridetur og et par timer væk fra alt det andet.
Og så er der de andre dage. Dem, hvor sofaen føles lidt ekstra god. Hvor vejret er gråt, energien er lav, og tanken om at skifte til ridetøj, køre ud i stalden og gå i gang føles mere som en pligt end noget, man har lyst til.
Og så kommer den dårlige samvittighed måske snigende. Burde jeg ikke have lyst til at tage derud?
Det særlige ved hestelivet er, at det sjældent bare er en hobby, man kan lægge på hylden et par dage.
En hest skal passes, uanset om man har haft en lang dag på arbejde, sovet dårligt eller bare helst vil blive hjemme. Der skal måske muges, fodres, ordnes vand, lukkes ind eller ud og klares alle de andre små ting, der følger med.
Derfor kan grænsen mellem lyst og pligt hurtigt blive lidt mudret.
For selvfølgelig holder man ikke mindre af sin hest, fordi man en tirsdag eftermiddag ikke ligefrem jubler over tanken om at skulle ud i regn og mørke.
Når hesten er noget, man selv har valgt at bruge både tid, penge og energi på, kan det næsten føles forkert ikke at glæde sig hver eneste gang.
Man har måske endda drømt om at have sin egen hest i årevis. Så hvorfor har man pludselig mest lyst til at blive hjemme?
Men måske stiller vi nogle gange lidt høje krav til vores egne hobbyer.
Vi forventer jo heller ikke nødvendigvis at glæde os til løbeturen hver eneste gang, bare fordi vi elsker at løbe. Eller at have lyst til at lave mad hver aften, bare fordi vi normalt godt kan lide det.
Hvorfor skulle hestelivet være anderledes?
Det kan også være værd at skelne mellem ikke at have lyst til sin hest og ikke at have lyst til alt det, der følger med.
For måske har du egentlig lyst til at se din hest. Du orker bare ikke køreturen, mudderet, mørket, den fyldte trillebør og tanken om, at du først er hjemme flere timer senere.
Det er to ret forskellige ting.
På samme måde kan man sagtens elske at ride uden at elske hver eneste ridetur. Og man kan elske livet med hest uden nødvendigvis at elske alle de praktiske opgaver omkring det.
Nogle gange kan den dårlige samvittighed også komme af følelsen af, at man skal nå noget, når man først er taget i stalden.
Man burde ride. Træne. Pudse udstyr. Ordne det, man har udskudt. Gøre noget fornuftigt.
Men en tur i stalden behøver ikke altid ende med en træningssession.
Nogle dage er det måske nok bare at ordne det nødvendige, give hesten en strigletur og bruge ti minutter sammen med den. Andre dage kan man have masser af energi og lyst til en lang ridetur.
Begge dele kan godt være en del af et helt almindeligt hesteliv.
Det sjove er, at de dage, hvor det er sværest at komme afsted, nogle gange også er dem, hvor man er gladest bagefter. Man kommer ud i stalden, hesten vrinsker måske, man får snakket med nogen, og pludselig var det faktisk meget rart. Andre gange var det bare en dag, der skulle overstås.
Og det er også okay.
For hestelivet består ikke kun af solnedgangsture, nystriglede heste og perfekte stalddage. Det består også af regn, travle hverdage, manglende motivation og dage, hvor man hellere ville ligge på sofaen.
Det betyder ikke nødvendigvis, at glæden ved hestene er væk. Måske betyder det bare, at man er et menneske, der ikke kan have 100 procent overskud og motivation 365 dage om året.
Så næste gang tanken dukker op: “Jeg gider faktisk ikke i stalden i dag”, behøver den måske ikke straks blive efterfulgt af dårlig samvittighed.
Nogle gange må man godt elske sin hest – og samtidig virkelig have lyst til en aften på sofaen.