Når drømmene er større end pengepungen
Læs mere →
At være hestemenneske kommer med en del småskavanker, som man efterhånden næsten holder op med at stille spørgsmålstegn ved. Blå mærker uden kendt oprindelse? Helt normalt. Et par ømme tæer? Det går nok. Vabler? Dem rider vi bare videre med.
Men så er der de helt særlige smerter. Dem, der får tiden til at stå stille et øjeblik, mens man prøver ikke at bande alt for højt. Og forsøger du at forklare dem til en, der aldrig har haft med heste at gøre, får du måske bare et medfølende: “Ej, det lyder da træls.”
Træls? Du skulle bare vide.
Her er fem smerter, de fleste hestemennesker nok kender lidt for godt.
Der er forskel på at få nogen til at træde dig over tæerne og at få 500 kilo hest til at gøre det. Især når der sidder en hestesko under hoven.
Det starter ofte ganske uskyldigt. Hesten tager et enkelt skridt til siden, og inden du når at reagere, er din fod fanget nedenunder.
Og så sker det mærkelige: Hesten bliver stående. Måske flytter den endda vægten en lille smule rundt, mens du desperat forsøger at få den til at forstå situationens alvor.
Når hoven endelig letter, er det næsten værre et øjeblik. Foden dunker, og du tør knap nok kigge ned. Kan alle tæerne bevæge sig? Sidder de stadig nogenlunde, hvor de skal?
Godt. Så kan dagen åbenbart fortsætte.
Det er måske ikke stort. Det ser måske heller ikke særlig dramatisk ud.
Men placeringen? Katastrofal.
For et gnavesår i knæbøjningen har den fantastiske egenskab, at det sidder præcis dér, hvor det bliver irriteret igen og igen, hver gang du rider. Og lige når du tror, at det måske er ved at hele, tager du ridebukserne på, sætter dig i sadlen og starter hele processen forfra.
Man kunne selvfølgelig holde en pause fra ridningen, indtil huden er helet. Men altså… Hesten skal jo rides. Så i stedet bliver løsningen ofte et kreativt arrangement af plaster og en forhåbning om, at dagens ridetur ikke gør det værre.
Spoiler: Det gør den sandsynligvis.
Det burde egentlig være nemt at gå forbi en opsadlet hest.
Alligevel lykkes det på mystisk vis at ramme stigbøjlen med det ene sted på benet, hvor det føles, som om der kun er hud mellem dig og knoglen.
KLONK.
Direkte på skinnebenet. Det er ikke nødvendigvis en smerte, man reagerer på med det samme. Først kommer stilheden.
Du står bare helt stille. Kigger måske lidt ud i luften. Trækker vejret.
Og venter på, at den første bølge af smerte forlader kroppen, før du fortsætter, som om intet er sket.
Dagen efter sidder der selvfølgelig et flot blåt mærke som souvenir.
Ikke-hestemennesker får måske en vabel og tænker, at hånden trænger til en pause.
Hestemennesker kigger på deres fingre og tænker: “Nå. En mere.”
For vabler kan komme fra imponerende mange dele af hestelivet.
Tøjlerne. Greben. Striglingen. Træktovet, der pludselig blev flået gennem hånden, fordi hesten så noget meget farligt 200 meter væk. Og de kommer sjældent belejligt.
De sidder naturligvis lige dér, hvor du skal holde på tøjlen igen dagen efter.
Så man finder et plaster. Måske et par handsker. Og så fortsætter man.
For hvis hestemennesker ventede på, at alle små sår, vabler og blå mærker var væk, før de tog i stalden igen, kunne der godt gå noget tid.
Man skulle ikke tro, at en hale kunne gøre særlig stor skade. Den ser jo blød ud.
Men alle, der én gang har fået en rigtig hestehale pisket direkte ind i et åbent øje, ved, at udseendet bedrager.
Du står fredeligt ved siden af hesten. En flue lander. Hesten slår med halen. Og på en eller anden måde finder et bundt hestehår frem til præcis dit øje.
Resultatet er øjeblikkeligt.
Du kniber øjet sammen, tårerne løber, og de næste minutter bruges på at blinke desperat og overveje, om din hornhinde stadig er intakt.
Hesten? Den fik fluen væk. Så for den var situationen faktisk en stor succes.
Det mest bemærkelsesværdige er måske ikke engang, at de her ting sker. Det er, hvor hurtigt man kommer videre.
Man bliver trådt over tæerne, hopper lidt rundt og fortsætter med at strigle. Man sætter plaster på vablen. Man rider videre med gnavesåret. Og når tårerne efter hestehalen er tørret væk, går dagen videre.
Så næste gang en ikke-hesteven spørger: “Hvor har du fået det blå mærke?”
…er “det ved jeg faktisk ikke” et fuldstændig legitimt svar.
For når man har hest, er lidt ondt her og der åbenbart bare en del af pakken.