Ægtepar klar til Danmarksmesterskaberne i military sammen med et rekordstort felt

Niels og Catrine Goldschmith mødte hinanden ved en hundejagt på Møn 7/9/13. Den altid festlige Niels havde byttet om på alle de røde jakker ved middagen, så ingen kunne finde deres nøgler, og som en del af den snedige plan lærte Niels og Catrine hinanden bedre at kende den aften. Ved en jagt præcis et år efter 7/9/14 tager Niels ordet som master, og frier til Catrine foran hele jagtfeltet. En lidt irriteret Catrine siger ja, og parret bliver gift i august 2016.

Dengang havde Niels allerede masser af erfaring med military mens Catrine kun havde redet et enkelt stævne. I år er de begge klar til at ride Danmarksmesterskaberne i military, og det er uhyre sjældent, at et ægtepar begge er til start i samme mesterskab på så højt niveau. Vi har mødt parret en dejlig dag på Mattssons Rideklub i Klampenborg og spurgt dem til, hvordan det fungerer at være ægtepar i samme sport på det niveau.

Hjælper og træner I hinanden?

C: “Det er Niels, der hjælper mig – primært med dressurundervisning, men også i springning – og det fungerer meget fint. Niels siger kun det mest nødvendige, og han har noget mere erfaring end mig. Det var med ham ude til militarystævner, at jeg rigtig fik blod på tanden for at prøve mere. Vi kan dog ikke træne galop sammen, da min hest Rubinos tempo er 55 km/t mens Lasses er 49 km/t. Det er vigtigt, at vi kan mærke, når de bliver trætte, og det kan være svært, hvis den ene hest trækker den anden.”

N: “Catrine er rigtig god til at tage imod min undervisning og hjælp, og det er min erfaring, at netop undervisningssituationen ellers kan være en udfordring hos andre par – specielt hvis den der skal hjælpes er mere eller mindre verdensmester. Da vi startede med at træne sammen havde Catrine aldrig haft behov for at lave en tilbagetrædning. Nu har hun høj hat, blanke støvler, flot kandar og det hele.”

Hvad kan I være uenige om?

C: “Det har vi ikke oplevet – eller måske lige, når det skal besluttes, hvad vi skal have til aftensmad.”

N: “Grunden til at vi ikke blev gift indenfor det første år var netop fordi, at jeg ventede på et skænderi, og hvordan vi klarede det. Men det kom aldrig. Jeg kan dog såmænd godt gøre Catrine vred, men hun udtrykker sig altid i assertiv form – jeg-form – hvilket jeg også er god til at respektere. En gang blandede jeg mig i en situation, der var presset for hende, og fik svaret; det er første gang, jeg har denne opgave – jeg gør mit bedste – er du ikke sød at blande dig udenom. Det gjorde jeg og et muligt skænderi opstod aldrig.”

Er I konkurrenter?

N: “Catrines hest Rubino er helt fantastisk, og jeg vil kun blive stolt og glad, hvis hun vandt DM.”

Hvilke fordele og ulemper er der ved at dyrke samme sport?

C: “Der er en rigtig god forståelse for den nervøsitet, man har inden et stævne samt når man er helt høj efter et godt resultat, og man kan tale sammen om hinandens ridning. Jeg kan ikke rigtig se nogen ulemper.”

N: “Man kan tale om detaljer ved sin sport, som man aldrig ville kunne belaste en anden kæreste med. Andre ville ikke forstå, når man kommer hjem og fortæller at hesten har trukket for meget eller var rummelig i traven. De ville være tilfredse efter; den gik godt. Vi sidder også tit og hygger os her på Mattssons, og så skal folk tit hjem til deres ægtefæller – den udfordring har vi aldrig. Så er der også den fordel, at ens kone kan flette og sadle op mens jeg henter vand. Ulempen er så, at det er blevet betydeligt sværere at lokke nogen med på høloftet – ej der er kun fordele.”

Hvad er jeres største oplevelse sammen i sporten?

N: “For mig var det da vi et år efter en fantastisk Hubertusjagt, endte sammen på Eremitageslottets trappe som nummer et og to i opløbet. Frederik og Mary var der også.”

C: “Jeg er mere til de store stævner, som da vi var i Norge og ride international military.”

Hvad er målet for DM i år?

C: “Det er mit første CIC2*, så mit mål er at gennemføre. Det er på hjemmebane i Bernstorffsparken, og jeg kan godt lide forholdene på Lundegaarden, hvor jeg kender de fleste spring. Jeg er tryg ved, at skulle ride der. Dressuren bliver min største udfordring, og jeg glæder mig mest til terrændelen på søndag.”

N: “Mit mål er at blive Danmarksmester. Jeg har redet DM siden 1984, og ikke stået øverst på skamlen endnu. Det er ottende gang med min hest Lasse, og vores bedste resultat til dato er en fjerdeplads. Med min tidligere hest Scott vandt jeg altid dressuren, og et år lå jeg til guld da Scott vælter i noget afklippet græs lige før mål – jeg manglede bare at galoppere i mål. Tit får jeg uheldige bomme i springningen, fordi jeg rider for pænt. I år vil jeg ride mere dynamisk.”

Hvad er jeres bedste råd til andre par?

N: “Tal altid udfra dit eget problem i stedet for at angribe – assertiv form. Hold den gode tone – det øger også respekten for hinanden.”

Bonusinfo

Assertiv adfærd er at kunne og turde udtrykke sine følelser, meninger og behov klart, utvetydigt og ærligt med respekt for sig selv og den anden.
(Den Danske Ordbog)

Catrine Fischer Goldschmidt
39 år
Dyrepasser
Rubino, 15 år, vallak

Niels Goldschmidt
58 år
Forelæser, underviser i ledelse samt forfatter
Lasse, 13 år, vallak

DM i military 2017

Når de danske mesterskaber i military afgøres til Copenhagen Eventing kommer hele 17 danske ekvipager til start i den 2-stjernede DM klasse. Det er markant flere ryttere end de tidligere år og endnu et godt tegn på, at militarysporten i Danmark for alvor er inde i en fantastisk udvikling. Et andet godt eksempel er, at Danmark for første gang i mange år stiller hold til EM i Polen i august.

DM i military for seniorer, juniorer og ungryttere afholdes for sjette år i træk med Sportsrideklubben som vært for det populære internationale militarystævne fra den 14.-16. juli. Og igen i år bliver der, ud over DM, to internationale klasser CIC1* og CIC2*. Glæd jer også til at se aspiranter til militarysporten prøve kræfter med Subaru Cup.

Dressur og ridebanespringning afvikles i den smukke Bernstorffspark i Charlottenlund ved København og terrænridtet på Niels Martinsens fantastiske ejendom, Lundegaarden i Høsterkøb.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce