Dyrlæge og medejer af Stordyrlægen i Guldborg på Lolland fortæller, at ahornforgiftning skal tages alvorligt, og som en konsekvens af klimaforandringer vil vi muligvis se flere forgiftninger fremover.
Xenia Lund Jensen er uddannet dyrlæge ved Københavns Universitet med speciale i adfærd hos hest. Xenia har selv haft hest i mange år og rider western og tur.
Den livsfarlige ahorn
Træsorten ahorn er giftig for heste på grund af stoffet hypoglycin-A, som findes i både frø og blade. Frøene er kendetegnet ved at have små vinger, som skaber en helikopterlignende bevægelse, når de falder af træet – og potentielt flyver ind på foldene – typisk om efteråret. Ahorn kan findes stort set over alt.
Normalt oplever man oftest ahornforgiftninger i efteråret, men vejret har ikke været helt indenfor normen i år, udtaler chefdyrlæge Xenia Lund Jensen. Hun fortæller her om et tilfælde hun blev kaldt ud til på Lolland:
”Jeg var for nylig tilkaldt akut til en ejendom på Lolland med flere alvorligt syge heste, hvor alle heste endte med akut aflivning grundet den voldsomme ahornforgiftning. Der var dialog med henvisningshospital vedrørende indlæggelse, men grundet de voldsomme muskelkramper og symptomer på forgiftning var transport af hestene ikke forsvarligt. Hestene blev intensivt behandlet i stalden, men de stod ikke til at redde.”
Symptomer på ahornforgiftning
- Kolik
- Ømme, stive muskler
- Nedstemthed
- Vejrtrækningsproblemer
- Portvinsfarvet urin (myoglobinuri)
- Hjertearytmi (forstyrrelser i hjerterytmen)
- Koma med døden til følge
Dyrlægen understreger: ”Det er vigtigt, når du oplever kolik – særligt hos mere end én hest i stalden – at du med det samme kontakter din dyrlæge. Du bør ikke afvente bedring ved at gå med hesten. Hesten skal hurtigst muligt tilses og have væske for at fortynde giftstoffet i håb om at redde hestens liv.”
Hvis forgiftningen opdages hurtigt nok, kan hesten behandles mod kolik og reddes. Derfor er det rigtig vigtigt at kontakte dyrlægen hurtigst muligt, så snart du ser symptomer. Men det vigtigste er, i første omgang at forsøge at undgå forgiftningen.
LÆS OGSÅ: Guide: Giftige planter for heste
Hele besætningen måtte aflives
Om et specifikt tilfælde på Lolland fortæller den bekymrede dyrlæge:
”Der var ahorntræer nær hestenes folde. Men hestene havde gået på denne fold hele deres liv, og der har været heste på ejendommen i over 20 år uden problemer. Jeg blev kaldt ud til kolik hos en hest, og ved ankomst fik endnu en hest pludselig kolik. De havde portvinsfarvet urin og krampende kolik. Der blev behandlet, men meget hurtigt kunne det ses, at der var tale om forgiftning, da hestene blev alvorligt syge. Desværre døde begge heste trods intensiv behandling.”
”Det var et forfærdeligt forløb for ejer, som indenfor 24 timer måtte sige farvel til alle sine heste.”
Udtaler dyrlægen.
Heste kan testes for ahornforgiftning igennem en blodprøve, som skal sendes til et laboratorium for at få svar. Testsvaret er sjældent tids nok til at redde hesten, hvis ikke symptomerne er opdaget i tide, men det kan konstatere forekomsten af ahornforgiftning i heste i Danmark. Fra den specifikke situation på Lolland udtaler dyrlæge Xenia Lund Jensen:
”Blodprøver blev sendt til laboratorium med meget høje værdier af giftstoffet hypoglycin A. Der var rigeligt med græs på folden, og hestene havde et stort areal at gå på, så hvorfor hestene havde indtaget de giftige planter vides ikke.”
Da behandling mod ahornforgiftning ikke er 100% succesfuld, bør du forsøge at undgå at træerne spreder frø på folden ”Det er vigtigt at gennemgå dine folde, og selvom hesten aldrig har udvist interesse for bregner, engbrandbæger, taks, ahorn, eg eller lignende, så kan vejret skifte og hestene ligeså. Disse planter skal fjernes.”
LÆS OGSÅ: 10 ting, din hest ikke må spise
Klimaforandringer
Os menneskers handlinger på jorden kan altså have vidtrækkende konsekvenser. De kan nemlig gøre, at forekomsten af ahornfrø er at finde mange flere steder i græsset, end de plejer at være. Grundet længere og varmere tørkeperioder sidste sommer, hvor ahorntræerne har haft rig mulighed for at kaste mange frø, gør den våde periode i år, at frøene har optimale vilkår til at spire her i foråret. Det betyder, der kan være ahornfrø overalt i græsset. Dyrlægen understreger:
”Spirene kan let komme med ind når hesten spiser det lækre forårsgræs.”
Så selvom du ikke synes din hest plejer at spise ahornfrø, så kan det altså alligevel være en god idé at undgå risikoen for, at hesten kan indtage frøene ved at rykke/fjerne træerne eller rykke folden.
Dette er årstiden, hvor du bør have opmærksomhed på følgende:
- Tjekke dine folde for giftige planter og træer
- Tag gerne en snak om giftige planter og træer i stalden
- Gør andre hesteejere opmærksomme på (ahorn) forgiftning, som er særdeles alvorligt for heste
- Hvis du er i tvivl, så tag en snak med din dyrlæge, de kan hjælpe med råd og vejledning
Og så skal vi måske alle til at gøre lidt ekstra for at undgå klimaforandringerne – også for vores hestes skyld…