
Hverken menneske eller hest er fuldstændig symmetrisk i kroppen. Dog skal asymmetrien helst ikke blive for stor, for så kan det blandt andet have konsekvenser for kroppens muligheder for bevægelse. For at du kan gøre noget ved din hests eventuelle asymmetri, skal du dog først være bevidst om den. Her i artiklen kan du blive klogere på, hvordan du kan opdage asymmetri hos din hest.
Den symmetriske hest kan bevæge sig bedre, bruger et minimum af energi på bevægelse og kan fordele kropsvægten ligeligt. Hvis en hest er asymmetrisk, vil den ofte bruge sin krop uhensigtsmæssigt, have svært ved øvelser og kan lettere få skader. Simpelthen fordi den lægger stort pres på visse dele af sin krop, mens den bruger andre dele af kroppen for lidt. Det kan betyde, at nogle områder bliver overbrugte og spændte, mens andre bliver underudviklede og svage.

Heste er mestre i at kompensere, og vil altid bevæge sig på den måde, som er den mest behagelige. Af samme grund vil den asymmetriske hest i mange tilfælde holde en skævhed ved lige, fordi det bare er mest behageligt for den. At arbejde mod en skævhed kan nemlig være generende og i nogle tilfælde smertefuldt.
Asymmetri hos heste kan stamme fra flere mulige årsager, eksempelvis kan det være medfødt eller et resultat af et trauma, halthed, en asymmetrisk sadel eller rytter. Det kan også opstå af noget så simpelt som at hesten altid hiver hø ud fra hønettet i den samme retning, at rytteren altid stiger op fra samme side eller ved at hesten bliver trænet mere på den ene volte.
Læs også: Med smeden på arbejde: “Vi ser alt for mange heste med udtørrede hove”

Når heste ligger ned, vil de næsten altid ligge på den samme side. Hvis hesten eksempelvis foretrækker at ligge med bagbenene ud til venstre side, vil den højst sandsynligt arbejde bedre på venstre volte.
Det kan fortælle dig noget om hestens foretrukne side, men kan også give en indikation om en eventuel asymmetri.
Når hesten kompenserer for en skævhed i kroppen, kan dette vise sig ved et ændret bevægemønster i andre dele af kroppen end hvor skævheden befinder sig.
Hvis hesten eksempelvis oplever smerter i kæbeleddet, kan det påvirke nakken, halsen, forbenene og ryggen. Simpelthen fordi hesten kompenserer for en låsning eller skævhed, men også fordi kroppen er forbundet via gennemgående strukturer.

Her er en tjekliste, som du kan bruge, når du skal tjekke for asymmetri hos din hest. Det er vigtigt, at din hest står på et plant underlag, når du går gennem listen.
Læs også: Derfor er kissing spine ikke en dødsdom
Først når du opdager at din hest er skæv, kan du gøre noget ved det. Udover det kan være en god idé at få din hest gennemgået af en fagperson, kan du med din viden om asymmetri træne målrettet på at styrke de svage områder i hesten, og med at løsgøre de spændte.
Få eventuelt lavet en plan med din behandler og underviser, så I opnår det mest optimale resultat. En lige hest er i højere grad i mental og fysisk balance, har en sund, smidig og stærk muskulatur og bærer rytteren med lethed.
KILDER
Posture and Performance – Principals of Training Horses from the Anatomical Perspective, Gillian Higgins