Skiftet fra mange timer i boksen til flere timer på fold eller skiftet fra én fold til en anden kan have stor betydning for pæren hos din hest. Faktisk er hestepæren grundlæggende en god, daglig indikator for, om din hest er sund og har en god fordøjelse. For at hjælpe dig til at afkode sundheden i din hests afføring, går vi her ind i det, vi vil kalde for ‘anatomien i pæren’.
Måske gør du det allerede. Måske har du undret dig over, hvorfor andre gør det. Sagen er: Tjekker du din hests afføring jævnligt – måske endda dagligt? Det kan være en god idé at holde hyppigt øje med hestepæren. Din hests pære kan give dig et hurtigt svar på, om hestens fordøjelse er helt skidt eller rimelig fornuftig. Så hvorfor ikke udnytte situationen, når du muger eller fjerner den pære, der er lagt på striglepladsen?
Vores heste har gennem evolution udviklet sig til at spise græs og andre plantedele. Det er det, de er skabt til. Hesten bruger energien og proteinerne i sin mad til at kunne vokse, præsterer og holde varmen. Foderet bliver nedbrudt i stortarmen af mange milliarder af bakterier. Derfor gælder det også om ikke at ødelægge bakteriefloraen i din hest tarmsystem, da dette er ret følsomt.
Læs også: Bliv klogere på diarré hos hesten
Når heste lider af forstyrrelser i fordøjelsen, falder populationen af bakterier i stortarmen. Disse forstyrrelser kan medvirke til, at fordøjelsen forringes, at foderet udnyttes dårligt og en forringet optagelse af vitaminer og mineraler. For at sikre den bedst mulige pære, er det vigtigt at mikrofloraen har de bedste vilkår, så de gavnlige mikroorganismer begynder at formere sig og trives. For at opnå en god pære, skal din hest have en sund bakteriebalance.
Hvis pæren ikke har den bedste konsistens, kan en tildeling af pre- og probiotika sandsynligvis hjælpe. Det kan understøtte den mikrobielle balance og derved stimulere hestens tarmfunktion. Prebiotika er et foderkomponent der blandt andet er fibre, som stimulerer væksten og aktiviteten hos bakterierne i mikrofloraen. Probiotika er levende mikroorganismer, der i en passende mængde har en gavnlig effekt for hestens tarmsystem.
Probiotika er eksempelvis mælkesyrebakterier og gærkulturer. Ølgær er en ret brugt gærkultur, der med fordel kan tildeles heste med løse pærer (diarré) for at øge mængden af de gavnlige mikroorganismer og reducere væksten af eventuelt potentielt skadelige mikroorganismer. Probiotika er levende mikroorganismer, der svarer til dem, der i forvejen bor i din hests tarmsystem. Der skal helst være overtal af disse.
I hestens foder findes cellevægsstoffer. Disse udgøres blandt andet af planternes strukturelle kulhydrater. Disse cellevægsstoffer findes i forskellige formater, nogle nedbrydes bedre end andre. Græs er helt naturligt det bedste foder for din hest. Enten friskt som wrap eller som hø. I roepiller findes der også brugbare cellevægsstoffer. Når det kommer til halm, nedbrydes cellevæggene kun i et ringere omfang.
Læs også: Sand i maven – pas på de skjulte symptomer
Når cellevægsstofferne nedbrydes, kan de binde vand, og det er også derfor, at stortarmen kan virke lidt som en svamp hvor kroppen kan hente vand. Når halm fordøjes, vil stortarmen ikke kunne binde samme mængde af vand, og gødningen vil derfor blive mere tør. Måske endda så tør, at den er usammenhængende og smuldrende. Derfor er halm ofte bedst til bare at være strøelse og ikke foder. Ved at tjekke din hests pærer kan du derfor forholdsvis nemt danne dig et indtryk af, hvordan din hest fordøjer sit foder.
Hvis din hests pærer ikke er helt, som de bør være, er det altid en god idé at tale med sin dyrlæge.
Gærum Dyreklinik: Forskellen på pre og probiotika
Gærum Dyreklinik: Prebiotika og probiotika til heste